Christiania, d. 8. Dec. 1868.
Til Fru Heiberg.
Min kære, kære Frue! Hvor dybt jeg beklager, at jeg ikke fik tale med Dem før min Afrejse! Der var Saameget, jeg da trængte til at tale med Dem om, saaledes min Oplæsning, en Fremtidsvirksomhed, grundet paa dette Foretagende, og andet Mere, som De med Deres geniale og dog saa sunde Opfattelse kan give Vejledning i. Jeg har siden min Hjemkomst henlevet min Tid næsten udelukket fra Christiania-Verdenen, og derved har jeg sikkerlig Intet tabt. Mig forekommer det, saa vidt jeg efter Reflexen kan bedømme Hovedklangen, at her er en Hoben urene Kræfter i Bevægelse. Misundelse og Bagtalelse, skjult Arrogance og aaben Ondskab, blande sig til et Hyl omkring de Steder, hvorfra Harmonien skulde udgaa. Teatret er nu paa Grund af Vrøvl — thi intet Andet er det, Forfængelighedens usle Vrøvl paa alle Steder — overgivet til Rutinens klingende Kanefart, og Christianiafolket kan endelig faa sig mættet paa den Lethed, som salig Carl Borgaard led og stred for at skaffe dem — paa alt Højeres og Dyberes Bekostning. 1) En Scene, oparbejdet fra Personlighedens Grund, med Poesiens Malm og Fyld, det har man givet Slip paa, da man af de futile Grunde slap Bjørnson. Ja, Bjørnson er jo ikke nogen ædel Mand, det kan jeg i Sandhed have Lov til at sige; men, hvor han arbejder for en Sag, der har han en stor Indsats at give baade i Begavelse og Personlighed.s. 125Man sige længe nok, at han er Egoist, at han rigtignok sætter sig helt ind, men kun for at drage sig selv helt ud som et Resultat af Striden. Ja! Men hvor ere de store Sejre — Kultur- og Verdens- Sejre vundne uden der, hvor en Personlighed har været stor nok til at identificere sig med Sagen for at staa og falde med den! En er der jo i Alt, som gør sig selv til Sagen og samler alle de spredte Kræfter til et Slag for den. Ak, jeg holder mig nok udenfor; men jeg lider og frydes dog ved Hvad der skeer omkring mig, og jeg har stundum — og netop i Frastand — en saa stærk Fornæmmelse af Fejlgrebene, at jeg er lige ved at styrte mig ud i Kampen og raabe mit Halløj. Men, Gud ske Lov, jeg er endelig blevet saa gammel — ikke af Erfaring, men af Smerte — at jeg kan tæmme min Iver. Jeg sidder stille, ak, saa stille, at jeg hører den Stilhed, hvori jeg sidder. Og her prøver jeg den menneskelige Kraft i mit Væsen, om jeg til Uretten og Ondskaben kan sige med Sandhed: „Jeg tilgiver,“ og om jeg fra dette opnaaede Standpunkt vil kunne sige: „Gud velsigne Jer Alle!“ Ja, sandelig, jeg er bleven prøvet dette Aar, og kan jeg faa det til at glide hen over mit Liv uden at afsætte Nag og Bitterhed, da har jeg endnu Mer end før at takke Gud for. — En Specialitet føler jeg stor Trang til at fortælle Dem, og det har jeg følt lige siden min Hjemkomst; thi jeg troer, De vil forstaa mig, at sige: hvis De troer mig. Troer De mig ikke, da er det Hele Dem naturligvis en Udflugt, et Fif, eller Hvad det nu kan hedde.s. 126Bjørnson har heroppe sagt — som Undskyldning for, at han havde erklæret aldrig at ville have Noget med mig at gøre, ja, at han endog havde bedet Dem gøre mig opmærksom herpaa — at „Min Bedstemoders Fortælling“ var en fuldstændig Kopi af ham, hans Hustru og mig selv, kort: en Offentliggørelse af hele vort — som han kalder det — aandelige Ægteskab. Ja, han har betroet mine Venner, at han kendte den igen, Replik for Replik. Derved, kan De vide, er han jo blevet berettiget til at trække sig tilbage fra min Omgang. Dommen over dette Foretagende troer jeg nok, at jeg som Kvinde trygt kan overlade til Andre — selv mine Ikke-Velyndere. Men med Hensyn til Bogen vil jeg tale og engang — om Gud giver mig Leveaar — offentligt klare Sagen; thi mine Bøger ere min Sjæls Børn, og, naar man lyver paa dem, da skal jeg vide at tage dem i Forsvar mod Uforstand og ond Villie; i en Bedømmelse har jeg kun en gemt Taare og et hemmeligt Suk; men mod Løgnen har jeg Sandhedens