Christiania, d. 11. Maj 1866.
Til Johanne Luise Heiberg.
Højstærede, elskede Frue! Jeg maa begynde, hvor jeg slap for i min første Hilsen til Dem fra det fremmede Land at glæde mig selv, om ikke Dem, ved en Gentagelse: jeg siger tusende kærlige Tak for Deres Godhed imod mig. De har sonet for Mange; thi et eneste inderligt Møde med Dem annullerer tusende med Smaaligheden og Misundelsen.—Ja, nu er jeg her da! Min Villie har sejret og bragt alle de højrøstede Ønsker og Bønner fra mine andre Sympatier til at forstumme. Jeg kunde næsten fristes til at spørge den strænge Herre og Mester, hvor Udbyttet er at vente i denne urolige Nybyggerby, hvor det mindste Individ seer ud som en Titan, der maa give sin Styrke Luft, om ikke ved Andet, saa ved at kaste Støvet af sin Støvlenæse op mod Himlen — den klare, stille, høje Himmel, som jeg altid har fundet mere blaa over Fjældene end over det lave Land. Men den strænge Herre vil vel svare mig som saa: Villien overvinder det Første, som er Hindringen,Taalmodigheden overvinder det Andet, som er Savnet; men Troen overvinder Alt tilhobe, og, naar den har sejret, er Udbyttet vundet. Ak, min høje Frue, De, som selv staaer med Sejren, hav lidt Medynk med mig, som endnu strider, og som maaske aldrig vinder. Jeg seer godt Hvad jeg er kommet op i, skøndt jeg endnu hverken kan eller bør dømme. Imidlertid er jeg ikke modløs; det var sandelig ogsaa for tidligt, og jeg har jo, Gud ske Tak, den Ævne at voxe med Arbejdet.— Jeg s. 52har nydt en udmærket kærlig Modtagelse af Bjørnson og Flere, og, at jeg har saa tungt for at udholde det Fremmede, er jo ikke Deres Skyld. Bjørnson er — som jeg har sagt Dem — en nær Beslægtet af min Aand, ja, vel og tildels af mit Hjærte; der vilde da for mig være et stort Udbytte af dette Møde; men — hans Karakter og min — sandelig større Antipoder findes ikke. Og der har De en Hindring for den sande, ufordulgte Tilslutning, som ikke kan hæves, hverken med Villie, Taalmodighed eller Tro; thi min egen Karakter er jo fremgaaet af disse tre Magter. Imidlertid kan jo Tiden bringe Forandringen, den svulmer af Mueligheder; der tør kanske findes en til dette Brug, og Forholdene føder den, naar den trænges mest. Jeg kan godt forstaa Opbrusningen, jeg holder endogsaa af den, skøndt den ikke er noget sundt Element at aande i; men den maa være parret med den sande store Styrke, ellers maa man fly den; thi den gærer da til Bunden og flyder over til sidste Draabe, saa Den, som havde glædet sig til Læskedrikken, Den, der forædlet og renset skulde løfte sig, vil staa med tørre Læber.
4*
Nu har vi den Mand Clemens Petersen 1) heroppe. Jeg var første Aften sammen med ham hos Bjørnson, og han var ligesom en frisk Hilsen fra Kjøbenhavn. Han [B.] var underlig stille og blød, og da er han altid sand, saa det gik baade godt og vel. Næste Dag var jeg ude for at se Stortingsbygningen. Halvt var s. 53jeg fornøjet med den og halvt misfornøjet. De vil engang dele min Mening. Saa seer jeg jo de to vældige Løver føde to mindre, men mere levende, og Bjørnson og Clemens styrte sig med Henrykkelse mod mig fra Granithegnet. Bjørnson blev nu saa storartet indigneret over min Tvivl med Hensyn til Stortingsbygningen, uagtet jeg forsikrer Dem, min Mening blev fremsat som den sky Vasals ligeover for en Konge, og jeg var legemlig syg tillige. Han sagde da, at jeg var saa fortysket, at jeg ikke havde Sans eller Smag for Andet end Tysk. „Den, som siger, at jeg er fortysket, skal have løjet sin Levetid“, svarede jeg, over hvilken Dristighed Clemens gøs, og min gode Ven blev tavs og tænkte vel paa et og andet Misfoster af en Kvinde, der ikke forstod sit Forhold til Manden. Men siden seer han [B.] ikke saa mildt paa mig. Har han saa let for at sige saarende Ting og saa ondt for at taale Modstandere, passer da han og jeg? Dog, dette Spørgsmaal giver jeg ikke egentlig Dem, min kære Frue — thi Deres Svar kender jeg forud — jeg giver det til Tiden, og der vil dets Svar ikke udeblive.
Jeg lader imidlertid de to Herrer skøtte sig selv. Jeg har min Sag og mine Børn, og heri er Gud min Hjælper. Ak, sig mig, troer De, jeg maa synke som et stakkels Vrag, eller tør jeg tro, at jeg har Ævne nok til at bære mig oppe? Se, der er et Spørgsmaal til Dem! Og Gud give mig Ævne til at naa ud over det Tryk, den Banghed, der hviler over mig ligesom en tyk Regnsky over Fjældet. Mine Tanker ere som Faarekyllinger, der synge om Døden s. 54allesammen. Jeg troer nu, det kommer af Mødet med Bjørnson; hans Geni griber og henrykker mig; men det gør mig fattigere end den Fattigste.
Men nu et Ord om Deres Rejse! Kommer De ikke herop? Ak, jeg kan ikke bede Dem derom, saa lykkelig det end vilde gøre mig; thi her er saa kummerligt Lidt at byde Dem. Men Alle vente Dem, alle Studenterne ere henrykte; thi de mene nu, at De dog vil lade Dem bevæge til at spille — spille her! Nej, det veed Gud, De ikke skal! Men vise Dem for Folket — ja, det er naturligt! Men, kommer De da? Mit Hjærtes varmeste Tak og Hilsen til min kære, høje Frue fra hendes hengivne Tjenerinde Magdalene Thoresen.