Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Heiberg, Johanne Luise FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1877-01-04)

Til Fru Heiberg.
Zurich, 4. Jan. 1877.

Min kæreste Fru Heiberg! Jeg takker Dem for Hvad De har været — synligt eller usynligt, direkte eller indirekte — for mig i det nu hensvundne Aar. Gud lade Dem leve og leve vel og længe, saa vi større eller mindre Kæmpere for Ideen maa have den opløftende Hjælp, at en af dens store Forkæmpere er tilstede iblandt os! Det gør saa forfærdelig ondt, naar En og Anden af disse Store gaaer bort. Jeg fik just nu Efterretningen om min beundrede Digter Paludan - Müllers Død, og — uagtet Digtningens Kilde i hans Sjæl var ved at s. 177udtørres — føjer dog hans Død sig som et Savn til de andre af lignende Art, som jeg med taknemmelig Sorg bevarer i mit Minde. Paludan-Müller var i Sandhed en af de store Lysbærere, der gik foran mange, mange smaa Efterfølgere. „Adam Homo“s Digter var Danmarks Goethe og altid blandt de største af Verdensdigterne.

Min kæreste Frue! De tvivler ikke om, at jeg — dreven af forskellige Grunde — ofte og inderligt har været hos Dem med mine Tanker i denne min Udlændighed; men at komme direkte til Dem og saa at sige aabne for Bekymringens Strøm og lade den med sine osende Vande blot et Øjeblik gaa hen over Deres Hjærte, det har jeg ikke villet; thi jeg vidste jo, at De tog Del i den med en Forstaaelse som ingen Anden og derfor heller ikke kunde blive uberørt af den. Nu er jo den værste Sorg forbi, og de Udveje, som en stærk Smerte altid føder, hvor man gaaer tilbunds i den, staa — Herren være lovet! — i klart Lys for mig. At et saa stort og dog udviklet Arbejde som „Walkendorf‟ 1) blev forkastet af Teatret maatte jo gaa mig til Hjærte, ja, maatte endog ganske naturligt vække en vis Forbitrelse, blandet med Modløshed, i min Sjæl. Jeg vidste jo dog, hvormeget Snavs der paa den Vej havde fundet Fremgang, og det var haardt at staa tilbage som en Kludrer med et Værk af den Betydning, som under alle Omstændigheder selve Sagen gav det. Men, som sagt, Smerten gav Udvej.s. 178Jeg havde under hele Udarbejdelsen af „Walkendorf“ paa en Maade havt Synet fæstet paa Bergen i vore Tider, og der havde formet sig et Billede af denne Betragtning, som efter mit Skøn passede for Scenen. Det tog jeg da fat paa, og i 6 Uger var det færdigt, 1) saa jeg nu er i Færd med Renskrivningen. Det er en Samling af Karakterer, der gennem mange, mange Led ere Affødninger af hine hanseatiske Forhold. Jeg troer, Stykket er godt; men det er jo — som De kan vide — lokalt. Jeg sender det derfor til Norge — Christiania og Bergen — samt til Gøtheborg, hvorfra jeg — ligesom fra Bergen — har havt Anmodning om mine Arbejder. Paa den danske Scene faaer jeg naturligvis under de nærværende Forhold Intet opført. Jeg skrev nemlig selv til Fallesen 2) og bad ham suspendere Dommen over „Walkendorf“, indtil jeg paany havde gennemgaaet det — med de paaviste Fejl til Rettesnor — og jeg vilde da indsende det til Foraaret. Jeg fik ogsaa Svar fra ham; men her ignorerer han dette Spørgsmaal, taler om det Tyske i Stykket og om Processen som to af de væsentligste Hindringer, Noget, jeg ganske vist troer paa; men saa nævner han andre Ting, som tyde lidt paa aandelig Blindhed, saaledes, at der ikke er Gnist af Romantik i Stykket; veed Fallesen, hvorledes man definerer Romantik? Mener han, at den kun findes i Forelskelsen? Den findes — til Lykke for s. 179den — endogsaa i en Moders Smerte og i et Barns Anger. Saa siger han til min Bemærkning, at „Walkendorf“ i egenligste Forstand er et folkeligt Skuespil: „Et folkeligt Skuespil maa enten være romantisk eller æventyrligt eller ogsaa en historisk Person, som er meget kendt.“ De seer hans Standpunkt, Frue! Han er mig lidt traditionel, den gode Kammerherre! Det Romantiske griber altid Folket, det Æventyrlige med, det indrømmer jeg ham gærne; men lad ham ikke tro, at det er de eneste Momenter i en folkelig Forstaaelse! Satiren, Humoren og fornemmelig Inderligheden ere ligesaa fattelige Ingredienser i en Folkedigtning, og, hvad den sidste angaaer, endnu mere end hine; thi den giver Virkeligheden saaledes, som de føle og kende den fra deres egne Livsforhold — og de tro paa den. Og Inderligheden, haaber jeg, er Hjærteslaget i mit Stykke. Hvad nu det Historiske angaaer, da — siden han selv erklærer, at der er givet en ypperlig Skildring af Walkendorf— skal Folket jo netop ved denne Tegning afen historisk Helt, som, uden at han selv forstod det, slog for Folkefriheden, lære at kende og beundre ham. Mit Stykke er ogsaa i sin inderste Grund et dansk Skuespil: havde det ikke fortjent, at der var blevet vovet Noget paa det? Dog derom er nu ikke mere Tale. Jeg agter imidlertid at omarbejde mit Stykke, før det trykkes. Mangt og Meget har klaret sig for mit indre Syn under disse Kampe. Jeg formelig fryder mig til denne Omarbejdelse. Jeg var det Historiske altfor nær, det krævede saamange Hensyn, som Digtningen visselig har Lov at bryde s. 180med, men som der maa en vis Afstand til at modne. Jeg gør imidlertid ikke dette med nogen Tanke paa den danske Scene — alligevel: paa Scenen naturligvis! Spille det da Hvem der vil!

12

12*

Jeg kunde ønske Dem, at De var her i denne dejlige Vinter, Frue! Her gaaer man omkring og plukker Blomster i Græsset langs med Vejkanterne, og Luften er saa mild og varm — og tilmed ren, at man aander, som i Foraarets bedste Tid derhjemme, nyt Haab og [ny| Fortrøstning i hvert Luftdrag.