Kingo, Thomas Uddrag fra Binde-brev om Morten-Gaas

↩ Tyranskelig vi handles med,
O Suck og Gaase-Vaade!
Saa settes vi imellem Knæ
Paa en stif-laaret Qvinde,
Hun knuger, som hun havde Træ
Og Tov paa Rock at spinde,
Vor Hals hun bøyer mod et Tru
Dend Gaase-Bødelinde,
Og skiær vor Nacke saa i til
Til Hierte-Blod mon rinde;
Men det er dog dend største Vegt
Til vor Udød og Plage,
At mange Qvindfolck er vor Slegt,
Og tår os dog af Dage,
Dog naar vi det betencke ret,
Hvad vel mon Aarsag være,
At dog den gamle Gaase-Æt
Maa slig en Skiebne bære,
Da kand jeg mindes, der jeg var
En skielig Gießling bleven,
Og mand ey meer i Sold mig bar,
Men blev med Qvißling dreven.
Blant andet, som der forefalt
Paa Veyen om at pladre,
Da blev af Moder min fortalt,
At hendes Moder Hiadre,
En Oldefader havde haft
Paa Sorøe Kloster inde,
Hvor hand fick meere Viisdoms Kraft,
End Gaase-Vid kand minde.
41 Hand ved dend Philosophisk Gang
I Græsset engang pilled,
Hvor Klerker to en Dag saa lang
Hin anden giek og drilled;
De tog sig intet Sands oppaa,
At hand forstoed Latine,
Thi lod de ham i Freden gaa.
Begyndte saa at grine,
Og sagde Gaasen med sin Slegt,
Hun maa sig nu tillave
Paa Brade-Spid at blive stegt
Og syncke ned i Mave,
Thi Morgen er det Skiølings Dag
Som over dem er given
For dend Oprørske slemme Sag
Og for dend Skik og Kiven,
Som nogle yppede dend gang,
Der Sancte Morten flyde,
Til dennem hen for Fiendens Fang'
Skiul hos dem der at nyde,
Det denne Gaase Slader-Pak
Ham skiendelig forraade,
Og fik derfor en Fandens Tak
Og kom i stor Unaade,
Thi over dem blev denne Dom
Til Viborg Snapsting feldet,
At hver gang, naar St. Morten kom,
Og saae sin Dag formeldet,
Til Pris da skulde gives op,
Ald Gaase Slegt og Stamme,
42 Til Baal og Brand med Skind og Krop,
De aldrig var saa Tamme,
Paa dend Maneer vi Kundskab fik
Hvor det sig monne komme,
Hvo der drak til med Dødsens Drik,
De Gaase-Børn saa fromme,
Men om hand der saa daarlig var,
For Gaase Ret blev stillet
Det Almis var at hand blev bar
Af Gaase Næb oppilled,
Hvad vilde hand i Gaase Sti
For Fienden sig at skiule
Hvi søgte hand ej Rap og Fri,
Hen til en Ræve-Hule,
For lærde Folk har vi ej Huus,
De er saa Munde sterke,
Og vi, naar vi har faåt en Rus,
Pas ikke deert paa Klercke,
Hand maatte Rejst en anden Sted
Dend Tiid hand gik og hveged,
Saa havde vi ej haft Fortred,
Og hannem saa Beskreged;
Men Gud skee Lov om hand fik Has
Paa Os, saasom hand vilde,
Hand skal ej Rose af sit Pas,
Og af det Gaase Gilde,
Hver Mand, der haver Mortens Navn,
Ham lidet har at tacke,
Fordi at hand løb Fastelavn
Med Gies at vilde Snakke,
43 Hans ærlig Navner derfor maa
For hannem nu undgielde,
At hand løb ind i Tyttis Vraa,
Og slap i Gaase Felde,
Naar derfor gode Mortens Dag
Af Østerskier oprinder,
Hver Morten vare da sin Sag,
Mand ham ej Svine-binder.
Er det talt Morten * * * * nær,
O [nei] slet ingenlunde,
En Trøye af et andet Lær,
Vi til ham skiere kunde,
Vi ham ej vilde Svine-Liig
Med Mølle-Hiulet brende,
Og hannem saa med Raab og Skrig
Ad Skoven bunden sende,
Nej nej, vi vil et fint Forbud
Paa hannem hermed giøre,
At hand udaf Draxholm ey ud
Sin Høyre Fod maa føre,
Før hand for os faar rettet an
Saa skiønt et Gaase-Gilde,
Som siden regnes kand fra [Dan]
Er seet ved Vindekilde
Dog Gaase-Viin og Gaase-Mad
Vi hannem vil forbyde,
Men Rinsken Saft, og Steeg paa Fad
Som ferdig er at yde,
Med meere som der følger paa,
Det vi ham ey vil minde,