Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Bøgh, Nicolai Seidelin FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1896-06-24)

Til NiC. Bøgh.
St. Hansdag 1896.

Jeg er svag, mere svag end nogensinde; men det er alligevel, som jeg var indvortes rask og frisk. Ikke et Fnug af denne Verdens Vrøvl findes nogensteds. Jeg har aldrig oplevet Noget af den Art før. Der kom en 3—4 Dage efter min Sygdom, hvori Kræfterne truede med rent at producere [sic] Livets Behov, og jeg følte det, som om jeg sagteligt gled ud af Tilværelsen. Der var ikke et Tryk i nogen Retning, ikke en Frygt, ikke et Savn. Jeg vidste hverken af Alder eller af Skæbne — jeg var, som sagt, uden for Livet. Men hele min Sjæl var fyldt af Poesi, en Digtning uden Ord. Dette lyder saa stort; men det er ikke Skryd og endnu mindre Snak. Var jeg død i de Dage, var jeg død i Poesiens dejlige Land, død i den hellige Skønhedens Verden, som min Sjæl har vogtet for, selv under de vildeste Storme af mit Liv. Men jeg skulde leve videre! Saa lister nu Livet sig frem paany — mod Handlingens Stævne. Min Tanke klarer sig, og Villien tager sine Maal; men i mit s. 241Hjærte sukker Ydmygheden: »Gud være min Hjælper!“

Om jeg kan magte den Ting at flytte ud paa Landet, kommer an paa. Det skeer naturligvis; men, hvorvidt Kræfterne vare til det, veed jeg først bagefter.

Brevene blive nu færre og kortere. Men i sit firsinstyvende Aar evner Magdalene Thoresen endnu at udsende et Bind Fortællinger. Hendes Fødselsdag d. 3. Juni 1899 fejredes under megen Tilslutning med et Festmaaltid, og Fortjenstmedaljen i Guld, baade den danske og norske, tilkendtes hende. Nogle Aar forud var en mindre Digterpension paa den danske Finanslov bleven hende tildelt.

I Foraaret 1900 faldt det tungt paa hendes Sind, at hun mistede sine mest trofaste Venner, Tvillingparret Mathilde og Julie Reinhardt, der bortkaldtes med otte Dages Mellemrum.