Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1878-08-05)

Ringgenborg bei Interlaken, 5. Aug. 78.
Til Mathilde Reinhardt.

Min kæreste Ven! Du seer, hvorfra jeg skriver. Ja, nu er ogsaa jeg i de Riges forjættede Land og kan med min lille Pung have den samme store Mangfoldighed, som Nydelsen her svælger i. Naturligvis er der en Mængde Sager, som kun er til at faa for mange Penge; men — uden at jeg forsmaaer dem — savner jeg dem ikke et Øjeblik. Jeg boer her ved Brienzersøen i en ældgammel Præstegaard med ældgamle Beboere og hvad deraf følger; kun er Datteren her i Huset dog en yngre Person og har megen alvorlig Elskværdighed, megen Dannelse, og hendes Væsen er præget af det Almene, som jo altid gør et Menneske lidt Større, end det ellers vilde være. Saa er Livet jævnt godt, men Naturen vidunderlig, i mange Maader ganske norsk, dog i Noget — og det er det Bedste — helt forskellig. Her er mere Kundskab, mere Livsglæde og Sans for det Skønne. —Jeg var i Kirke igaar,s. 187og det var en Fornøjelse at iagttage Menigheden. Kirken selv er en ganske mærkelig Bygning; den er saaledes flettet sammen med Ruinerne af en Borg, at Taarnet utvivlsomt er Borgtaarnet og Kirken forresten rejst paa Borgens tykke Mure. Borggaarden er forvandlet til en Kirkegaard, og Alt — med de stejle, udhugne Trappegange, Hvælvinger og Porte — er bevaret til Kirkens Brug. Da den pyntede Menighed vandrede op over Klippens mange Krumninger og de nævnte stejle Trappegange, Alt omvoxet med alskens Træer, Vedbend og Buske, saa det yderst malerisk ud. Men da Klokkerne — der er to — ringede sammen og en ung Kone med sit Følge kom med et Barn, der skulde døbes, indhyllet i lange, hvide Slør, saa jeg næsten troede, det var et Barnelig, og atter ad en stejl Trappe steg op til Præstegaarden for at hente Præsten, og, da denne rystende gamle Mand gik foran til Kirke med det lille, pyntede, højtidelige Følge bag efter sig, op ad de stejle Trappetrin, igennem de dunkle Porte, snart skjult af Træerne, snart aabenbarende sig i en ny kraftig Sollysning, og de stærkt genlydende Klokker lød kaldende og kaldende, baade hidsigt og fredsommeligt — da var der virkelig en hel gribende Stemning over denne Søndagsfærd, og jeg tog min Hat paa og fulgte med Strømmen, ikke mere tænkende paa, hvordan det saa ud, men fornæmmende med til Hjærtets Grund, hvorledes det var. — Du seer da, at jeg er velforsørget, min Ven; thi foruden at jeg i tarvelig Orden faaer Hvad jeg skal have til Livets Ophold, kan min Sjæl s. 188kun inddrikke Skønhedens Beruselse, hvorhen jeg vender Øjet. Her er intet Stygt, intet oprivende, Alt er stort og stille. Den Hvile, jeg haardt tiltrængte, kan jeg da faa, og det ikke blot vegeterende, men til den yderste Grad modtagende og frugtbringende. Saa faaer der komme Hvad der vil — og maa — bagefter! Det kan være, jeg Ingenting producerer her; men uden Følger for min Virksomhed kan det ikke blive, det forstaaer jeg. Zürich er jo et godt Arbejdssted; thi Intet der frister udad; nu maa jeg da kanske gøre mine Indsamlinger her, og mit Arbejde der; det skal ikke bekymre mig. Det Ene maa have sin Tid saavelsom det Andet. Men længer end denne Maaned ud bliver jeg ikke; een Maaneds Ferie er ogsaa Nok. Man maa huske paa, at der er gaaet to Maaneder for mig før denne — uden Arbejde. Produktionsgeisten har da slumret, om end Legemet og Sjælen have samlet sig en Del. Nej, om en Maaned sidder jeg med Guds Hjælp med min Pen i Haanden ved Enden af mit aflange runde Bord i Zürich og farer løs paa Papiret med godt Mod.

Mathilde Reinhardt og Fru Thyra Nyström, f. Hammerich, udkastede paa denne Tid en Plan om, at de med betydelige litterære og kunstneriske Personers Støtte vilde indsamle et Rejsestipendium til Fru Thoresen, som stadig blev udelukket fra Understøttelse — i Norge, fordi hun regnedes for Dansk, i Danmark, fordi man mente, at hendes Virke først og fremmest tilhørte Norge. Paa Grund af manglende Tilslutning maatte dog Planen indskrænkes til en snævrere Kres. Det er denne Overraskelse, som det følgende Brev hentyder til.