Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine; Reinhardt, Elisabeth; Reinhardt, Julie FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1877-03-12)

Til Frøknerne Reinhardt.
12 [?] Marts 1877.

Her er fuld glubende Vinter, tykke Snelag dække Alt, og stærke Storme støde ofte til, saa det Hele suser sammen som en Hvirvel. Jeg staaer mig imidlertid ganske godt med Vinteren. Jeg staaer op præcis 7 hver Morgen, og før noget Andet tager jeg da en kold Overvadskning, hvilket altid bekommer mig vel. Jeg koger da Kaffen, vækker min Søn, og Kl. 8 drager han i Skolen og jeg med min Kaffe i Haanden ind i Værtindens lille Stue, forat hun strax kan tage fat med Ordningen af mine Rum. Der sidder jeg da og drikker min Morgenstyrkning med „Tageblatt“ til og gaaer da Kl. 8½ ind til min Gerning. Kl. 12½ spises Middagen, saa tages en Hvile, og endelig opvarmes en liden Kop Kaffe af Morgenkoget, altid Kaffe med Mælk; og saa foretages atter en og anden Ting, til Thyra 1) kommer,s. 181for de 4 Dage af Ugen at hente mig til Dr. Scherrs Forelæsninger over Napoleon, Faust og Wallenstein — paa Polyteknikum — hvilke vi have fulgt hele Vinteren sammen med de Herrer Polyteknikere, der ikke just altid have havt bægge Øjne paa Forelæseren, men oftest det ene af dem paa Thyra. Saa hjem igen gennem Søle, Leer og slette Veje — til en hyggelig Stue. Og, inden en halv Time er slut, dundrer det i Ovnen, Lampen er tændt, Theen paa Vej til at blive færdig og Bordet dækket. Da kommer min Søn. Vi nyde vor Aftensmad, han gaaer til sit Arbejde, jeg til Ordningen af mit Hushold, hvortil ogsaa hører Et og Andet, som Andre gøre om Morgenen, men som jeg maa gøre om Aftenen — for at vinde Tid. Kl. 10 ligger jeg i min Seng, medens min Søn arbejder videre til Kl. 2. Der er Dagsregistret, og det varierer ikke. Kun Søndag Eftermiddag opvarter jeg med nykogt Kaffe og Hvedebrød til Hvem som vil. Der har nu og da siddet vakkert Folk ved mit Kaffebord.