Kingo, Thomas Uddrag fra Mindedigt over Anna Rasmusdatter Schøllers 1669

↩ Fordi Forældre skal til Graven ilig gaa,
Tit før vor egen Skoe vi vel kand drage paa.
Hvad har vi dog, som i vor Ungdom kand os glæde!
Naar af vor Moders Skiød og Duntze-knæ vi træde?
Hvad er der, som os kand een varig Lycke faa,
Der ej, som kronet Ax, vil falde fra sit Straa?
Paa Sundhed kand vi ej vor Leve-længde sætte,
Dend faar i Støde-maal Forandrings farlig Plætte;
Dend røde Rosen-Kind, de Marfve-fulde Been
Har intet luttret Blood fra Dødsens Dræbe-meen,
Paa Rigdom kunde vi vort Haabnings Slot ej bygge;
Thi Rigdoms Skinnetøy er kun en Vandre-skygge,
Der gaar fra Haand til Haand, og kaster Mørckhed paa
Hver Siæl, som alt for høyt i hendis Lyst vil gaa.
Om Himlen har os Held og hulde Venner gifvet
Som Hielpe-Støtter og Ryg-Stycker her i Livet,
Hvor tit maa dend, som før giek udi Venne-val,
Hiertkippet eenlig staa blant Venne-løsis tal?
Nu Himmel-tages tit vor beste Ven og Frende,
Nu kand sig Lyckens Blad snart for vor Broder vende,
Saa hand ej hielpe kand; Nu kand en anden faa
Et Lycke-Spring, saa til hånds Dør vi tør ej gaa.
Hvad møder ej udi det kierlig Ecte-Sæde,
Som Høyden er udaf vor verslig Lyst og Glæde?
Der er, GUd veed, der er et viit Gardine-heng
Udaf Bekymring om dend glade Brude-seng;
Der piper Sorgen med dend ønskte Livsens Grøde,
I Frycts- og Haabnings-Børn; Der seer mand hver Dag
møde,
Dend flittig Fædre-Haand i megen Arbeid sveed
For Børn, som ej endnu af Biærings Sorrig veed.