Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1881-11-02)

Til Mathilde Reinhardt.
Vardø, 2. Nov. 1881.

Nu har vi Vinteren. Hele Luften staaer i et eneste Sneraak. Folk have faaet Bislagene foran sine Døre, og man har paa forskellig Maade rustet sig at udholde den 6 Maaneders uafbrudte Belejringstilstand. Det seer truende ud, og man betænker sig lidt paa Sagen; men man mødes uvilkaarligt med en af de mange Muligheder, Skæbnen sidder inde med, og man siger: „Gud lade det ikke blive forhøjet ved det, som er endnu værre, ved Sygdom og Død“; thi jeg forsikrer Dig, at man næsten ikke begriber, hvorledes man skulde faa en menneskelig Begravelse. Nu — det maa jo gaa, som det kan; her er ingen Mulighed mere til at komme fra det .... Blot man en Dag har seet Havet rulle sine korte, haarde Bølger ind imod Stranden i en Storm, har det røbet en saadan Voldsmagt, at man med almindelig Ævne til at staa imod nok frabeder sig en Kamp med den Stridsmand. Jeg gaaer imidlertid ud i al Slags Vejr, saa længe en Udgang bliver mulig for Sneen; jeg bruger mine kolde Bade, og jeg føler mig særdeles vel i den stærke s. 217Vind. Der lader sig aande godt i den. Men jeg glæder mig dog for hver Uge, som er gaaet; skøndt den korter langsomt af, den formindsker dog.

Det Skib, som nu skal komme om et Par Dage, har — ligesom de to foregaaende — været 14 Dage fra Tromsø og hid; Du kan da tænke dig, at Brevene maa samle sig op. I næste Uge begynder da Landposten, men kun fra Hammerfest over Alten; til Hammerfest gaa Skibene hele Aaret rundt; men dette ligger og efter vore Begreber i Syden; thi det ligger syd for Nordkap. Endnu have vi Sol og Lys fra 7 Morgen til 4 Aften. Jeg synes, der maa ske en pludselig Afkortelse, naar man d. 22. Nov. ingen Dag har mere.

Med Hensyn til Arbejde, da har jeg ikke her den Ro, som skal til, forat jeg kan begynde paa et historisk Stykke. Jeg har derimod taget for mig et andet Stof, som jeg i flere Aar har gemt paa. Det hører jo egentlig ogsaa Dagens Spørgsmaal til; det hedder „Kærestevalget“. Det var muligt, at der kunde komme lidt Romantik ind i det, og det skal jeg ikke sætte mig imod.

Nu synker Solen; Klokken er halvtre! Det piber isnende omkring det lille Hus. O, Selvstændighed er Jordens Himmerige! Gid vi maatte mødes til Sommeren — den fjærne, næsten utrolige Sommer! Farvel! Farvel!