Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1866-06-04)

Christiania, 4. Juni 66.
Til Samme.

Tak, Mathilde, for de mange Blomster! Levkøjer og Gyldenlakker ere dog Sommerens varmeste Børn. Vær Du forvisset om min store Hengivenhed; den kan aldrig skifte Natur, og, kunde det være tænkeligt, at den ophørte, da vilde min Taknemmelighed i ét Aandedrag fylde de tomme Rum paany. Men tvivl. Du aldrig, nej, aldrig!

s. 58Jeg har nu havt flere Brydninger med Bjørnson, siden jeg sidst skrev; men det vil give sig; jeg er derved kommet saa tilstrækkeligt ind i Detaillen af hans Natur, at han ikke længer hverken kan overraske mig eller bedrøve mig; han er nu engang saa, og faaer tages derefter. Men, da jeg nu er den Ældste og sagtens den Modneste af os To, vil jeg forlænge Afstanden lidt imellem os, udvidde Kresen, saa vi ikke for ofte skulle berøres. Men det burde jo være anderledes — ikke sandt? Dog, først og fremmest: Hver sin individuelle Ret!

Og nu med Hensyn til Fru Heiberg, da iler jeg med at tilføje, at hun — to Dage efterat mit Brev var afsendt — kom til mig, straalende som Solen over Skyens Rand. Ja, efter hendes Tale maatte jo jeg være den Forblindede eller Syge eller Tossede; nok er det, hun tog Retten paa den skønneste Maade, og det var kun en Glæde at have Uret. Ja, og dermed endte denne puniske Krig. Gud lade det blive den sidste! Ganske blind var jeg nu vel ikke, om end jeg var lidt sygelig og let irritabel. Jeg sagde hende imidlertid Alt helt ud, saa hun blev ganske ræd for sig selv. Og nu kende vi virkelig bedre hinanden end før.