21. Jan. 68.
Til Fru Heiberg.
Min kære, elskede Fru Heiberg! Hvis jeg ikke i en saa mærkelig Grad kunde henflytte mig — eller rettere: min Sjæl — i Deres Nærhed, fik De meget oftere Brev fra mig; men i denne illusoriske Magt ligger en Mættelse, som næsten er større, end noget Brev kan give.—Jeg har havt store Ting for — om de end for Verden kunne synes smaa, for den Enkelte blive de lige store. I Tankerne spurgte s. 114jeg Dem mangegange om Raad angaaende mine Oplæsninger. Dette er nu en temmelig abstrakt Maade at drage sig sine Venner til Nytte paa; men den er ikke forkastelig. I Valget maa Mennesket altid være ene; thi Ansvaret kan efter min Mening ikke deles, lige saa lidt som Regnskabet for den nye Domstol kan henføres [til] eller overføres paa nogen Anden. Men, har jeg et Samfund med en anden Aand, da maa min Aand kunne samraade sig med den og derved enten finde Styrke eller Tilrettevisning. Nu, efter Kamp mellem Skyhed og Villie bestemte jeg mig endelig. Jeg maa have Hjærterne med mig i tryg Forstaaelse og Hengivenhed; denne Vexelvirkning maa til, eller mine Ævner sygne hen og dø. Man maa tro paa mig fra først til sidst; ellers rejse de mørke Magter sig i mit Sind, Nag og Melankoli, — og saa er jeg mueligvis i min Alder fortabt. Jeg vidste jo, at jeg — skjult for Menneskene — bar paa en mærkelig Ævne, som aldrig var bleven nyttet, jeg vidste, at jeg var født Improvisatrice. Godt — forsøge det paa den Maade! Desuden skal den Digtning, som rejser sig fra folkelig Grund, kunne løfte det levende Ord mellem Folket, og da bliver jo igen Fortællingen og Æventyret den Digtning, som ligger nærmest dette Begreb; thi den dramatiske behøver til sin Fremtræden et Medium, et kunstnerisk Apparat, for at forstaaes, og herved træder Digteren da frem paa anden Haand, medens Fortælleren kan give direkte fra Hjærte til Hjærte.
8
Nu, Sagen lykkedes, jeg er sandelig kommet Folket meget, meget nærmere, og det kan gøre mig s. 115baade Ondt og Godt. Jeg mærkede godt, at, da jeg dristigt hug det tilstelte Slæbetov i Ibsens og Bjørnsons Kølvand af, da gøs mine Venner, da forargedes mine Uvenner. Jeg skulde jo forties — undtagen naar det behagede En at skælde mig ud — og jeg veed, hvor forarget Vedkommende have været, fordi jeg blev min egen Ævnes og Sags Fortolker og Forsvarer; man havde ikke tænkt sig dette, man er saa vant til, at Mennesket kommer frem ved sine Ævner; thi de pleje sjældent at ligge aldeles ubemærkede hen. Ak, Gud være takket, det gik mig godt; thi, uagtet Troen paa min Ret var saa fast i mig som et Fjæld, skjalv og græd dog min Sjæl ved at skulle saaledes op i det skærende Lys. Ak, min høje, elskelige Veninde, tag ikke disse mine Udtryk som Forfængelighed og dum Indbildning! Jeg kender godt Afstanden mellem mig og det Store, jeg har ofte været ved at svimle og synke i den Kløft. Men De veed, jeg udtaler mig uden Forbehold til Dem, og, naar jeg da har sagt Hvad en naadig Gud har givet mig at kunne, da har jeg ingen Forfængelighedens Baghold, som ligger og smaaleer over det snedige Foster, den har sendt ud i Livet med Beskedenhedens Maske, ligesom Sjakkerjøden smiler til Sønnen, der med sit unge ærlige Ansigt snyder ti Gange saa godt som han selv.
Jeg glæder mig over Hvad De sagde om „Min Bedstemoders Fortælling“. Tro mig, naar jeg engang tager Pennen fat til et lidet Udkast af mit Livs forskellige Stadier, da skal jeg føre en Kommentar frem af denne lille Fortælling, som skal aabne Øjnene paa Adskillige.
8*
s. 116I Sommeren 1868 tog Fru Thoresen ned til Kjøbenhavn for at besøge sine Børn og opfriske Venskabet med sine tre trofaste Korrespondenter: Hanna Wiehe, Mathilde Reinhardt og Fru Heiberg. Ogsaa med Georg Brandes, som vedblivende betog hende stærkt, var hun sammen, saaledes ude hos Haachs.
