Bergen, d. 1.—4. Juni 1857.
Til Samme.
Er det maaske snart et Fjerdingaar, siden jeg skrev til Dem? Jeg troer det næsten. Men De er jo den Samme, ikke sandt? O, gid jeg var i Kjøbenhavn! Gid jeg stod blot en Time eller rettere laa under Vaarens lysegrønne Telte der, hvor det seer ud fra Skoven, som Skibene svømmede langs Trætoppene.— Her er jo ogsaa Sommer og salig Velstand i Naturen; men her er ingen Skove, her er ikke denne dybe Tavshed, den svalende Fred, som findes i de store Skove, og som har tyktes Balsam for hvert Saar og Løfte for hvert Savn. Jeg kender i mit brogede Minde Intet, som har budt mit Sind en saadan Husvalelse som Ensomheden og Tavsheden i Skyggen af et mægtigt Træ; thi — ikke sandt? — det staaer saa forunderlig imponerende der, ret som et af disse rolige Væsener, der saa godt forstaa sig paa Andres Kampe, fordi de selv kende Betingelserne derfor, men hos hvilke Lidenskaben ikke længer er Regulator for Handlingen. Men — ja, skal jeg tale mere herom? Faaer jeg Lov?
s. 35Se, naar jeg træffer paa et saadant stille Menneske, der ligesom har faaet Alt ind under Harmonien, der folder Hænderne og siger: „Mig ske, som Du vil!“, der drikker med Maade af hvert Bæger, Livet rækker ham, ja, der endog stille og sindigt puster Skummet tilside — det brusende, endnu gærende Stof — og drikker langsomt, skøndt Tørsten brænder, dette Menneske, der seer ned paa den bevægede Sjæl, som jubler og fortvivler i Nuets hurtige Skiften, ligesom Moderen paa Barnets heftige Udbrud, og hvis Blikke bestandig sige: „Det gaaer nok over!“, nej, en saadan Overlegenhed piner! af en saadan Nærhed føler jeg mig beroliget og svalet for en Stund, men omsider ængstet, jeg kan næsten sige: forskrækket. Det Samme føler jeg i Naturen, ude paa det store, stille Hav og i de tavse Skove; mon det ikke ligger deri, at man [der] er saa ene med sig selv, følgelig ene med Gud, med Dommeren? Jeg mener Jo. Vi kunne vel tykkes os ene med ham; men vi ere det virkelig sjældent; thi Distraktioner af enhver Art følge os i Kirken, i Hjemmet, ude i Livet, kort: overalt. Jeg gaaer sjældent i Kirke. „En Præstekone!“ siger De vel, min Kære! Ja, sandt nok; men det er dog saaledes.Jeg finder ikke der den Opbyggelse, ikke den inderlig stærke Tilnærmelse til Gud, som jeg føler Trang til i Bønnens Time, og gaa der for en Forms Skyld er mig uhyggeligt. Men, naar jeg gaaer min ensomme Morgenvandring, holder jeg Andagt med Fuglene og med hvert spirende Straa paa Marken. Der opgør jeg Gaarsdagens Regnskab,s. 36krymper mig under Svøben og griber Forsættet, det gode Forsæt for Dagens Idræt, og jeg føler mig da saa nær Gud, saa fuld af Kærlighed og forsonet med den hele Verden. Det hænder nu undertiden, jeg falder, saa lang jeg er, men kun til min egen store Fornøjelse; thi jeg er ene; men saa vide gaa mine Tanker, at jeg taber det ydre Øjemaal og falder. Ja, sandelig, der har jeg havt mangen Samtale med Dem! Men, veed De hvad, De forekommer mig da stundum for højt over mig, De er for stærk, og dog vilde jeg ikke have Dem et Haarsbred anderledes. Mine Venner maa være stærkere end jeg, det er en af mine Fordringer.
