Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Bøgh, Nicolai Seidelin ; Bøgh, Anna Regitze Theodora Henriette FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1882-06-28)

Til Samme.
Thanen i Finmarken, 28. Juni 1882.

Du seer, jeg har begyndt at flytte mig, og det Skridt, jeg har gjort, er ikke saa kort endda; thi det er 12 Timers Dampskibsfart fra Vardø. Dette er en herlig Egn med en bred, rivende Elv og skovbesatte Fjældskraaninger ned imod Vandet. Her boer en stor Mængde Finner, og Gudstjenesten er paa blandet Norsk og Finsk, ja endog Kvænsk iblandt. I Søndags, d. 25., skulde her være Konfirmation for denne blandede Befolknings Ungdom, foruden Mandag Altergang, Brudevielse, Barnedaab og Thing. Det er da for at kunne see alle disse Folkelivsbilleder, at jeg har begivet mig den lange Vej, og ikke mere end 8 Dage, efterat jeg første Gang var staaet op af min Seng efter en Maaneds Sygdom. Det var voveligt; men Den, som ikke vover, kan jo heller ikke vinde, og jeg har nu lykkeligvis vundet. Dorthea har fulgt mig, og det var jo en stor Hjælp; nu igaar rejste hun tilbage til Vardø. En herlig Fogedfamilie, som skriftlig havde sendt mig Indbydelse til at være hos sig, har villet beholde mig endnu en Uge, og jeg fortryder ikke, at jeg gav efter for dens venlige Nøden. Jeg trænger Luft, og Luften er nu saa herlig, saa gennemkrydret af Birkeduft, fordi Vaaren først s. 229nu besøger disse Egne og lige netop er i sit første Udspring. Jeg troer nok, at denne Uge vi! være mig god, og jeg sporer alt den gode Virkning i mine stivnede Lemmer. Saa næste Tirsdag gaaer min Vej tilbage til Vardø; thi, uagtet det bliver lidt frem og tilbage paa min store Rejse, haaber jeg dog, det skal komme mig til Gode i Længden.

Denne Venden-tilbage til Vardø vil være mig særdeles gavnlig. Jeg har nemlig den Plan at komme ud med en Hvalfanger, for — hvis Lykken var god — at faa se den interessante Akt, hvor Dyret anskydes.

Jeg tænker, som jeg sidder med de fremmede Omgivelser for Øje, at jeg nok i enkelte Stunder synes, jeg har et Hjem at vende tilbage til; men det slaaer strax ned i mit Hjærte med en vis smertende Tydelighed, at jeg er en Hjemløs og at jeg paa denne Jord vil vedblive dermed indtil min Død. Dog ogsaa deri kan man finde en Idé forklaret; i alt Fald troer jeg nok, at jeg kan det. Ogsaa med det Ord for Sjælens Øje kan der være et Fremad! Ja ja, kære Mathilde, min gode Ven, naar Vinteren kommer, tør den nok bringe mig og derved ogsaa Dig adskillig Kamp, og ikke hver Dag vil give Lunhed til Tanken; men vi skulle holde sammen i Godt og Ondt og saa lade Skæbnen udfolde sin Virksomhed.