Da hun havde sluttet sin Bog, „Solen i Siljedalen“, bestemte hun sig for at afholde en Recitationsaften i Hôtel d’Angleterres Sal, hvor hun foredrog et Folkelivsbillede „Julestjærnen“. En Del Mennesker var kommen tilstede; men da hele Foretagendet var slet arrangeret, blev Udbyttet kun ringe.
Af et Brev, hun i denne Sommer sender op til Norge, erfarer man, at Bjørnson er bleven hendes „Fjende“ i den Grad, at han gaaer omkring og forraader hvad 10 Aars Venskab har betroet ham.
Det var „Min Bedstemoders Historie“, der havde gjort Bjørnson saa vred. I denne Fortælling skildrer hun, hvorledes en 33aarig Enke i sin Længsel efter Livet paa éngang vaagner op til det, idet en ung Mand pludselig staaer for hende. Hun siger: „Jeg veg til Siden og saa paa ham. Det var en høj, lyshaaret Mand med et stort, leende Ansigt, med mørkeblaa, funklende Øjne og bløde skiftende Drag omkring de smukke Læber — hele Ansigtets samlede Udtryk var, som han spurgte eller søgte ind i Sjælen paa Den, han talte med.“ Efter en kortere Ordvexling siger han, at han nu først vil tage en glad forfriskende Morgenvandring med hende og siden Glæden af hende, hvergang de mødes. Og saa følges de ad. „Det var en herlig Skikkelse, som han stod der, omskinnet af Dagglansen — midt i Styrkens Fylde. Hvor han lignede Naturen, de svajende Grene paa Træerne, det henbølgende Vand og de fuldmodne, nikkende Kornax.“ „Han tyktes mig saa helt, saa inderlig nærværende i Blik og Væsen, at det intet Øjeblik faldt mig ind at se ham nøjere forklaret gennem sit Forhold til Andre . . . Jeg spurgte ej, hvorfra han kom,s. 117ej heller, hvorhen han agtede sig i næste Stund ... Hans Aasyn var en Dag med stærke Straaler, som skabte Livet i min døde Sjæl. Ja, Livets Liv, det endnu aldrig kendte! Frøkornet laa der i mit Hjærtes Grund — og Duggen faldt — og Morgensolen brændte; da skød det op til Blomst i samme Stund. Ak, jeg følte vel, at saaledes som hans Blik hvilede paa mig i denne Stund, læste han hver Tanke ud af min Sjæl.“ Paa den anden Side siger han, at hun skal synge Livet ind for ham: „Jeg behøver Sang — tonende Sang.“ Aldrig har han seet en Kvinde straale som hende; hun er som en Brud og dog et Barn.
Da hun er bleven alene, føler hun, at en mægtig Naturkraft er vaagnet i hendes Væsen og at alle hendes Ævner og Sanser have traadt i dens Tjeneste. Over Floder vilde hun vandre for at naa ham, umaalte Højder vilde hun bestige for at mødes med ham. Da hun atter skal møde ham, siger hun: „Jeg stod stille, slaaet af en Angest, jeg aldrig forhen havde kendt. Den drev Blodet saa voldsomt til mit Hjærte, at mit Aandedrag standsede. Hvad var dette? Fødte den store Glæde i mit Hjærte Angesten, eller var det saa, at Kærlighedens sildige Fødsel kun groer frem under Livsfarens Skræk?
Straalende Skikkelse, som bares mig imøde paa Bevidstheden om sin Sejer og min Afmagt; thi han var jo i denne Stund min jordiske Herre over Liv og Død. Min Kærlighed var ikke spiret frem til Modenhed ved Naturens egen Væxt; men, paa éngang løftet ud af Livets fuldbaarne Kraft, bød jeg ham den i Tavshed, i dybeste kvindelig Hengivelse, som man bærer frem mod et Menneske en Favn fuld af store, duftende Blomster.“
Da de saa mødes, og han spørger hende, om hun har ventet paa ham, svarer hun, idet hun brister i Graad: „Det har jeg vel gjort i mange Aar!“ Men hun skuffes: „Min Sjæl gav sig jo med al Kærlighedens Længsel; hvorfor tog han ikke imod den?“ Der er Noget, han vil sige hende; men han standser og afbryder: „Nej —ikke s. 118nu — senere! Kære, lad os gaa! Der kommer Nogen ... ser De dem? Kom lad os gaa!“ Han leder hende bort, „omsorgsfuld, kærlig, elskelig; og alt Godt strømmede saa rigeligt ud af hans Væsen og gød sig over hende som en varm Kilde til Lindring og Fryd“.
