Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1866-05-28)

Christiania, 28. Maj 66.
Til Mathilde Reinhardt.

Min kære, elskede Mathilde! I 14 Dage har jeg nu ventet paa denne gode, fyldige Stund for at skrive til Dig, og nu, da Fylden er kommen, bestaaer den i en saa dyb og graadfuld Smerte, at jeg næsten ikke finder Ord for den. Dog først og fremmest min kærligste, inderligste Tak for Blomsterne! O, tro mig, Mathilde, jeg trængte til en Pinseglæde, og skønnere end gennem Bøgeløv og Pinselilier kunde den ikke komme til mig. Jeg har siddet timeviis foran disse Blomster og draget Erindringens Sødme af hver enkelt tillige med dens vaarlige Duft. Ja, tilvisse er der skønnest i Danmark. Men Du maa tro, jeg føler Smerte. Gud ske Lov, jeg kan endnu græde saa heftigt og saa ret fra Grunden af, at Lindringen dog vist ikke kan udeblive. Seer Du, jeg skulde jo bæres oppe af den Enkeltes Anerkendelse her; thi Massen bryder sig sandelig ikke om mig. Nu har jeg ogsaa mødt den — det var Synd at sige Andet; men den Aand, der mest af alle skulde kunne give mig Styrke ved sin beskyttende Tillid, det var jo Bjørnson, og han er saa kolossal Egoist, maa have Alt saa helt ud for sig selv til sin egen Forfængeligheds og sit Hovmods Mættelse, at han sandelig — istedenfor at give mig Inspirationens Velsignelse og dens rige Brød — giver mig Overseenhedens magre Smuler. Og Du har selv læst i hans Breve til mig! Har jeg ikke havt Ret til at vente noget Andet? Har jeg ikke havt Grund til at kalde ham min Broder? Men jeg er ikke min gode Broders Søster, naar s. 57jeg oversees og behandles som en Pjalt; det lammer jo min Ævne, kan Du vide. Og saa sidder jeg nu her midt i Striden, denne fortvivlede, ensomme Kamp, som maa udfægtes i Sindets Dybheder og uden nogen Lyd for Verden. Men, min elskede Veninde, Skuffelsen er med, saalænge vi leve; at kæmpe mod den er vor Lod; o, maatte blot Gud altid være med i Kampen, saa kommer nok Sejren i rette Stund! Jeg vil nu bede Dig tilgive, at jeg tager min Smerte paa dens urolige, syge Stadium og sender den lige ned til Dit Hjærte, hvor jeg veed, den ogsaa sætter et Saar, som vil smerte; men En maa jeg sige det til dernede, og saa veed jeg, Du vil tage imod det med Godhed og lide med uden Knur — og derfor være Du velsignet og takket, min elskede Veninde!

Endnu er jeg sygelig og lider af Luftens Paavirkning; men inat har det styrtregnet, og derved vil sikkert den værste Kuldestramning lindres, saa Aandedraget bliver fuldere og renere. Men Sjælens fulde, frie Aandedrag, o, gode, gode Gud, Sandhedens og Lysets Herre, det give Du mig!