Til Fru Heiberg.
Frederiksværk, 23. Jan. 1875.
Godt Aar, min kæreste Fru Heiberg! Mit Brev til Dem var snart blevet efterfulgt af et No. 2, hvis jeg ikke af Aviserne havde seet, at Bjørnson var i Rom sammen med Dem; men da kom der — til min Skam — en pinlig Uvished over mig, og i den sank min Beslutning ligesom i et grumset Vand,s. 170hvori slet ingen klar Himmel spejlede sig. Da derfor Deres Brev kom, gav jeg Deres kære kendte Haandskrift mit Kys, og en lys Tanke fløj fra min Sjæl med et Tak til Dem i det Fjærne. Og saa læste jeg og overraskedes ved at se Deres Opfattelse, og jeg følte dybt mit Slægtskab med Dem; jeg er vis paa, at jeg vil have samme Længsel efter Livet som De, hvis jeg virkelig engang oplever at komme til Rom; thi ligesom De trænger jeg uophørligt til Handling ved Siden ?f Ideerne. Jeg er ogsaa vis paa, at Digtningens højeste Ideal — hvadenten det udtaler sig gennem Plastikken eller Farverne eller Ordet — det har voxet sig stort gennem Handling, gennem en levende Livsrørelse, og det ikke blot hos det Individ, som er blevet Bæreren af det, men hos hele Samtiden. Jeg veed med Vished, at jeg i Samtale med Dem om Kunsten og om Livet har modtaget mangt et kraftigt Frøkorn, som er spiret i min Aand til god Udvikling; men jeg er kanske ingensinde — naar jeg undtager Deres Dom over Bjørnsons „Marie Stuart“ — bleven saa slaaet som af denne korte Udtalelse om Rom. Folk kan sagtens snakke hinanden efter Munden i sine Domme; der er et helt Cicerone-Register af Udtryk og Talemaader, som kan komme selv den mest Aandløse til Hjælp; men sige Noget ud af sig selv, alene, nej, Fru Heiberg, det skeer meget sjældent.
Jeg har hørt sige, at De har tænkt paa at blive borte endnu en Vinter; har man saadan Raad til at sende Kronjuvelerne ud af et lille Land? Ak, her trænges til Alt, hvad Nationen ejer af Stort og s. 171Alvorligt, forat ikke „Drengene“ tilslut skal danse paa Bordene og spille hver ærlig Mand paa Næsen. Disse forvoxne æstetiske Børn, der ligesom Snylteplanter ere skudt op omkring Roden af de fældede Træer! Jeg veed ikke, hvorfor det stundum staaer for mig som uudholdeligt at være i Kjøbenhavn, da jeg dog sandelig har saa gode Venner der og har idethele nydt saameget Godt der; men det er ikke Utaknemmelighed fra min Side, det er en dyb Modbydelighed for Tomhedens tørre Lyd, for alle disse æstetiske Papirssedler, hvorfor der ingen Valuta findes; thi Umodenheden — ja, selv Raaheden — er jeg ikke bange for; jeg kan idethøjeste holde den tre Skridt fra Livet; men om jeg blev vred paa den og skændte som en Tyrk, mit Hjærte vilde dog kendes og høres gennem hvert Ord. Jeg maa forresten her tænke paa et Træk af Dem, Fru Heiberg, som gaaer lidt i samme Retning. Der er blevet mig sagt, at, da Bjørnson førstegang var i Kjøbenhavn og søgte at komme i Deres Hus — da levede Heiberg endnu — var der nok de fleste Stemmer for, at han var en raa, ubehagelig Person, og De skal da have holdt paa ham og sagt, at den Mand, som havde skrevet den Bog „Synneve Solbakken“, maatte have en fin Sjæl. Ja, saaledes er det: er der blot Fuldblodighed i Naturen, da hører der ogsaa noget Blødt med dertil, og det kan ofte klare sig til fine Sjæleytringer; og Hvad gør saa Raaheden? Da er den jo — som sagt — ikke Andet end Umodenhed. Men denne magre, sjælløse Balletudvikling, nej, Fru Heiberg, den kan jeg ikke med,s. 172og hel uvilkaarligt lider jeg under den, naar jeg er i Kjøbenhavn.
Nu, kæreste Frue, maa jeg sige blot et Par Ord om Bjørnsons. Det undrer mig ikke, at De føler Dem i Taknemmelighedsgæld til dem; thi de ere bægge baade gode og gavmilde med Alt, hvorved de kunne tjene og glæde Mennesker, de holde af. Jeg har fuldtop af Minder om Tjenester, Opofrelser, om Godhed og Glæder, som disse Mennesker have udvist mod mig og Mine. Men er det nok, at vi kunne give vore Venner og dem, vi ønske at vinde for os, al muelig Godhed, være rede til enhversomhelst Opofrelse for dem, vi holde af, naar vi derimod slaa hensynsløst og uædelt, forfølge snedigt som Slanger den Uven, vi have faaet? Og dette er det, de Mennesker gøre. Os er nu engang kommet Det imellem, som sætter et Skel for Livet, og jeg forsikrer Dem, at jeg ejer ikke Ord for udtømmende at kunne sige Dem min altid levende Sorg derover. Jeg er jo dog skilt fra den Mand, som er det rigeste Menneske, jeg har kendt, og som der til min Dødsstund brænder Savn og Længsel efter i mit Hjærte. Jeg voxede mere og levede mere i een Dag sammen med ham end i hele Aar med Andre. Der er ligefrem Noget i min Sjæl, der ikke har kunnet blomstre eller give Livstegn, siden jeg saa brutalt blev kastet bort af hans Vej. Jeg begriber mangengang ikke, at jeg overlevede det; men min store Kærlighed til mine Børn hjalp mig. Jeg havde Øre for den dybeste Tone i hans Væsen, jeg forstod — til Trods for Alt — den sædelige Dybde, som var i den Mand. Ingen har forstaaet ham som jeg.