Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1868-12-30)

Christiania, 30. Dec. 68.
Til Mathilde Reinhardt.

Nu har Du da læst min Bog, Mathilde! Ja, Hvad siger nu Du? Er Du — har Du været i Stand til at komme paa Bunden af hele Indholdet? Jeg længes forfærdelig efter at vide Din Mening, og Du maa heller ikke forsømme at meddele mig Andres. Du forstaaer jo nok, at jeg dennegang kun har en uretfærdig Kritik ivente, og at jeg da maa samle mig Meninger paa anden Maade. Men Du, trofaste Ven, Du er som en Forpost, uforfærdet, forudseende, vaagende og mødende — jeg kender Dig jo. Men vi skulle ikke forfærdes altfor meget, Du Gode! Vi ere jo enige om, at Sandheden maa sejre over Løgnen, og Løgn er det, naar der føres ondskabsfulde Beviser for, at min Bog er slet, om end jeg ikke vover at sige helt ud, at Sandheden skal bekranse den. Men jeg føler mer og mer, at, kan jeg ikke vinde en personlig Forstaaelse, en abstrakt naaer jeg aldrig, og det kan sandelig være det Samme. For mig staaer den aandrige Stil ligesom Filigranarbejde: naar det skal smeltes sammen og vejes, er Værdien saare ringe.

Ak, hvor Julen dog er en dejlig Tid, ligesom

9

s. 130enhver Tid, der giver Festdage og Hviledage. Og her ligger Sneen blød og fager ud over Alt, saa lunende, selv for Sindet; thi alle skarpe Lyde ere dæmpede, og, naar man stamper afsted i den, er man saa fornøjet over at træde paa noget saa Fint og Blødt, og, mens man fryser lidt, se alle gamle Huse saa indbydende ud, fordi man veed, hvordan en Kakkelovnsild kan fryde og forsone. Maaske er det min Livsuro eller min Livssmerte, at jeg trænger til saamegen Sympati; men paa den anden Side: naar hele Naturen, fra det Største til det Allermindste, giver mig Glæde for Glæde og Syn for Syn, da har jeg den jo temmelig let og i rigeligt Maal, da er jeg jo rig alligevel; thi netop, fordi jeg behøver Saameget, faaer jeg det. Jeg synes ogsaa bestandig heroppe, at Vinteren er den skønneste Tid; men, naar da Vaaren kommer, jo, det kan hænde, man elsker disse første Spirer!

Ak, at jeg ikke i denne lange Hviletid har havt Eder i Nærheden! Jeg havde da rigtig for Alvor kunnet sænke mig ned i Sofahjørner, Gyngestole, milde Ansigter, kærlige Øjne, store Julekager, kogende Professor-Kedler, ildsprudende Disputer, ja, selv en Omnibus — ak, blot en eneste Gang et Møde med al denne Herlighed! Men nu, Mathilde, vil det vare meget længe, før jeg kommer til Kjøbenhavn; jeg vil blive saa forfulgt, at det bliver en Umuelighed for mig at læse offentligt op, og da har jeg Intet at gøre for det Første dernede.