Kort efter ser hun ham gaa ved en anden Kvindes Side og erfarer da, at det er hans Hustru. Hun siger: „Et Øjeblik stod jeg stille uden at aande; da følte jeg et dumpt Slag i mit Bryst, et blendende hvidt Skin gik forbi mit Syn — jeg vidste af Intet mere.“ Hun falder hen i stærk Sygdom, og først langsomt vinder hun i Kraft af sin Kærlighed til ham sin Livsævne tilbage.
Saa faaer hun en Dag det Bud, at han vil sige hende Farvel, før han rejser. Hun siger: „Jeg tog mig sammen til Mødet. Vidste denne Mand, at jeg elskede ham — og det maatte han jo vide — da vidste han ogsaa, at mit Hjærtes Tanke var uden Brøde, og jeg turde være den bekendt. — For Verden var visselig min Kærlighed det, man kalder en Ubesindighed — den havde jo faaet Øjeblikkets hurtige Væxt og ikke Tidens og Sædvanens langsomme Forplejning; men for hvem?“
Han traadte ind og kom hen imod mig med den samme Hurtighed, men ikke med den samme Klarhed over sig.
Jeg rækkede ham mine Hænder imøde, han tog dem mellem bægge sine og saae mig længe fast ind i Ansigtet — til der kom Taarer i hans Øje. Da følte jeg med Et Livet voxe op over Døden i mit Hjærte: Hvad var det da, jeg egentlig havde sørget over? Stod han ikke endnu der for mig i hele sin menneskelige Skønhed? Var den bleven mindre, fordi han tilhørte en Anden? Levede han ikke endnu? Delte jeg ikke endnu Dagens Lys og Nattens Skygge med ham? Og mundede ikke vore Sjæles Strøm ud i den samme evige Kilde? Det stærke, fulde Liv, han i en eneste Stund havde plantet ind i min døde — meningsløse Tilværelse, var det ikke mit? Ejede jeg ikke fra nu af en Kraft at leve paa? — Og selv min Gudsbevidsthed, det døde Bogstav s. 119paa min Tunge, hvor levende bar den ikke nu op min Smertes hellige Glæde imod den evige Forsoning! Ak jo! Tak vilde jeg give ham, som havde givet mig Saameget! Velsignelse vilde jeg skænke hans Minde til mit Livs sidste Stund.
Dette var en Tale uden Ord, men derfor ikke uden Kende. Den Lysstrøm, som med Tankens Klarhed brød igennem mit formørkede Sind, skinnede ogsaa ud over mit sorgbundne Aasyn, og de stive Drag smeltede — det følte jeg selv. Og han forstod mig! Thi der gik i det Samme en vidunderlig Klarhed frem af hans Blik.
„Vi skilles da uden Vrede?“ sagde han spørgende.
Jeg gav ingen Forsikring: vidste han ikke, at jeg elskede ham?
Da fløj et Drag af uendelig Vemod over hans skønne Aasyn. „Vil De glemme mig?“ hviskede han.
Endnu kunde jeg ikke svare. Saae da ikke dette Menneske, at mit Liv pludselig var overskyllet af Smertens bitre Vande og at hele dets Blomstring var død for min Kærligheds Skyld? Ak, hvorfor spurgte han da?
„De er en stærk Kvinde,“ sagde han med et Suk.
Da løsnede Ordet fra min Tunge. „Jeg blev først stærk, da jeg mødte Dem," udbrød jeg.
„Ak, jeg er saa svag — svagere end Nogen troer,“ sukkede han.
„Den, som kan give en Anden Saameget,“ svarede jeg, „maa selv eje Meget. Men Tiden er maaske ikke kommen til at tage det i Brug endnu. Jeg er tre og treti Aar; men min Livsvandring har hidtil været saa, at en Brystsyg kunde gaa mig forbi paa alle Højder. Først nu kender jeg mig stærk baade til at leve — og til at dø.“
„Ak, dø ikke!“ udbrød han og slog sine Arme fast omkring mig.
„Det vil jeg heller ikke, saalænge De lever,“ sagde jeg og saa ham trøstig op i Ansigtet.
