Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1867-04-05)

Christiania, 5. Apr. 1867.
Til Hanna Wiehe.

Tiden flygter for mig som et skummende Elvedrag, og, uagtet jeg veed, at jeg selv drages med i Løbet, er det dog mangengang saa, at jeg synes, jeg staaer stille i ørkesløs Beskuen, medens Alt skifter og vexler i de evige Strømninger. I Naturen staaer imidlertid Billedet med de samme Farver, i den samme vinterlige Stemning, som da jeg sidst skrev s. 95til Dig. Sneen ligger som et Linklæde over Fjæld og Li endnu, og den arme lille Flue, som Solen en Dag lige i Middagsgløden har opvækket til nyt Liv, ligger næste Dag uden Solskin, død og stiv. Jeg har hidtil været saa velfornøjet med denne Naturorden; thi — som jeg altid trøstede Pigebørnene i deres Mismod med — da beholde vi vor Stemning og have Forventningen tilgode til en Tid, da den ikke skuffer. Men jeg tilstaaer: nu bliver det mig næsten for stillestaaende; thi min Tanke trænger et Par nye Svingfjer i Vingerne, og de kunne ikke voxe frem, før Vaaren spirer.

Ak, kære Hanna, jeg har været saa syg, saa uhyggelig syg! I 6 Uger gik jeg stadig nedad, jeg tabte Livskraft og sank, efter mit eget Skøn, i Dødens Arme, men uden Smerter, blot med en voxende Hulhed i Brystet; dog kom der ofte Anfald af Trang til at stønne, og det kunde hidføres af et Par ubetydelige Ord, som ingen Anstød kunde give paa nogen Maade. Jeg selv syntes, det var af lutter Sorg og tunge Tanker, jeg led; jeg var aldeles glædetom; og den Fornæmmelse fører virkelig til Døden. Nu er det overvundet, o, i Guds mægtige Navn og ved hans Naade. Om det kommer igen — dog lad den Tanke fare! Det Nærværende kan give Stof nok til Arbejde for den arme Sjæl — de ufødte Tider — lad dem hvile! Mit Sind er et Hav, som stærke Strømninger bevæge, og som ruller frem til evige Brydninger; Stilheden er kun et Pusterum.

Jeg seer nok Skrøbeligheder i min „Pilt-01a“; men det ligger dog kun i Formen, og med den har jeg jo endnu at levere mangen alvorlig Dyst.

s. 96Jeg har idag skrevet til Fru Heiberg; om hun svarer mig, skal hun finde et Menneske, som kan forstaa og skatte hende; men, svarer hun ikke, da har hun tabt mig for altid.

Her er en dansk Dame, gift med Digteren Munch, ¹Den norske Digter, Andreas Munch (1811 - 84), var 2. Gang i 1865 bleven gift med Amalie Raben (1832—1905). De tog Bolig om Vinteren i Kbhvn., om Sommeren beboede de en Villa ved Nysted.) Grev Rabens Plejedatter; hun er en Blanding af Eder Alle, mest dog af Julie, dog — det er navnlig i hendes Fremtræden. Hende holder jeg meget af; det er en fin, ædel, naturlig Kvinde. Forresten er her stor Hjærtensgodhed og megen Smaasladder. O, giv mig en eneste Vaardag i de danske Skove! O, Gud, giv mig endnu — hvor sent, hvor fjærnt det end kommer — et glædeligt Møde med mine Venner i den skønne danske Sommer!