3*
Vi talede sidst lidt sammen, husker jeg, om vor Læsning. De anbefaler mig Søren Kierkegaard; min Kære, jeg læser Ingen hellere end ham, jeg kan næsten sige, at jeg læser ham bestandig, ligesom jeg bestandig læser Shakespeare; disse to Aander kunne ogsaa give En Reflexionsstof for en Levetid, og sandelig: har man faaet Sansen ret vakt for denne Læsning, trænger man fast altid en aabenslaaet Bog af disse Forfattere. Men — hvor forskellige! Shakespeare staaer i en aaben Dissektionsstue, Forretningen holdes offentligt, vi se ham med Kniven, vi følge med Snittet, Saaret gaber, vi se, vi forstaa, Daglyset skinner paa det Hele, og den Rædsel, vi føle, er Dagens Skræk, Dagens Erkendelse. Søren Kierkegaard lukker os hemmeligt ind ved Nattetid, et magisk Lys brænder, vi ræddes ved vor egen Skygge; langsomt og forsigtigt dissekerer han, intet voldsomt Snit aabner os pludseligt Vejen for det s. 37forskende Blik, men lidt efter lidt følge vi efter Anelsen og opdage den hele Udstrækning af Saar, af Usundhed og Jammer. Forskrækkes vi? Ja, men vi end mere end forskrækkes, vi gyse; dette er Nattens Gysen, Nattens Erkendelse. Men troer De, jeg ikke har læst „Enten — Eller“? Første Del naturligvis, der er saa sælsom fristende, anden Del gaaer jo ud paa at finde det Etiske, at finde og gribe den alvorlige Side i Alt — det evige Alvor. Jeg tilstaaer Dem, at jeg finder den meget svær at læse; thi man læser da ikke blot for at have læst denne Bog, men for at have tilegnet sig den, og, da er den svær, da er den et Arbejde for hele Livet og det rette Udbytte, Tilegnelsen, Aandens Daab i dette Styrkebad, o, sikkerlig, sikkerlig griber man ikke dette i de unge Aar. Mere end Elementærklasserne maa gennemgaaes, før Sindet bøjer sig og slaaer ind paa denne Sti. Imidlertid kan det ikke negtes, at Søren Kierkegaard leger lidt med Ord og Perioder; dog — Solen har jo Pletter.
Ja, De har Ret, min Kære, vil man af Læsning vinde det rette Udbytte, maa man ikke lade sig forlokke af det Fristende i den svævende, uregelmæssige Lekture. Historien er altid en af de solideste Grundstene i denne Bygning, og, har man ikke lagt den, maa den lægges. Det er naturligvis ikke for at kunne erindre og opregne Datummer og Begivenheder, ikke for at kunne sige, at man kender den velsignede, umaadelige Hohenstaufernes Historie, men for at eje Sammenligningsævnen, og denne er at vinde ved Læsningen af Menneskets Historie.s. 38Imidlertid bør man aldrig forglemme sine Yndlinge, Studium og Rekreation; det er Kompassets rette Visning paa dette Hav, saa fuldt af Skær og Hvirvler, med Bredder saa hule, saa blomsterklædte og vinkende.
O, hvilken Velsignelse for Menneskeheden er ikke Literaturen! Men paa den anden Side: hvor bedrøveligt hæmmer den ikke Selvvirksomheden! Læg Mærke til Mennesket! Ikke En af Tyve har læst selvstændigt, saa Tanken har arbejdet; nej, trælbundne have de fulgt med; sandt i evig Betydning eller ej — lige godt! Det staaer paa Prent, paa Prent! Saaledes lammes Aanden ved Læsning, den faaer Føden leveret tilberedt — for Pokker, naar de stegte Duer flyve os i Munden, Hvormange ville da umage sig med at fange og plukke dem! Men saaledes kan jo egentlig Alt i denne Verden blive til Gift. Gud har givet en hel, fuldendt Skabning, herlig i Alt, god for Alle, han kan dog ikke gøre for, at Den, der skulde nære sig af Rosens Blad, bider Tidslen og stikker sig — han gav os jo Fornuft af fri Villie. Harmoni er her, hvor vi vende os i Naturen; men Mennesket løber mod Træet istedenfor at betragte det; i første Tilfælde skriger han — Disharmoni — i sidste vilde han have sunget.
