Kingo, Thomas Uddrag fra Bryllupsdigt til Fr. Rostgaard og Conradina Rewenfeld 1703

↩ Nu gav os sidste post at vide det en Beyle,
En Rostgaard, som imod ald tanke nu vil feyle,
Og skillis fra os, dog hand staar hos os i gield,
Og har forlovet sig med Jomfru Revenfeld.
Her sigis Bryllupet er ogsaa nu for dørre.
Dend første dag, som Toer sit vinter skiæg vil tørre,
Skynd dig derfore, thi det gaar vor ære paa,
Lad dit kredense-brev for alle aabet staa.
Brug din veltalenhed og ald din sands at sige,
Dend brave Jomfru, om hun blive skal hans lige,
At hand forlovet er just med os alle ni,
Hvor, syger! er hand da fra ægte-løfte fri.
Hvor mangen, mangen nat har hand ved lys og lampe
Sig sniget til os ind, der var ey søvne dampe,
Som kunde hindre ham, hvor træt hand var og kold,
Hand havde giort os jo fuld nær en overvold.
Men tal, Mercuri, tål dog intet uden munde,
Du har forstand, og veedst, vi om ham sige kunde
Slet intet uden det, som got og erligt er
Parnasso billig bær.
Men spørg i tromaal ham, om hand her efter ikke
Vil i sit løfte sig med os saa tugtig skikke,
At vi med hannem i hans inder-kammer maa
Endnu saa vel som før, en dyd-forlystning faa,
Saa staar vi fra vor ret, og ønsker tusind lykker
Ham og hans Rewenfeld med velstands flor og smykker
Til fryd og frugtbarhed, at og Parnassus maa
Af Rewenfeld en art liig voris Rostgaard faa.