Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1871-12-18)

Til Hanna Wiehe.
Den 18. Dec. 1871.

Glædelig Jul! Glædelig Jul! Jeg raaber det rigtignok nogle Dage før; men det er en Højtid, hvor man kan sige, at Glæden ligger i Luften; thi Julen er jo ingen Overraskelse. Det er en underlig Tid, den Juletid, ejendommelig fristende til at rejse alle vore Samfundsævner, og jeg troer, man kunde være saa skeptisk og saa lidet meddelsom, som man vilde — Juleglæden spotter man ikke over, og i Julen trænger man til Venner.

Der gives Tider, hvor jeg nok kan tænke, men derimod næsten ikke røre en Haand af Træthed i Brystet, og denne Stund er en saadan.Jeg maa imidlertid s. 161fortælle Dig den Ting, at Bjørnson idag har været hos mig og besøgt mig. Vi vare igaar, Søndag, sammen i et lidet Lag, hvor jeg uformodet traf ham, første Gang iaar. Han glemte da — ligesom forhen — alt Andet for at tale med mig. Naa — saa var han her idag, og vi fik os en Samtale paa et Par Timer. En Samtale! Ja, Sagen er den, at vi kan samtale, men egentlig ikke med nogen Anden her i Byen — paa ingen af Siderne. Dette var de Ord, med hvilke vi skiltes: „Hvem samtaler Du med?“ spurgte han. „Aa,“ svarede jeg, „igrunden med Ingen!" „Jeg heller ikke med noget Menneske,“ svarede han. — Mon dette skulde blive af den rette Varighed? Vi faa se! Han nævnte imidlertid hverken sin Kone eller at jeg skulde komme did; det lod paa ham, som han vilde tage dette uden for sit Hjem. Da kunde der maaske blive Varighed i det — ellers troer jeg ikke paa det.