Kingo, Thomas Uddrag fra Mindedigt over Elisabeth Høeg 1672

↩ HIelp Gud! huor intet er ald Verdens Herre-foore!
Mens vi kand ingen Sted i nogens Liv opspoore,
Som er jo fyldt igjen med Tidens Løbe-sand,
Og over-grædt udaf Forfædris Øyne-Vand.
Endnu er ingen fød i saadan Lyst og Glæde;
Om Lykken vandt sig end udi hans Svøbe-Klæde,
Og giorded hannem om med høyste Herre-magt,
At Døden hos hans Grav jo holder ogsaa Vagt.
Fra Kroner seer mand tiit at Verdens Fyrster falde,
I deris Sukker-flood er denne Draabe Galde,
At neden deris Stool de sig udspeyle kand
I deris Fædris Støv, som aatte deris Land.
Huor høyt at mangen har sit Helte-Hovet baaret,
Huor næt at Lykken har til mangen Kappen skaaret,
Om tusind Stierner stood udi hans Melke-Vey
At pryde ham hans Liv, det agter Døden ey.
Af en saa ædel Mand vi ey endnu kand vide,
Som Dødens sidste Pust har kundet overstride
Med saadan Mood og Magt, at jo hans Hielm og Skiold
Er ogsaa støved ned af Dødens Magt og Vold.
Huor mangen Helte-Søn og Løve-hiertet Kæmpe
Tør byde Brystet frem mod største Døds U-lempe!
Ja sette Liv og Blood paa Odden af sit Staal,
Blant Kugler, Ild och Damp tør drikke Kongens Skaal!