Altsaa: De gribes — som jeg — af Kunstens Storhed. Gud ske Lov! Det er en til af mine Fordringer. Men, om jeg endog maa indrømme Dem Ret i den Paastand, at vi dog altid sætte Noget til derpaa af vort evige Væsen, [saa vil jeg tilføje,] at dette er kun at anse som en Aareladning; det reproducerer s. 39sig hurtig ligesom Blodet, og ligesom dette formindskes det kun i kvalitativ og kvantitativ Forstand ved en altfor voldsom Udtømning. Gud veed, om vi ikke som Beskuere af Kunsten staa i et lykkeligere Forhold til den end selve Kunstneren; thi som hin nyder jeg dog mere umiddelbart, som denne mere efter Overbeviisning. Læg Mærke til Botanikeren; hans første Udbrud, naar han seer en Blomst, er dens systematiske Navn, og, mens han ramser op det stive Navn, har jeg alt indsuget, med hele min Sjæl optaget, dens Duft og Billede i mig; mon jeg ikke er den Rigeste? Jeg har mangegange ærgret mig over Kunstneren ligeover for et Kunstværk, hvorledes han først har malt og vejet og dernæst i den ham egne Terminologi udtalt sig, først stykkeviis, saa [om] Totalbilledet; hvor meget mere poetisk er dog ikke det Modsatte! Jeg glemmer aldrig det Uhyggelige ved Høedts Maner at tale paa om sine Roller. Efter den at dømme fik man ikke det Begreb, at han opfattede dem æstetisk, det skal Gud vide! Men det er ogsaa sandt, at efter hans Bog at dømme har han da de mest forvirrede Begreber om Æstetik. Siig mig dog i Guds Navn: hvorfra faaer et Menneske Mod til at underkaste Sligt den offentlige Menings Kendelse? O, jeg har følt mig inderlig pint ved at læse den! Hvad er det dog for en vanvittig Paastand, at Jøderne ingen Kunst havde! Jøderne ingen Kunst! Han maa vel mene Skuespilkunst; thi i deres Helligdom var Kunsten præget, og Musikken havde en Fuldkommenhed, som vel var Kunst, skal jeg tro. Og deres Bygningsmaade!s. 40Nej, det er dog at gaa for vidt i sin elskværdige Selvtillid! Bogen indeholder egentlig en Samtale; i Talens Løb kan siges Meget; men det kan ogsaa ligesaa hurtig bestrides, og det har jo langtfra den Prætension som det trykte Ord. Jeg kan ikke beskrive Dem, til hvilken Grad jeg har hørt denne „Høedts Bog“ railleret, og jeg har ikke vidst at sige Noget til dens Forsvar; thi det kan lidet nytte, han forsikrer, at „det er hans Overbeviisning“, hvoraf han øser; jeg skal sige Dem i al Fortrolighed, at Høedt har ingen saadan inderlig Overbeviisning, som han staaer ligeoverfor, han har ingen saadan kraftig Baggrund i sit Væsen, ikke Aandens Styrkebelte, nej — desværre, hans Stræben er udad, om end den, let betragtet, kan synes fremad, og, ikke sandt, naar man desuagtet hænger ved ham, holder af ham, da har det sin Grund i vort eget Væsens Kraft, ikke i hans.
