Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1856-03-30)

Bergen, den 30. Marts 1856.
Til Samme.

Min Kære! Aldrig kunde jeg misforstaa Deres kærlige Mening, og det stod slet til med min Stræben efter Sandhed, om jeg kunde ønske mine Venners Ros, hvor Dadel laa nærmest. Jeg har ydmygst og inderligst erkendt, at De har Ret; men, som hin Græker, der traadte frem paa Torvet i Athen og viste Folket sin Sko, hvilken Alle fandt at være i enhver Henseende udmærket, og som han forsikrede dog trykkede der, hvor Ingen anede det — som han siger jeg: „Sandelig, Skoen trykker der,s. 13hvor Ingen aner.“ Maaske burde jeg ikke have skrevet Dem dette lille, ufuldstændige Brev til; men De vilde gærne høre snart fra mig, og til en større Udvikling af min Natur levnes der idag ingen Tid. Vil De imidtid love mig Overbærenhed og Interesse, skal jeg nøje forklare mig for Dem; nogle Pagina af mit Livs Bog skal jeg læse op for Dem; men det er sandelig ikke til en Lystvandring i en Rosengaard, jeg indbyder. Dog, De har vel sagtens erfaret saa meget Bittert her i Verden, at De ikke i den Retning trænger til at opereres for den sorte Stær. Dette Brev er altsaa blot at betragte som en avant-faire-droit, og det, som snart skal arrivere, [bliver] den egentlige Besvarelse paa Deres kære, kærkomne Brev.

Min Mand ligger syg fremdeles, og Livet heromkring mig er en mørk Monotoni, som til en Tid befrugter Sjælen, men omsider slapper den.

Jeg har i disse Dage skrevet en Prolog til en privat Forestilling paa Teatret her, hvilken har til Hensigt at samle Penge til en Jomfru-Stiftelse. Jeg fik den i dette Øjeblik tilbage; Ingen kan fremsige den — Bæster! Om Forladelse!

Naar jeg nu i mit næste Brev taler Ærlighedens Sprog, vil De da ikke vende Dem fra mig? Sæt nu, jeg tabte Dem — nu, da jeg kunde have saamegen Glæde af Dem, maaske Trøst — sæt dette! Lev vel! Vi tales snart atter ved!