Fra Fru Heiberg. 19. Okt. 69.
Kære Fru Thoresen! Nu maa jeg dog gøre Tanke til Virkelighed og sige Dem hvad jeg i lang Tid har villet, nemlig, at jeg ofte, langt oftere end De maaske troer, har været hos Dem i Tanke og Sind. Hos Alle, af hvem jeg troede at kunne faa Noget at vide om Dem, har jeg forespurgt mig om Deres Befindende, men desværre ofte hørt, at De var lidende, hvilketi Sandhed har smertet mig; jeg vilde saa gærne, at De skulde have det godt paa Legeme og Sjæl, og, da jeg nu for nogen Tid siden læste Deres ypperlige Fortælling „Ved Lillebælt“, da bebrejdede jeg mig ret min lange Tavshed. Med stor Glæde læste jeg den levende, interessante Beskrivelse om Isnøden i Deres Fødeby, en Beskrivelse saa kraftig, saa ejendommelig, som den kunde flyde fra nogen Forfatters Pen. Det maa være herligt at have en Fantasi som Deres og at kunne give denne Fantasi Ord saa klare og bestemte, at man troer — efter at have læst — at man selv har oplevet det Hele. Digterne ere dog lykkelige, hvad Nød de end ere stedte i; thi de have Midlet til Befrielse i deres Talent. Naar vi andre Dødelige nedtrykkes af Virkeligheden, da maa vi taalmodigt vente, til Virkeligheden atter løfter os op; men hvor længe lader ikke denne vente paa sig, om den ikke rent udebliver for bestandig.
Jeg selv har i det sidste halve Aar levet i en dum Travlhed, dels ved den fordærvede Anstalt, som man kalder Theatret, dels med Syjomfruers Vrøvl til min lille Sarahs Konfirmation. Ak, et s. 147saadant Barn veed jo ikke hvad det vil sige at gaa et Liv imøde. De og jeg veed det; hvad Under da, at vi Ældre ængstes ved Tanken, medens den Uerfarne med Jubel gaaer det imøde, forinden det har revet sig tilblods paa nogen af de mange Tjørne, der ere plantede paa ethvert virkeligt Menneskes Vej. Smerterne høre jo til vor Optugtelse og vor endelige Frigørelse; det mærke vi, det lære vi ved Livets Ende.
Det har bedrøvet mig, at Forholdet mellem Dem og Bjørnson endnu er paa samme unaturlige Punkt. Jeg føler mig overbevist om, at han — især i denne sin Modgangsperiode — dybt savner den Forfriskning, som Deres Omgang har været for ham. Jeg har i meget lang Tid Intet hørt fra ham; hvorledes holder han det dog ud mellem de norske Fjælde? Jeg kan ikke tænke mig, at han kan digte midt i al den Modstand, han i den seneste Tid har havt, baade paa den ene og paa den anden Maade. Modgangen kommer aldrig ene — det er det Tunge. Clemens Petersens uhyggelige Forsvinden maa jo nødvendig ogsaa være gaaet ham nær. — Sidder Bjørnson i Modgang, sidder Ibsen jo i stærk Medgang. Det er jo mærkeligt, saa artig Sverrig viser sig imod den Digter, der sandelig ikke har smigret det. Hans nyeste Arbejde „De Unges Forbund“ er jo et højst mærkeligt, fint udarbejdet Skuespil. Det er nu antaget ved vort Teater til Opførelse, uagtet vor høje Censor havde forkastet det; denne Skandale er imidlertid forebygget; thi — hvad Mening man end kan have herom — det er et Digterværk,s. 148der ikke lader sig forkaste. Jeg længes efter at høre hvad Virkning det har gjort paa Deres Scene; hvad Virkning det vil gøre paa vor, er uberegneligt. Det kræver mange udmærkede Fremstillere; men hvor findes disse? Jeg gyser for det Arbejde og den Kamp, som jeg for min Del vil faa hermed, men glæder mig tillige til at optage Kampen.
10*
Jeg længes ofte efter Norge og alle de Mennesker, jeg der har lært at kende. Endnu iaften talede Sarah og jeg om, at det kunde være interessant at tilbringe en Vinter i Christiania; thi ogsaa hun elsker den norske Jordbund. Gud veed, om denne Lyst er en Illusion baade hos hende og hos mig og om vi kunde trives der i Længden; men saa Meget er vist, at De da ikke maatte rejse til Kjøbenhavn, naar jeg rejste til Norge. Dog — det er Luftkasteller, som vel aldrig blive til Virkelighed.— Gid nu disse Linier maa træffe Dem nogenlunde rask og veltilmode! Gid lidt Held og Lykke maa opmuntre Dem ved Siden af Livets mange smaa Tryk — det ønsker saa inderligt Deres hengivne Johanne Luise Heiberg.
D. 27. April 1870 blev det omtalte Skuespil, „Et rigt Parti“, af Magdalene Thoresen opført paa det Kgl. Teater i København; men Opførelsen blev en stor Skuffelse for Fru Thoresen. Som det saa ofte er gaaet: Venner havde tiljublet Bifald, der var telegraferet til Christiania om Succesen, — og næste Dag kom Kritikerne, der var alt andet end blide. Man fandt at Handlingen var for tynd, og at Dialogens Billedrigdom virkede trættende og opholdende. — Det naaede dog 10 Opførelser, sidste Gang 16. Febr. 1871.