Hvor der er godt hos mig her i min lille Stue! Her er en Blomsterduft — det var igaar d. 3. Juni, min Fødselsdag — o, en saadan Masse af de kosteligste Blomster vrimle i Vaser, Glas og Fade omkring mig. Jeg kan erindre, at jeg som ung lagde en Natviol paa min Hovedpude om Natten for at sove i Blomsterduft; endnu bruger jeg at have en hel Skaal fuld af stærktlugtende Blomster, hvor jeg sover, og jeg føler mig saa vel derved. Fire unge Koner vare hos mig — Resten en hel Del unge Piger. Alle med Blomster! Hvad synes De? Hvor jeg liker godt at have disse unge Væsener omkring mig; de ere, uden at vide det, dog saa s. 41spændte paa Fremtiden; hvert Ord, de sige, viser hen paa dette forunderlige, usikre Stade; de ere næsten som paa en Rejse, og paa Stationen staaer jo han i Illusionens Glorie og venter paa dem med aabne Arme; de ankomme endelig — han staaer rygende paa en Cigar, en Flaske Bajersk 01 foran sig og Hænderne i Lommen! Stakkels Smaa! Af den Grund maa de selv hoppe ud, naar Toget standser. —
Hvor jeg dog glæder mig ubeskriveligt til at rejse og til at genvinde min Aandsfriskhed; thi den er dalet betydeligt i Vinter under mine pinende Sygdomme. Og jeg skal bo ved Rhinen, ved dens dejlige Bredder! O, veed De hvad, man trænger dog, hvor godt man end kan have det i det stille Hjem, til at ryste Støvet af Vingerne; thi [ellers] kan man til Slut ikke engang løfte dem.
Farvel, min prægtige, oprigtige Veninde! O, Sandheden er mit Løsen, mit Valgsprog, min Lidenskab — Sandheden frem for Alt! —
Omtrent paa dette Tidspunkt trak Henrik Ibsen sig tilbage fra sin Instruktørvirksomhed ved Bergens Teater, hvor han havde virket i 7 Aar. Under sit Ophold i Byen var han bleven forlovet med Fru Thoresens Stifdatter Susanna. Fru Thoresen har skildret Begivenheden saaledes: „Den Forlovelse gik meget stille af og gav ikke ringeste Anledning til store Stemningsudbrud. Henrik Ibsen var en tavs, tilbagetrukken Person, hvem Ingen kom nærmere end han ønskede. Denne stærke Reservation blev det Vaaben, hvormed han holdt Pladsen ryddet omkring sig, saa ikke hverken Nysgerrigheden eller Forfængeligheden fik komme ham nær.s. 42Dette skete dog uden nogensomhelst Krænkelse for Vedkommende. Selv i en mere inspireret Stemning, hvor han paa en Maade reves med i Ordvexlingens hurtige Sprang og Løb, var hans Personlighed paa Vagt, og de bekendte „tre Skridt fra Livet“ blev aldrig overtraadt. Ja endogsaa overfor Kvinden, der kom ham villig og beundrende imøde, var han tilsyneladende uden den Hengivelse, som bøjede sig for hendes bedaarende Magt. Han havde som ung en vis Kejtethed i Væsen, en Famlen efter Fodfæstet, som nok hos En og Anden kunde have givet Vink om Konfusion i Tankerne. Men hans klare Øjesyn var saa fast og sikkert, at Ingen kunde tvivle om, at den Mand kendte sit Maal. Men uvilkaarlig trak man dog paa Smilebaandet.“
Men henimod Jul 1857 afløstes Ibsen af den femogty veaarige Bjørnstjerne Bjørnson, der overtog Teatrets artistiske Styrelse.