uforfærdede Mod. De vil høre mig! Jeg havde skrevet en Fortælling til den norske Samling „Ved Løvfaldstid“, og jeg havde følt en underlig dyb Misfornøjelse med den, den var næsten „Min Bedstemoders Fortælling“ omvendt. Den hang saa besynderligt udenpaa, og jeg var just i den Tid saa dyb i mit Sind, at jeg næsten ikke fik et Ord frem, som ikke min egen Følelse, min indre Dommer forkastede som kold og affekteret. Da sprang paa eengang — jeg kan sige: hovedkuls — hele min Følelse op i Fortællingen. Den gamle Jomfru, jeg havde s. 127skildret — med sin røde Næse — blev til min Enke. Flere Kvinder, jeg havde mødt i Livet som stille Koner og Mødre, men hvis hurtige, ved Anledning opflammende Væsen forraadede den Ild, som aldrig blev brugt, slog jeg sammen og fik endelig en saadan Force lagt paa en Enkelt, at jeg i hendes Sjæl kunde rejse Miraklet. Kærligheden er i den unge Alder ikke et Mirakkel, ligesaa lidt som Troen i den Sjæl, hvor aldrig Tvivlen har nedtraadt Grunden. Det var Miraklet, jeg vilde skildre. Jeg tog dertil en af disse Kvinder med det stille, stærke, lidt døsige Ydre, som, formskønne og sunde, ingen egentlig Tiltrækning have, før Sjælelivet flammer op; men da studser en Mand foran dem. Hende gav jeg da først den lange Forberedelse, dernæst den stundvise Opvaagnen i Naturlivet til Forstaaelse af sin egen Fordring og Ret — husk paa, hun forstod først sit Savn gennem Aanden i Naturen — og endelig gav jeg hende det Møde med Livet, som rejste Miraklet. At jeg valgte denne Mand, blond og leende, ja, straalende med, — min Gud, er det derfor Bjørnson? Jeg maatte have en Lyriker, og han stillede sig for mig saaledes. Jeg finder end i denne Stund ikke en eneste Lighed med Bjørnson. Min Lyriker har lokket Haar, hvori Vinden rusker, han har hin friske, hurtige Blenden i sit Ydre, som jeg har seet hos blonde, aandfulde Mænd med de spillende Miner og de klare, smukke Træk. De vide ikke selv af, at de friste en Kvinde; thi deres Ansigt udtrykke Hvad de tænke i en forstærket Grad, og derfor modtages der Mere af dem, end s. 128de selv give, og de love Mere, end de nogensinde kunne holde. Det smukke Bondefruentimmer, som senere træder op i Fortællingen, er for mit indre Syn blond med isblaa, uudgrundelige Øjne. Hun er af disse Dæmoner, som aldrig give sig, aldrig lade sig tage helt; de friste til fuld Besiddelse, ligesom Afgrunden frister til Fald. Et Mandfolk forfølger en saadan Kvinde, uden Kærlighed fristes han af hende, saa han kunde blive vanvittig, og, giver hun Noget — han maa give Mere! Han maa engang faa Magt over hende, engang maa hun give Alt. En saadan Kvinde er som glødende Vin, som Hasardspil, som alle vilde Fristelser; thi hun tager og giver aldrig. Hvor er Ligheden? Jeg kan ikke finde den, omendskøndt jeg har søgt, siden jeg fik det at høre, saa jeg kunde have fundet det mest Forborgne i Erindringen og Anelsen frem; men jeg har ikke kunnet finde den. Det Eneste, jeg kan forstaa, det er, at hele min af Bjørnsons baade Digtning og Personlighed stærkt grebne Sjæl har strømmet over i Sproget og lagt Udtryk og Følelser ind i, som komme ham for Øret lig kendte Toner, og deraf troer han, jeg har villet skildre ham og mig selv. Ja, visselig have Dybderne i mit Sind været aabne for ham i mangen Stund, visselig have de reneste og stærkeste Toner derinde lydt ham imøde og ringet ham til Kirke saamangen Gang; har han fulgt dem med uædle Tanker og et lavt Maal for Øje, det veed jeg ikke Noget om, det er værst for ham, da faaer han skamme sig — jeg behøver det ikke. Jeg er vistnok en stor Fantast; men jeg har s. 129ingen lave Instinkter. At gaa ene og samtalende i en lykkelig Stemning med Bjørnson, veed jeg — selv i denne Stund, hvor jeg sidder med hans uhyggelige Forfølgere omkring mig — har været min største jordiske Lykke, og derfor — som for meget andet Godt og Herligt fra ham — være han evigt velsignet og æret af mig.