Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1866-05-11)

Christiania, 11. Maj 1866.
Til Hanna Wiehe.

Min kære, elskede Hanna! Nu er det 14 Dage, siden vi skiltes. Ja, Gud maa vide Hvad jeg egentlig vil skrive om! Jeg er saa træt, saa inderlig udslidt oven paa denne Skilsmisse og denne Rejse. Hvis jeg havde maattet gøre denne Forandring, denne Omflytning i mit Liv, ja, da havde jeg med Rette kunnet sende mine Lamentationer ned til mine Venner, da havde jeg havt Berettigelse til at fortælle om mine Fornæmmelser, da Skibet løsnede fra Bulværket og da Kysten ligesom svømmede bort fra min udrakte Haand og negtede mig et Frelsenstag. Ja, men nu vilde jeg det jo selv, og da forvandle alle disse dybe Irritationer sig til Villiens Hjælpere, til dens Skjolddragere; thi den lever jo i Bevidstheden kun paa Kampens Mark midt imellem Egenkærlighedens dødssovende Krigere. Imidlertid er jeg dog altid i fuld Lytten; Du veed, at jeg s. 50ejer en stor Ævne, og den er: at kunne lytte til alt Det, som ikke endnu fandt et Ord til sin Forklaring, og til Det, som skjuler sig bag Ordet, ligesom det simple Ler bag ved en stærk Glasur. Og jeg lytter til alt Det, jeg seer, og det hvisker baade om sig selv og det hele store Slæng, som følger efter. — Men jeg har været stadig syg heroppe; nu har jeg atter ligget 3 Dage i stærke Smerter og sidder idag med Skrivemappen som en skælvende Reconvalescent. Det faaer Du nu tage i Betragtning, naar Du — forresten med god Føje — erklærer mig for en rædsom sjusket og kedelig Korrespondent. Nu har Du den skønne, lysegrønne Vaar omkring Dig; jeg har endnu ikke et grønt Blad for Øje, endda jeg boer lige ved en Kirkegaard, hvor jo Lunheden og Plejen driver paa Naturen. Naturen er min Elskede, og jeg giver Eder Fire Lov til at besøge ham, men kun med Hilsen fra mig. Den, der kunde drikke sin Kaffe i Frederiksberg! Se, det er nu et af de uskyldige Ønsker, som Villien slet ikke har nogen Stolthed eller Ære af at korrexe. Og gid saa frem for Alt, jeg sad i min Kaffekrog i den lille Stue, det lille, elskede Pavlun, hvor kun gode Aander syslede og gode Tanker spirede, og hvor jeg — skøndt selv Femte — dog aldrig var det femte Hjul. Vist var det, at Vognen aldrig kørte rigtig lige, naar det kom til [Stykket], skøndt til Gengæld vi derved fik maale adskillige Afgrunde og bratte Styrtninger langs Vejen, Noget, vi ellers i vort harmoniske Trav aldrig havde anet, men som dog havde til Følge det forunderlige Behag, som enhver overstaaet Fare bringer.

4