Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Bøgh, Nicolai Seidelin FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1882-05-11)

Til Samme.
11. Maj 1882.

I have Sommer; thi jeg seer Alt gennem Dine Øjne: Træerne, Buskene og Blomsterne i Glassene; men jeg seer videre frem, jeg seer Skovbunden i Frederiksberg Have, bestrøet med baade Gult, Hvidt og Blaat, og — om jeg end ikke bliver glad ved at see dette, saa elsker jeg dog baade Synet og Tanken. Ja, her sneer det, store, brede, løse Flokke, som lægge sig i store, tætte Masser over baade Huse og Veje; selv Baadene laa igaar paa Vaagen med sin smukke, glinsende Last af Sne, der kun sørgeligt erstatter Fiskets mere vægtfulde Mængde. Her er nemlig intet Fiskeri, og Hundreder af de med godt Haab indlastede Baade have efterhaanden udlosset dette og ere dragne bort med uforrettet Sag. Det er ubeskrivelig haardt for hele Kysten; thi Vardø er jo det største Fiskevær i Norge. Og Fisken gaaer i tykke Stimer en tre Mile fra Land; men man er ikke belavet paa at tage den der, og saa faaer man Intet. „Kom til mig“, siger Torsken, „jeg har saalænge umaget mig med at komme til Jer!“

Men her burde jo være andre Grejer; man er kommet saa nemt til det, at en større Ulejlighed ligefrem maa aftvinges Befolkningen ved Sult — den rene, nøgne Dødssult; de lære ikke af Smaaomstændighederne, de ere for vante med at lide Ondt.

Jeg — eller rettere: Dorthea — har saaet lidt Frø i nogle Urtepotter, og de er for største Delen kommet op. Men som det dog glæder mit Øje at s. 227se de smaa grønne Spirer, og saasom de vække Tanken paa andre, større Skud i Naturen dernede under Sydens Sol! Her voxer en liden, forkrøblet Blomst; et Fingerbred kommer den i højeste Lag over Jordskorpen; det er en gul Viol. Den var inde i Sydvaranger stor og rig, ligesom den violette i Danmark, og dufter ligedan, men svagere. Den maa jeg se til, om jeg ikke skulde kunne faa den med mig til København. Der voxer ogsaa en vild Rosmarin i Sydvaranger, og den kan jeg faa Frøet af; den dufter meget stærkt. I det Hele: nu, da mit Ophold nærmer sig imod Afslutningen, føler jeg, at der er Mangt og Meget, som jeg baade skulde erindre og vide bedre, end jeg gør, og det giver mig ofte urolige Tanker. Men man kommer ikke videre, end man kan, skøndt det nok bagefter vil stille sig, som om man havde kunnet meget Mere, hvis man havde anvendt lidt større Tryk paa Kadaveret. Endnu maa jeg formelig existere ved Hjælp af Kinin, den ægte nemlig. Hver Aften maa jeg tage mig en Dosis, og da gaaer det; jeg ophørte i en 14 Dage, og da gik det ikke — eller rettere: det gik bag ad Dansen. Men nu skinner atter den dejlige Sol indtil Kl. 9 1 Aften, og hele Himlen flammer af Rødt og Blaat, til den atter stiger op af Horizonten. Om 14 Dage have vi Midnatssolen tilbage, det evige Lys, det evige Liv med den. Hvad det vil sige, hvordan det seer ud — umueligt at berette! Hvad der til hver Fiber gennemtrænger Mennesket, kan ikke mere udtales: thi det leves. Man fremgaaer som et Produkt deraf — saalænge s. 228det varer. Det knoppes, det blomstrer og det sætter Frugt i en og samme Stemning; det er kun det Relative, som kan rigtig skildres; thi der ligger endnu noget Uopnaaet og giver Længsel — og det er i Længslen man skriver.

15*