„O, Du Barn — i Din lille hvide Kjole!“ udbrød han og trykkede et Kys paa min Pande. — Det sidder der s. 120endnu; thi det var Livets Indsegl, og kun Dødens Engel kan bryde det. Ak, i denne Stund løsnede hele mit svundne Liv og sank fra mig ligesom en kold Masse; jeg kunde ikke oftere mødes med det. Lykken havde rørt ved mit Hjærte — jeg følte mig som i Ungdommens dejlige Udfoldelse.
„Saa Farvel da, Du Eneste!“ afbrød han, trykkede mig endnu engang til sit Bryst — og slap mig med det Samme.
„Farvel for Livet“ bød jeg og rettede mig fast op, som om jeg maatte give min Sjæl en Støtte ved mit Legeme.
„Sees vi aldrig mere?“ sukkede han.
„Gud raader,“ svarede jeg.
Da slog en Flamme ud af hans hele Væsen. „O, Du Kvinde,“ udbrød han og greb mig endnu en Gang i sine Arme. „Kender Du en Mands Villie?“
Jeg skjalv i hans Favn; thi jeg kendte hans Magt; jeg kendte, at Grunden kunde løsne og Bevidstheden skille sig fra min Aand; men jeg greb mig selv der, hvor Dødssvingningen begynder. „Ja, vel kender jeg Din Magt, Du Mand, som jeg elsker“ svarede jeg, rev mig løs af hans Favn og saa ham uden Sky ind i de funklende Øjne. „Men har Du Mandens Villie, saa har jeg Kvindens — Farvel!“ Og jeg tog min Hat, mit Shawl og gik foran ham ud af Stuen. Han fulgte mig i Tavshed.
Hun rejser nu bort „med sin sjunkne Ungdomskraft rejst paany“; „hendes nyvundne Livskraft var traadt i Smertens Tjeneste“. Fra nu af blev Ensomheden og Tavsheden hendes Hjærtes eneste Liv; men den Styrke, hun havde vundet, var derfor ikke spildt. Den brat opvaaagnende Lidenskab, som havde rejst de mange hidtil ukjendte Krav i hendes Natur, trængte et anstrængende Tilsyn, forat den ikke skulde brænde Hjærtet ud; thi Kærlighedens Savn kan voxe til en tærende Sot, fordi den mætter s g med en indbildt Lykke. Hvor s. 121strængt hun end vogtede paa sig selv, mange, mange Stunder var hun dog som Barnet i sin Drøm: hun mættede Sjælen med sit eget Liv.
Efter nogle Maaneders Forløb fik hun Brev fra ham. Da overgik hendes Fryd alle Hensyn, alle Betænkeligheder, og uden Grænser hengav hun sig i den.
Han skrev: „Har Du glemt mig, Du? Kunde Du glemme, Du, som selv har den mægtige Ævne at fortrylle en Mands Sjæl, saa han glemmer Gud og sig selv — ja, hele Verden, kun ikke Dig. Du, der kom mig imøde som en Aabenbaring, som en pludselig Udfoldelse af hele Livets skjulte Spirekraft. Hvad vidste jeg forhen om, at jeg bar paa Ævner til at gøre et dybere Greb ned i Livet end det, Stunden krævede, Hvad vidste jeg om det, og hvor er Ansvaret for, at jeg ikke vidste det?“ „Men, det er sandt, var Du Solen for mig, saa kan Du være det for Andre ogsaa. Er Du straalet ind i mit Liv som en ny Bevidsthed, hvorfor skulde Du ikke ogsaa lige saa godt straale ind i en Andens? Det gør mig vanvittig at tænke Slutningen ud. Endnu føler jeg Dig i mine Arme som i et Aflukke, ensom og alene med mig gennem Tid og Evighed. Skal nogen Anden lukke Dig ind paa samme Maade, skal en Mands Arme — —? Nok, det er over mine Kræfter at tænke det ud.“ Og nu tilføjer han med Ord, der brændte som Ild imod min Sjæl, „at han vilde kæmpe for at beholde mig — for sin Ret“. Hans Ret? Ak, Synden har ingen Ret uden Døden. Han ender Brevet saaledes: „Men glemme Dig vil jeg ikke — det kan jeg ikke, Du fuldbaarne Menneske! Jeg elsker Dig jeg kan ikke Andet — og jeg vil ikke Aandet. Jeg ejer Dig i Alt, hvad jeg seer og hører. Dit Minde blander sig ind i alle Livets Ytringer: Du er Savnets Bitterhed i det Søde, Du er Haabets Sødme i det Bitre. Du er den store ordnende Udgang paa alle mit Livs Smaaløb og Omveje — og Du er endelig det bløde Kærtegn, som tager mig ind til sig i Hvilens gode Stund. O, send mig da et Ord,s. 122en Hilsen til Møde, Du Eneste! Et Skønhedens Vink fra det Fjærne! Vær min Sjæls hemmelige Glædeskilde, sig mig, at Du elsker mig, at vore Længsler mødes! Jeg skal da rejse mig og være Mand; jeg skal da give Hver Sit i Kraft af Din Kraft — og jeg skal varme Livet omkring mig i Genskinnet af Dit Hjærtes brændende Liv.“
Hun siger: „Uger gik hen for mig ved Læsningen af dette Brev; thi jeg vedblev at læse, og det var lige utroligt, lige nyt, lige gribende bestandig. Ak, hvor jeg følte mig rystet af hans Kærligheds Magt! Hvor vare nu mine Beslutninger og mine strænge Alvorstanker, indsamlede i alle disse Maaneder? Hvor var mit kvindelige Mod? Var det visnet og faldet af som Rosens Blade, blot fordi en brændende Aande havde rørt dem? Var jeg da Intet ved mig selv, men Alt ved ham alene?
