Christiania, 21. Aug. 66.
Til Fru Heiberg.
Min elskede Frue! Nu har De mig igen med et Brev, men jeg lover Dem, at det skal blive det sidste paa lange Tider. Jeg er nu kommet saa dybt ind i mit store Arbejde, at det nok fremover en Stund vil blive i Tankerne alene, jeg nærmer mig til mine Venner. Men det vil ikke gøre Dem Noget, De er for nær Olympen til at savne Kærlighed; de høje Guder tage Kærlighedens Ofre som duftende Virak paa deres Altre; men Kærligheden selv lod de blive paa Jorden; den havde de intet Brug for i deres stolte Salighed; thi den forlanger Gengæld.s. 69Dog dette skal nu ikke tages for ordret, min kære Frue! Det er en løs Allegori, møntet paa Deres Styrke til at opdrage Deres Hjærte, saa det ikke giver Mere, end det kan svare til, og ikke løber sig fast i et ubesindigt Valg. Ak ja, min Frue, det er nu Deres Styke; min ligger maaske i netop det Omvendte; thi relativt er Alt i denne Verden. — Jeg har vist ofte teet mig hel ubesindigt over for Dem, og mit Hjærte har vist ofte bestormet Dem som en paatrængende Tiggerske, og, fordi det fik Guld, har det forlangt Diamanter. Men, om jeg nu lovede Dem at stænge Tiggersken inde — mon jeg kunde? Mon ikke den — lig uartige Børn — vilde springe op i Vindueskarmen og slaa en Rude ud for idetmindste at følge den forbudte Vej med Øjnene? Ja, kan man gaa ud af sit Skind? De vil vist svare: „Nej, for Guds Skyld, lad Hver blive i sit, hvad enten det er en Løves eller et Æsels!“ Og det er jo det Rette. Vi faa blive Hvad vi ere og ikke stødes eller forarges over Modsætningen, saa meget mere, som den netop er Betingelsen for hele vort aandelige Liv. — Jeg vil da vedblive med at sende Dem mit Hjærte og nøjes med Deres Tak — endda det gamle Ord siger: „At elske uden at blive elsket, er Tidstab“, og jeg føjer til, at Tidstab er Evighedstab. Jeg vil dog følge en anden Lov, med mindre De skulde foretrække min Tak for mit Hjærte — ja, da lemper man sig efter Fordringen; det skal man gøre her i Verden.
Og Bjørnson er da vendt tilbage med sin lille, blege Hustru! Selv er han stærk og frejdig. Han s. 70har været saa lykkelig at kunne arbejde meget denne Sommer, og blandt disse Arbejder er en Omskrivning af sidste Akt i „Marie Stuart“. Jeg troer, Frue, at han ikke føler sig ret vel ved Tanken om Dem; jeg troer, han har en Fornemmelse af, at hans Væsen ikke altid var, som det burde være, og at han ligesom ikke ret magtede at give sin Optræden ligeover for Dem den Form, som maatte være Dem behagelig. Jeg troer alt Dette og fortæller Dem min Tro; thi min Viden er i saa Henseende begrændset. Jeg har imidlertid ladet ham vide, at jeg fra mit personlige Skiøn var vis paa, at De maatte føle Dem saaret af hans Væsen, ligesaa fuldt som jeg var det. Ak, ja, Frue, han har endnu et Barn i Ærmet, og jeg troer aldrig, han faaer det rystet ud. Vi have begyndt med en Disput om Handledygtigheden i det danske Folk, og jeg lader mig slet ikke slaa af Marken med store Ord. Men det er ikke begyndt eller endt med denne Strid imellem os. Bjørnson er i aandelig Forstand min Broder, vi arbejde sammen til et fælles Maal, og vi kunne vel skændes og puffes lidt paa Vejen, men vi skilles ikke derfor. De maa tro mig, elskede Frue: naar man er med at bryde Land, selv i æstetisk Forstaaelse, da bliver Emfindtligheden et Tosseri. Jeg har Noget af en Mands Ævne; jeg maa ogsaa kunne tage Tørn i Forhold til den. Det, som gør mig saa ondt hos denne Digter, det er al denne aandelige Umodenhed, som findes hos ham; thi med hans skønne, høje Begavelse burde der ikke følge denne ulidelige Ordbram, som saa let faaer et Skær af Humbug.s. 71Hvilket Grundfond af ædle, stærke Kundskaber trængte ikke en slig Begavelse til! Nu har han jo samlet sig endel gennem Samtale og Erfaring; men i Grunden er der alligevel Noget, som svigter, og det er denne Svigten, der bliver erstattet ved Overdrivelsen og Hensynsløsheden, begge Dele usvigelige Tegn paa Umodenhed. Imidlertid er han endnu i Udvikling, og hvert Aar kan bringe ham en ny Lære.
Jeg føler mig vel her; thi de Saar, jeg fornæmmer, kommer ikke uventet; jeg vidste Hvad der ventede mig. Jeg troer, det vil holde haardt for mig at vinde frem til Anerkendelse; men det skræmmer mig ikke tilbage fra den Ting, at Arbejdet er stort og Lønnen uvis; paa denne Betingelse har jeg arbejdet mit halve Liv, og den Anerkendelse, jeg ikke naaer, har jeg maaske ikke fortjent. I Guds Navn vil jeg gaa paa; der, hvor jeg taber, have Tusender tabt før jeg; men, hvis jeg vinder, deler jeg Gevinsten med Faa.
Og nu, min elskede Frue, Farvel! Mit Hjærtes kærligste Hilsen og Tak til Deres Godhed og Troskab! Gid jeg maa forundes den Lykke at se Dem endnu engang i mit Liv — naar Hviledagen kommer. De har efterladt Dem et lysende Spor heroppe; i det kan jeg endnu fæste en skælvende Fod og finde et Fæste. Hils Alferne!