Det varede ikke længe, inden han mødtes med Magdalene Thoresen. De to stærke Mennesker fandt straks Vej til hinanden. Saalænge de gik paa Jorden, krydsedes deres Livsbaner i en afvexlende Tiltrækning og Frastødning. Hun fortalte senere om dette deres første Møde: Bjørnson havde skildret sit Indtryk med disse Ord: „Hun drog saa stærkt; men kom man til hende, mærkede man, hun havde en liden kold, skarp Dolk, hvormed hun værgede sig.“ Og da Magdalene Thoresen hørte om disse Ord, svarede hun: „Javist; jeg har altid haft Øjeblikke, i hvilke der gik isnende Kulde ud fra mig. Denne Kølighed har været fornøden, hvis der skulde komme Klarhed i min ellers næsten for varme Natur. Jeg fører altid med mig en blank, kold Le, hvormed jeg rydder min Vej. Jeg hader dette hos Mændene, at de troer, de kan tilbunds gennemskue og erobre en Kvinde. Det er deres Forfængelighed. Nej, de skal vide, at der i Kvindens Natur er visse Ting, som en Mand aldrig faaer at vide; thi den vilde i saa Fald blive ham fremmed.“
s. 43Bjørnson blev snart Gæst i det Thoresenske Hjem. Og med Henblik paa de Dage fortalte Fru Thoresen senere hen: „Jeg har det ved mig, at jeg lige strax veed, om jeg gør Indtryk paa Andre og faaer Magt over dem. Det var Tilfældet med Bjørnson. Vi To forstod strax hinanden, vi havde Instinkter sammen. Først da jeg traf ham, blev jeg mig min Naturgrund bevidst; det var, som jeg atter mødte min Far og Farmor, og jeg overvældedes deraf. Da blev jeg født paany, jeg blev klar paa mig selv, jeg blev først egentlig derigennem Forfatterinde. Ingen har været mig aandeligt saa nær beslægtet som han; han er virkelig min aandelige Fader. Jeg maatte elske ham.“
Og Bjørnson blev hendes gode Ven, der gerne lyttede til de Digte, hun forelæste ham, og hvoraf mere end et var en let tilsløret poetisk Kærlighedshyldest. Han paatog sig Udgivelsen af endel af disse Digte, som udkom nogle Aar efter under den lidt underlige Titel »Digte af en Dame“, med Bjørnsons Navn som Udgiver paa Titelbladet. Thi Dame-Begrebet er ganske inkommensurabelt med Magdalene Thoresens Personlighed. Hun var Kvinde, ikke Dame.
Mange Aar efter fortalte hun til Nicolai Bøgh saaledes om denne ildnende Tid: „Han har ikke paavirket mig gennem sine Skrifter, men gennem sin Person. Bjørnson var rent ud vidunderlig. Naar han var hos mig, kunde han en halv Time gaa op og ned ad Gulvet og forklare mig mit eget Væsen. Overfor mig havde han altid Divinationsevne, han forstod mig af Instinkt. Han gjorde mig klar paa, at det var Naturgrunden i mig, jeg maatte arbejde med, og den megen Kundskabstilegnelse, det store Studium i Bøgerne, det laa slet ikke for mig. Saa tilsidst sagde han: „Nej Du, nu gaaer jeg! Nu hvælver Kirken sig højt over mig. Farvel, Du!“ — Nej, den Magt han havde over mig. Og jeg seer nok mig selv i hende i „Redaktøren“, hende med Diamantringen paa Fingeren. Dengang var han mig som en Guddomslue;s. 44jeg beregnede ham ikke, jeg vidste blot, at naar han slog ned, traf Ilden mig. Dengang var hans Ydre mig som en ung Jupiters, som den dejlige i Vatikanet. Og Bjørnson sagde engang om hende: „Hun er et Menneske, som kun bryder sig om det væsentlige. Skub alle Smaating tilside, og døm hende efter det væsentlige. Den Dom bliver rigtig, og saa er hun stor.“
Efter lang Tids Svagelighed døde Provst Thoresen ved Midsommer 1858. Tre Maaneder efter giftede Bjørnson sig, og dermed blev det korte inciterende Samliv brudt.
Vanskelige Tider brød nu ind. Økonomisk var hun kun svagt betrygget gennem en Enkepension; men af sit eget Ægteskab havde hun fire Børn at forsørge. Hun begyndte da at tænke paa at leve af sin Pen. 1 Decbr. 1858 stod anonymt at læse i „Illustr. Nyhedsblad“ en Fortælling „En Aften i Bergen“. Snart efter fik hun et utrykt Drama „Lys og Skygge“ opført paa Bergens Teater. Og Forfattervirksomheden skulde nu drives som en Opdragelse for hendes Person og som en Pligt for derved at tjene til Familiens Underhold.
