Til Mathilde Reinhardt.
Sorrent, 13. Maj 1880.
Jeg hilser Dig fra la bella Italia. Du mener vel som saa, at denne Hilsen er af gammel Datum, burde i alt Fald være det; men jeg forsikrer Dig, at hele det Øvrige, jeg har seet, beholder et koldt Præg — til Trods for alle Digternes Aabenbarelser i anden Retning, og først, naar man nærmer sig Middelhavet, skifter hele Omgivelsen Stemning, og la bella Italia ruller sit vidunderlige Billede op foran En. Rom er og bliver mere for den Tunge end for den Gamle, med mindre den Gamle der oplever sine Ungdomsminder paany. Rom er et Studium, et stort og herligt Galleri for Historie og Kunst, og Skønheden følger med paa alle Veje; men man maa arbejde i Rom, man maa samle ind og kan ikke hvile ud; dertil er der ophobet en altfor stor Mængde Stof. Uheldigt for mig var det jo, at s. 206Sygdom tog en 5—6 Uger bort fra mig — netop paa en Tid, hvor jeg skulde gøre mine Indsamlinger. Der blev da intet Andet tilovers for mig end at anstrænge alle mine Kræfter og indsamle paa kort Tid Hvad jeg ellers i Ro og Mag havde kunnet overskue. Men jeg har en overordentlig skarp og hurtig Iagttagelse, saa jeg — efter Hvad jeg fra flere Sider erfarede — havde medtaget fra mine Hastværksbesøg et fuldt saa stort Udbytte som de Andre fra deres maanedslange Drøvtyggeri. Jeg var idetmindste fornøjet med mit Udbytte, om jeg end følte mig dygtig udtrættet. I nu omtrent 8 Dage har jeg været borte derfra, og i det ungdommelige Rejsefølge 1) har jeg tumlet mig paa alle muelige Veje og Maader i Neapel. La bella Napoli! Ja, det er en dejlig By — ikke ved Bygninger, ikke ved en egentlig skøn Befolkning, ikke ved en enkelt Ting i og for sig — men ved en Helhed af ejendommeligt Livsrøre, skøn Beliggenhed og en overalt fremspringende Elskværdighed. Alle Gaderne ere fulde; jeg kunde spørge mig selv: „Hvem er i Husene?‟; men de staa ikke tomme alligevel. Ja, det er en ægte italiensk By, som man maa have seet for at opfatte Italien. Men man kan ikke være der ret længe; der er et Sus overalt, som giver Forvirring og omsider Træthed. Da vi efter en vidunderlig Køretur langs Middelhavets Kyster kom her til Sorrent, var det, som om Livet stod stille, og som der ikke fandtes en Røst i Naturen. Rundtom dufter indtil Bedøvelse s. 207Orangetræerne, overfyldte af sine hvide Blomster og fuldmodne, store Frugter. Vi tog her ind paa et Sted, der forhen har været et gammelt Kloster, højt paa en Klippe, med hvælvede Gange helt ned til Vandet. Stedet hedder Cocumella. Man troner paa sine store Altaner højt over Havet, og rundtom bugner Terrænet af de herligste Træer. Store Citrontræer, overfulde af moden Frugt, staa til alle Sider, og Vinranker vikle sig omkring imellem dem, akkurat som man kan tænke sig Lianerne i Amerikas Skove. Og alt dette staaer, ligesom det rejste sig op af det straalende, lysblaa Hav, med Neapel til fjærn Baggrund og med Vesuv til nærmeste Genbo. Her er paradisisk, huldende [sic] om Sjæl og Legeme og begejstrende for Tanken. Jeg troer nok, jeg her skulde kunne skrive; idetmindste har jeg en Fornæmmelse deraf. Men Opholdet bliver forkort dertil, og jeg frygter for at begynde, naar jeg strax skal lægge Arbejdet fra mig igen. Naar jeg nu kommer tilbage herfra, vil jeg repetere det Vigtigste, og saa styre mod Norden med godt Mod. Naar jeg sidder deri Stilhed, vil vel Arbejdet melde sig paany, uagtet jeg, som sagt, ogsaa her føler, at jeg kunde skrive godt; men Sjælen ejer evigt Hvad den vinder, og Hvad jeg har vundet kan jeg dog nok føre med mig toldfrit til Nordens Strande.
Fru Thoresens Breve fra den italienske Rejse fra Høsten 1879 til Forsommeren 1880 er her meddelte i stærk Forkortning, fordi de gennemgaaende mere har Rejsebeskrivelsens Karakter og mindre er Udtryk for hendes personlige Opfatning. Kun hvor denne taler, er Brevene fra denne Tid medtagne.
s. 208I Juni kom Fru Thoresen til Kjøbenhavn, men kun paa Gennemrejse. Thi hendes næstældste Datter, Fru Dorothea Falsen skulde flytte til Vardø i det yderste Nordland, hvor hendes Mand var bleven Fæstningskommandant, og havde anmodet Moderen om at komme did op.
Dette Besøg blev af afgørende Betydning for Magdalene Thoresens Forfatterskab. Under Indtryk af dette blev hendes betydeligste Bog, „Billeder fra Midnatssolens Land“, til; ligesom de Breve, hun sender Vennerne fra det høje Nord, er blandt de friskeste og mest poetiske, hun har skrevet.
Men inden hun kom saa vidt, fristede Fru Thoresen en stor personlig Sorg. Sønnen Axel var bleven syg, af Lungetuberkulose som den ældste Søn Thomas. En ældre velhavende Dame havde indbudt ham til Mentone for Rekreation; men herfra kom Dødsbudskabet i Febr. 1880 til Fru Thoresen. Hun havde nu mistet sin „Benjamin“, og Begivenheden tog stærkt paa hende. Hun havde dengang lige fuldført et Skuespil „En opgaaende Sol“, som uden Held blev spillet i 1882, medens hun endnu var i Norge. Hun var rejst herop i Maj 1881, og i Norge finder hun, nu som før, atter sig selv.