BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1855-10-28)

Bergen, d. 28. Okt. 1855.

Min bedste Frøken Wiehe!

Jeg har nu været hjemme i 3 Uger. Jeg har begyndt paa 4 Breve til Dem; de tre første havde jeg den Dumhed at gennemlæse — det skal man aldrig gøre; de vare efter min Mening fulde af Vrøvl — de blev vejede — fundne for lette; det fjerde havde min mindste Søn,^l) idet jeg et Øjeblik fjærnede mig, den Dristighed at forsire med en Mængde Kors og Streger, der efter hans Mening vare vel saa smukke som Mors Skrift; dette kunde jeg altsaa ikke sende Dem, uagtet min Søns høje Mening om sin Kunstfærdighed; thi vel kunne hans Streger være ligesaa smukke som mine, men dog ikke fuldt saa tydelige. Maatte nu det femte være saa taaleligt, at jeg kan sende Dem det. Jeg véd ret vel, at jeg Intet formaar at nedskrive, som kan være af Interesse for Dem, der daglig omgives af saameget Interessant; jeg véd saa vel, at mit Minde, flygtig rodfæstet, let kan forsvinde; men jeg skriver dog til Dem, har jeg end intet Andet at sige Dem, end at jeg tænker ofte og inderligt paa Dem og alle Deres Kære — og, var det end kun for at vække Mindet om mig, maaske til min Skade, og bede Dem ikke glemme mig, hvis det at huske paa mig ikke er Dem til Byrde. Jeg har sagt Dem, at jeg nu i 3 Uger har været hjemme — jeg har siddet her mellem de 7 Bjærge, som udgør Bergens Stolthed og min Fortvivlelse; alle — ja,s. 6jeg maa vel sige: næsten alle mine Tanker ere vandrede ned til Danmark; jeg har talt meget med mine Venner [der], jeg har spurgt dem om Meget, og Svarene have alle været, som jeg helst ønskede dem. Dette var nu i Tanken; i Virkeligheden har jeg endnu Intet hørt fra Danmark. O, gid jeg endnu maatte mindes med Godhed dernede! Hvor det er en Trang for mit Hjærte at vide det! Lad mig nu se, De staaer paa min Side! Husk de Glemsomme paa mig, og, hvis det kan ske uden altfor megen Opofrelse af Dem, saa skriv mig snart til, fortæl mig om Alle, og lad mig se, De ved at tale meget om Dem selv giver mig Anledning til et inderligere Kendskab til Deres Personlighed. Deres elskværdige Moder¹) beder jeg Dem hilse og takke for den Venlighed, hun viste mig. Deres Søster staaer stadigt saa yndefuld og blid for min Erindring, som da jeg førstegang saa hende, jeg beder Dem sige hende, at mine Tanker ofte og gærne dvæle ved hende og at hun slet ikke maa glemme mig. Deres Broder [Michael] og Svigerinde — ja, jeg kunde virkelig have Lyst til at skrive til dem for selv at huske dem paa mig; men det kunde vel tykkes noget underligt. Vær da De, min Kære, saa god at hilse disse elskelige Mennesker fra mig. Sig dem, at det har været min Stolthed at kunne fortælle til min Mand og mine Børn om den ufortjente Venlighed og Forekommenhed, de viste mig, og som jeg vilde ønske, der s. 7maatte gives mig Anledning til i Tiden at kunne gengælde. Høedt — hils ham, at jeg — ja, hils blot, min Kære — det kan være Nok.¹) — Vær nu god, min Kære, læs ikke mit Brev med Kritik, det taaler ingen, det er en flygtig Nedskriven af Hvad jeg saa gærne tænker paa og Hvad jeg vel en anden Gang under gunstigere Omstændigheder med større Klarhed kan tale om. Aa, jeg seer nu, der staaer ovenover to Gange „min Kære“ — det er en stor Kejtethed i Stilen; men lad det idetmindste tjene til al bevise, hvormeget det er en Trang at kalde Dem saaledes for Deres hengivne

Magdalene Thoresen.

Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1855-10-28)