Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1867-02-22)

Christiania, 22. Febr. 67.
Til Hanna Wiehe.

Kalder Du mig en troløs Veninde? Jeg er ikke troløs, min Sjæl har virkelig den Villie at være trofast; men forsømmelig er jeg, jeg har Hang til at lade mig absorbere af en enkelt Tanke, og, indtil den er udtænkt, kan det synes for et ydre Skøn, som om jeg glemte alt Andet. Men Sagen er den, Du kære Ven, at jeg tager alle dem, jeg elsker, ind med i mit Arbejde, taler med dem, faaer deres Svar, o. s. v., saa der er en fuldstændig Vexelvirkning mellem vore Aander. Naar jeg da endelig er paa Bunden af Sagen, da er det mig mangengang rent imod at skrive; thi den Stemning, vi have — saa at sige — gennemlevet med hverandre, kan ikke reproduceres før længe efter. Vidste Du, hvor ofte dette døver min Trang til Skriveri i det Hele taget! Men det er sandt, saa kommer der en Stund, hvor det er ligesaa nødvendigt at skrive og samtale i denne Form med mine Venner, som det er for mig efter en lang Indesidden at drage Aande i den friske Luft. — Her har jeg nu udviklet en af Aarsagerne til min Tavshed; men der er én til, og den er i sin Form ganske lig den anden. Det er Bekymringen. Naar den voxer mig over Maalet og Ævnen til at klare den, da lukker jeg mig ogsaa inde med den, og da mætter den med sin haarde Kost hele Naturen. Man strejfer forbi Vennerne, græder maaske en Taare ved deres Minde — men man gaaer ikke videre; thi Bekymringen afsætter mange Smaasaar, som ingen Berørelse taale.

Jeg takker Dig for Din gode Opfattelse af „Pilt-Ola“. ¹Et Bidrag I den af Chr. Richardt udgivne Anthologi „Vintergrønt“ 1867.)s. 88Du har da rigtig forstaaet den Betydning, jeg der vil lægge i en ensom Kvindes Liv; thi, sandelig, hver Den, som vil leve Livet fuldt ud, lever ikke for sig selv alene, lever aldrig forgæves, lever altid til Exempel.

Og Du er ikke med i Møderne hos vor gode Ven, Rasmus Nielsen! Det gør mig ondt; thi Du modtager saa rigt og bearbejder det Modtagne med saa megen Ærlighed og ædel Villie. Brandes siger ellers til mig, at, naar man har samtalet med de franske Lærde og hørt dem tale, da er selv Rasmus Nielsen Konfusion ved Siden af deres Klarhed. Ja, der er jo Uklarhed over den gode Mand; men lad os give Tid! Det Værste er, at han jager efter Popularitet. Det har jeg aldrig kunnet fritage ham for. Forøvrigt, gid han vilde komme herop til os Stakler og holde nogle Foredrag ved Universitetet. Sig det til ham; vi trænge haardt.