Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1874-06-16)

Til Samme.
Christiania, 16. Juni 1874.

Ja, Mathilde, endelig er den Rejse sluttet, der i saamange Aar har staaet næsten uopnaaelig for mig, og jeg sidder nu med Eftervirkningen, ligesom man sidder med et Fond, man seer sig om efter en frugtbringende Virksomhed for. Mit Sind er fuldt af dyb Glæde og Taknemmelighed; thi skønnere har jeg aldrig mødtes med Mennesker. Fuld Tillid, fuld Anerkendelse og et levende Haab vare ligesom den Grundakkord, som overalt ansloges, og som førtes videre ud i den elskværdigste Forekommenhed. Jeg var sunken sammen paa en for min Virksomhed næsten farlig Maade gennem de sidste to Aar, og jeg veed det nu, at jeg skulde være bleven gammel inden kort Tid; nu er det ikke mueligt, hvis Skæbnen da ikke slaaer ned over mig med Dødsslag; thi Ungdommen har reist sig med friske, fulde Slag i mit Blod, og en nyvaagen Fornæmmelse af mig selv og mit Livsforhold er fremgaaet s. 169deraf. Det vil sige Noget i min Alder at slutte et helt stort, nyt personligt Forhold, et Kærlighedsforhold, og det er ikke det Gamle i os, som gør det, det er det evigt Unge, det er de friske Kræfter, Livet endnu har tilbage. Jeg elsker Sverrig og Sverrigs Folk; det er egentlig det store Udbytte af min Rejse. Jeg har seet dybt nok i Alt, hvad der mødte mig, og omgaaedes det saa inderligt, at Grundklangen har tonet mig imøde i hvert Ord, og det udvortes Tillæg er ligesom forsvundet. Jeg veed med fuld Vished, at Sverrigs Folk er hjærtevarmt og godt, stræbsomt og ædelt. Du veed, jeg bryder mig saare lidet om Fejlene, hvor jeg fornæmmer Kraften til at sejre over dem. Den Romantikkens Glød, som endnu ligger i dette Folk og ligesom et Underløb af en varm Kilde bryder op her og der midt i Hverdagslighedens smaaknudrede Grundlag, kommer af en Væsensfylde, som vel nok kan fostre baade Mangler og Overdrivelser, men den kan fornæmmelig fostre store, varme Henførelser, og det er dog tilslut dem, som tage de yderste varsomme Skridt, der maa tages, hvergang en levende Livssag skal fremmes.