Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Bøgh, Nicolai Seidelin FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1882-02-08)

Til Nicolai Bøgh.
Vardø, d. 8. Febr. 1882.

Jeg modtog med forrige Post Deres kære, kærkomne Brev; thi, at De deri føler Dem mindre vel ved at maatte sige mig Deres Dom over mit Stykke, ¹„En opgaaende Sol“.) tør De end ikke med en Tanke antyde som en Mulighed for den gode Modtagelse eller Opfattelse hos mig. Nej, min Kære, jeg er ikke af de Rige; men saa formuende er dog min Sjæl, at jeg kan taale en Dadel. Jeg troer gærne, at mit Stykke falder igennem, jeg har ikke nogen overdreven Tro paa det, og Haabet synger ikke sin Opsang for Sjælens Øren. Men Skam kan jeg heller ikke befrygte, og man kan ikke altid i sine Arbejder ramme det Største.

Jeg har med forrige Post skrevet til A. Munch og skændt lidt paa ham for Digtet til — den faldne Stjærne. ²„Efter Læsningen af Ibsens „Gjengangere““, (norske „Morgenbladet“ 1882, Nr. 355 A.)) Jeg synes ikke ret om, at den ene Digter saaledes offentlig proklamerer den andens Undergang. Man sige Hvad man vil — det er ikke ædelt. At han kan have Ret i Hvad han siger retter ikke paa Sagen — i mine Tanker. Jeg kan ikke fordrage,s. 223at en Digter kalder „Gjengangerne“ en „Slyngelstreg“; det er af disse raske Ord, som minde om Paradoxen. Hvorledes skulde vi efter en Analyse faa dette Ord til at passe paa Stykket? Og saa gentager hele Verden dem — disse forblommede Ord! Jeg har fra Mathilde Reinhardt modtaget Beretning om det samme Ord, sagt af samme Mand; De seer da, Kære, at Ordet er i Omløb! Jeg er ikke med i „Gjengangere“, kan De vide; men jeg er heller ikke med at afsætte Mesteren; — dog skælver jeg for ham. Dette hjemløse Liv, han har ført, duer ikke. Ansvarligheden døer omsider hen — og Hvad døer ikke med den! Nej, Livet maa have fast Rod! Imidlertid er der endnu ikke fældet nogen Dom over „Gjengangere“, kun Meninger, kun Indtryk! Dommen vil blive baade mildere og strængere, naar den engang træder uhildet frem.