Jeg lagde Brevet tilside, jeg læste det ikke mere.
Fra denne Tid skete der en Forandring med mit Barnesind: fra en vis Jævnhed i Væsen og Natur fik jeg heftige Udbrud i Alt; thi jeg havde et Savn, som smeltede, det samlede Skyggerne — da kom Brydningen af sig selv. Jeg kunde ikke udholde min egen Udholdenhed. Jeg blev endelig syg af dette Liv; men Ingen anede Grunden. Først da Vinteren kom, skiltes jeg fra mit Tab.
Og nu gik der ligesom en Frosttid hen over mit Hjærte — Alt, hvad der endnu stod tilbage af hin blomstrende Vaarmorgen, døde ud. Da randt endelig op en stærk og trøstig Tanke af denne strænge Tid. Jeg havde hidtil levet mit Liv hen uden Ansvar for Mennesker, i en gold, meningsløs Tilværelse; nu steg Trangen til Arbejde ligesom et nyt Livsudbrud frem af hele mit Væsen, og jeg tog fat paa en Livsgerning, der var tarvelig og uden al Besmykkelse af Idealitet. Det undrede mine Omgivelser, og det blev af Enkelte endog mistydet; men efter som Aarene gik og Nøjsomhed og Flid vare mine eneste Ledsagere, vandt jeg s. 123ogsaa en stillle, bramfri Erkendelse, og mangen fredmild Aftenstund sænkede sig paa en anstrængende Dagsgerning.
Det er sandt: jeg var ikke skilt fra Fortiden saa helt, at ikke Mindet lynede hen over Sjælen og mit Øje saa en ny Himmel og en ny Jord — det flygtende Møde — thi hans Aasyn, som det hin herlige Sommermorgen havde brændt sig ind i min Sjæl til evig Ihukommelse, stod mangengang for mig, og mit stakkels døde Hjærte svulmede da ligesom ved en Springflods Kast, og det syntes, som om alt mit Arbejde, al min Kraft, skulde gaa under i den mægtige Bølge; men Skrækken var der og i samme Stund og greb den fristende Tanke — som en Tyv, og Angerens mørke Dybder aabnede sig atter for den skælvende Tanke. “
Ingen følsom Læser vil kunne undgaa at se, at Magdalene Thoresen her fortæller om et Vendepunkt i sit eget Liv — ingen Digtning er saa opfindsom som selve Livet. At Bjørnson ikke fandt Behag i at se Fortiden fremmanet paa Prent og formentlige Ytringer af ham selv fremdragne for Offentligheden er jo forstaaeligt. Han paastod i hvert Fald, at Fru Thoresen havde gjort sig skyldig i Indiskretion og bevarede siden altid en vis Kølighed overfor hende. Gensynet med sin Helt 7 Aar efter beskriver hun i „En Bedstemoders Fortælling“ saaledes: „Tiden var gaaet hen over ham uden Spor. Ung og straalende sad han i Solrødmen. — Ak, hvor mit Hjærte bankede!“ Fru Thoresens Forsvar læser man i et følgende Brev til Fru Heiberg.
Ud paa Høsten 1868 var Fru Thoresen atter i Christiania, hvor hendes anden Datter Dorothea forlovede sig med Lieutenant i den norske Marine Conrad Falsen. 1)