Christiania, 21. Juni 1866.
Til Hanna Wiehe.
Du har den besynderligste Formening om Dit og mit Sjæleforhold. Du mener, at Du saadan har Nr. 3—4 o. s. v. O, min søde, elskede Kvinde, der er Ingen, som har et Nummer forud for Dig, om der end er et Par Stykker, som tælle lige med Dig.s. 59Du maa da ikke kende Dig selv og al den Sjælesødme, som Du er i Stand til at udgyde over et Sind, selv en hel Del mindre modtageligt end mit. Du har en vis kritisk Maner til at gaa Tingene og Menneskene for nær paa, Du har en Ømfindtlighed og Ængstelighed med Dig baade i Dit Forhold til Andre og i Din Forudsætning af deres Forhold til Dig; har Du aldrig mærket, at jeg har snappet hen efter Dig ligesom store Hunde, der paa éngang blive trætte af, at Deres Herre og Ven trække dem i Halen? Det bliver da et Bid, men paa Skrømt. Nu vel, min Elskede, da var det, fordi jeg følte en Sag ligesom vredet lidt i Halen, og saa blev jeg arrig og viste Tænder. Men, seer Du, jeg kender kun ét Mandfolk, som har den fine Enggræssødme i Sjælen som Du, og, da jeg endnu sover dejligt og tænker skønnest i Samfund med duftende Blomster, forstaaer Du vel nok at drage Slutningen. Jeg kender herlige Sjæle — Gud være evigt takket! — og jeg elsker at beruse mig i deres Skønhed, hvor forskellig den end kan være; men jeg kender Ingen, jeg som Helhed vilde foretrække for Dig, om end det Enkelte ogsaa til enkelte Tider fik en Overvægt. Er Du tilfreds hermed?
Der er blevet mig sendt en Hilsen fra PaludanMüller, 1) og den har glædet mig svært. Ligne de to Brødre hinanden? Digteren i Form og Digteren i Tanke? Frederik Paludan Muller har tilvisse havt sublime Længsler hele sit Liv og har dog basket s. 60med de stærke Vinger i Støvet. Men jeg elsker ham som Digter, og jeg finder ham skøn som Menneske. Han interesserer mig i højeste Maade, ligesom Enhver, der har ført en Kamp til Døden mellem Erotikken og Forsagelsen. Hu, jeg kan endnu gyse ved dette Ord, saa meget ligner det en Ligkiste. Men den maa til for at fritage Verden for Synet af det Hæslige; den skjuler Det, som vilde vække Forargelse, den giver Jordens Hvad Jordens er; lad da Forsagelsen gøre ligesaa!
Nu den herlige Frue, som vi endnu fryde os ved heroppe! 1) Ja, hun kender nok lidt Mere til mig end før, og jeg til hende. Hun kan være elskværdig fuldt ud. Hun er ganske mærkværdig musikalsk og har virkelig Længsel og Poesi i sig; hun er Aristokrat, og da kommer den gamle Tid lidt vel meget frem. Da lugter det muggent for mig. Hun har nu den uforgribelige Mening, at den nye Tid samt Ungdommen skal imponeres af den Gamle, skal sidde tavs og lyttende ved Gamaliels Fødder. O, jeg kunde le, saa jeg bristede. Det er jo Komedie Altsammen. Var jeg en ung Mand, sandelig, jeg lod staa til. Løb jeg paa, og fik jeg mig en blodig Pande, godt, saa sank jeg Smertens Udbrud tillige med min Skam og Ærgrelse — det er en god Aandsgødsel! — og saa gik jeg paa igen; thi et Barn af Elektricitetens, Dampkraftens og Fotografiens Aarhundrede har tilforladelig ikke Tid til at sidde tavs og andægtig i den gamle Tids elegante Salon og blot give sin Afstemning tilkende ved et Buk. Jeg kan s. 61naturligvis nok være med i den Mening, at der nu bydes Verden for megen Umodenhed; og herved maa jeg tænke paa Ibsens „Brand“; thi det er et Værk, hvor Digteren byder sin egen Udviklingsproces isteden for at levere dens Resultat; men jeg siger: Hellere dog Det, som vækker Uro og Gæring, om end det smager besk af selve Gæringsstoffet, end al den milde Udjævnethed, som luller i Søvn og sløver Sind og Tanke. — Imidlertid er der i „Brand“ en Grelhed, som jeg viger tilbage for, og det er, fordi den er søgt, forceret og aldeles ikke fremkommen ved et dybt Sjælebrud — det ligger for mig netop oven paa Sjælen, der, hvor Experimentet foregaaer.
At oversætte er et uhyggeligt Slid — ligefrem et Aandsslid. Jeg oversætter lidt i denne Tid for Bjørnsons „Norsk Folkeblad“, som han gærne vilde slippe for i Sommer, medens han skriver, og jeg maa tjene Penge, jeg arme Stymper. Jeg skal skaffe 300 Specier i Aaret, disse to Aar, til min Søn og min Moder, og det svimler for mig, hvergang jeg tænker paa Hvad der er at gøre. Hvad Bjørnson angaaer, da er han baade god og ond at have med at bestille. Han er et Stemningsmenneske; vi kunne mødes i den fuldkomneste Forstaaelse; thi der er jo Saameget, som er ens i vore Sjæle; men en væsentlig Forskel er der dog tilstede, og den er netop min Styrke ligeover for ham; men efter det skønneste Møde kan komme en Fjærnhed, som er saa stor, at den ligner et Brud, skøndt den er det ikke. Men, naar nu Fru Heiberg vil, at jeg med fornem Kulde s. 62skal holde ham tre Skridt fra Livet, saa har hun ikke Spor af Ævne til at bedømme den Sag; thi han skal møde sin Sideordnede i Styrke, han skal mærke, at, hvis han kommer mig for nær, saa hugger jeg i og viser ikke blot Tænder; da faaer han den Modstand, han respekterer; min Fornemhed vilde han bare le ad. Nu, jeg klarer mig nok fra det Skær! Værre og værst er den Modstand, Skandinavismen finder heroppe og i det Hele den slette Opfattelse her er af det danske Folk. Og se, der er Noget, som det nok kan falde mig for tungt at leve med. Engang af og til kan man indaande en usund Luft; men til Hverdagsbrug vilde den kvæle selv den Stærkeste. Men jeg vil ikke kvæles, forstaaer Du; jeg kan holde Meget ud, og Sagen faaer staa sin Prøve.