Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1867-04-04)

Christiania, 4. Apr. 1867.
Til Samme.

Jeg har været meget syg og modtog Dit kærkomne Brev paa Sygesengen; men jeg er en daarlig Korrespondent; de Stunder, hvori jeg med Inderlighed nærmer mig til mine Venner, forflygtige, saa at sige, gennem Tanker, og min Personlighed kan aldrig møde saa fuldt ud sine Venner i et Brev som i en Samtale. Og dog, der gives Stemninger, som — grebne i Fødselsstunden — kunne træde frem i Formen uden at tabe i Indhold, ja, de voxe endog gennem Formen. Det er disse dramatiske Momenter, som hvert Menneske i enkelte stærkt levede Øjeblikke har — oftest gennem Patos. Og af dem — det er min Trøst — maa Du jo have idetmindste nogle fra min Haand. Tænk Dig, Mathilde, nu er det snart et Aar, siden vi skiltes, siden Skibet gled ud fra Bulværket, og det gav hint frygtelige Ryk i mit hele Væsen. Ja, jeg længes vel did tilbage! Og dog vilde jeg ikke rejse herfra for Alt, hvad jeg vidste. Her er min Plads, og, saa længe jeg kan holde ud, viger jeg ikke; men tænk Dig, min Ven, hvorlænge en Jyde kan holde ud; det er jo, til han gisper i sidste Aandedrag. Dog skal det, om Gud vil, ikke vare saa længe med mig; thi jeg maa faa leve et Par stille Aar, maa faa hvile mig lidt ud paa denne skønne Jord og i mine elskede Venners Omgang.

s. 93Jeg har lovet Goldschmidt en Fortælling til en liden udvalgt Samling, lignende „Vintergrønt“, og som skal udkomme til Efteraaret. Fra Hamilton har jeg ogsaa havt Anmodning ¹Redaktør af „Nord. Tidsskrift for Politik, Ekonomi, Literatur“, Professor Gustaf Hamilton.), og fra min inderste manende Aand om et dramatisk Digt. Desforuden agter jeg — som en Finansoperation — at skrive og oplæse fire mindre Fortællinger til Vinter; men dette er den dybeste Hemmelighed; thi det staaer for mig som et Vovestykke, jeg kun i Betragtning af min Gæld tør vove mig ind paa, om det skeer.

I disse Dage have vi den vidunderligste Nydelse af Bjørnsons Drama „Marie Stuart i Skotland“. Aldrig har jeg seet et Stykke gaa over Scenen med den storslaaede Effekt, og det, uagtet dets Slutning er en Forsagelse, som jo paa ingen Maade er noget dramatisk Begreb. Men hvilke Personligheder voxede ikke frem af disse Ord! Hvilke stærke Præg gav ikke hver eneste Replik Karakteren! Ja, gid det dog maatte blive opført i Danmark; sandelig, det er et fuldstændig Shakespearsk Arbejde og et slaaende Billede af Tidsalderen. Her har det nu gaaet 3 Gange i Rad for pakfuldt Hus, og hvergang har Digteren maattet møde frem til Jubel og Ære; men saa er han saa stille og sød ved alt Dette, saa taknemmelig for Lykken. Nu rejser han snart herfra og bliver Sommeren over paa Landet hos sine Forældre; til Vinter kommer han til Danmark. Da er jeg, saa at sige, ganske alene heroppe. Dog, det skal nok gaa; jeg har Folket med mig, saa langt som jeg bryder mig s. 94om det; maatte jeg blot faa Styrke til at arbejde og Ævne til at skabe.

Har Du alt grønne Grene i Din lille Have? Den søde lille Have! Alle mine Blomster ere gaaet ud i Vinter; kun en Kaktus staaer tilbage, som jeg plejer med stor Omhu, og som af hele Huset kaldes „Professoren“. Jeg faaer da høre et ideligt Drilleri for denne min Omsorg og maa smile til det; thi der er virkelig noget Ihærdigt ved denne Plante ligesom hos den gode Professor i Frederiksberg Allé. Jeg blev ganske rørt over hans venlige Ihukommelse af min Person. Ja, ja, vi har nok endnu ikke afskudt vor sidste Pil. — Men, min søde elskede Julie, hvorledes lever hun? Hun er saa ofte i mine Tanker; thi hun har givet mig Grundtrækket til et Billede. Der er virkelig noget Typeagtigt ved hende.

Min Thomas havde en Rolle i „Marie Stuart“ — stum, men betydelig; han var saa udpræget smuk paa Scenen. Før næste Sæson kommer han ikke frem for Alvor. Han hviler tungt paa mit Hjærte, Mathilde; thi han har en vaklende Karakter, om end hans Natur er ualmindelig.