Men Bergen syntes hende ikke Stedet for denne Virksomhed, og 1861 sejlede hun da ned til sit Barndomsland og tog de næste fem Aar Ophold i Kjøbenhavn.
Til Trods for ret trykkende økonomiske Forhold, dem Magdalene Thoresen dog havde en lykkelig Evne til at se over Hovedet, blev disse Aar nogle af de bedste i hendes Liv. Efter en Debut i „Illustr. Tidende“ fik hun 1862 sit første Bind „Fortællinger“ frem, væsentlig bygget over Indtryk fra Norge („Studenten“; „Fra Sognefjord“; „Fra Hardanger“); de udkom hos Gyldendal, der Aaret efter ogsaa forlagde „Signes Historie“.
I Kjøbenhavn fornyede hun Bekendtskab med sin tidligere Korrespondent, Frk. Hanna Wiehe, og gennem hende droges hun ind i et inderligt Venskab med Tvillingsøstrene Mathilde og Julie Reinhardt, 1) som sammen s. 45med deres ugifte Broder, Professor zool. Johs. Reinhardt (1816—82), beboede et fornemt gammelt Landhus med en dejlig Have i Frederiksberg Allé. Det var et Hjem med „Guldalder“-Minder og stærke aandelige Interesser, som man kan se det af Mathilde Reiehardts „Livserindringer“. Magdalene Thoresen fandt sig hurtig til Rette i dette, det ugifte Søskendehjem og knyttedes navnlig med stærke Venskabsbaand til Mathilde Reinhardt. Her lærte hun ogsaa Fru Heiberg at kende og blev Gæst i dennes Hjem. Men navnlig imponeredes hun af Filosoffen, Professor Rasmus Nielsens Personlighed og af hans Forelæsninger for „dannede Tilhørere af begge Køn“. I 1866 var Magdalene Thoresens Position i Kjøbenhavn allerede saa befæstet, at den unge Mag. Georg Brandes, som kom i hendes Hjem, kunde biografere hende i Bourgeoisiets fineste Blad „Illustreret Tidende“ (22. April).
Personlige Forhold indenfor Familien bragte imidlertid Magdalene Thoresen til i 1866 at vende Kursen hjem mod Norge. Hun var jo norsk Borgerinde, og hendes Tragten gik ud paa at blive norsk Forfatterinde. „Hvor Fuglen faar Vinger og Sangens Røst, der er jo dens Hjem paa Jorden.“
Det blev dog en brydsom Tid de følgende Aar, ofte med Næringssorgerne bankende paa Døren. I Christiania, hvor hun fæstede Bo, kom hun meget i det Sarsske Hjem. Hos Bjørnsons kom hun ogsaa. Men Forholdet var kølnet. „Efter vort Samliv i Bergen var hans Mission med mig endt.“ Og hun fortalte, at da hun var Gæst ved hans store Bord og alle smigrede og beundrede ham, sagde hun engang: „Du sidder der, Bjørnson, og er rørt over din egen Storhed og Vidunderlighed!“ Saa blev han vred. „Aldrig har jeg lidt ved at se nogen ødelægge sig og fortabe sig i Forfængelighed som overfor ham. Han vil beundres, ligegyldigt af Hvem, han vil løftes op, og kan det ikke blive paa den rene Bølge, saa bliver det paa den snavsede. Sligt hader jeg. I Længden s. 46kunde vi ikke følges. Han er i alle Ting en Tilfældighedernes Mand; jeg lader altid min Vilje styre mig. Han tør ophidse gennem Agitation; men naar han selv skal tage Følgerne, flygter han, for han er i Virkeligheden fej. I ham har jeg seet det Ledeste sammenblandet med noget af det Største og Første, jeg har truffet hos noget Menneske. I Christiania var han ofte raa, ja han hundsede mig, men alligevel holdt jeg ud med ham i fire Aar.“
Hun følte sig ikke glad i disse Aar. Om hendes Liv giver de følgende Breve til Mathilde Reinhardt, Johanne Wiehe og Fru Heiberg det klareste Indtryk: