Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1879-06-24)

Til Mathilde Reinhardt.
Zürich, 24. Juni 1879.

Det gaaer fremdeles lidt fremad med mit Arbejde; men det er svært at faa Stemningen til at leve, blomstre paa de forladte Steder og springe ud. Jeg har i den Retning øst Trøst af en forunderlig Kilde: netop i disse Dage har der her i en Zürich-Avis staaet et Par Optegnelser om berømte Forfatteres Maade at skrive paa, og sandelig gaaer deres Udholdenhed og Besvær næsten over i det Latterlige. Balzac maatte formelig stænge sig inde med Vand og Brød for at bringe Naturen til Lydighed og Arbejde, saa han fik udfyldt alle Mellemrummene af Udkastene til sine Skrifter, og der er dem, som have kæmpet i Maaneder med en eneste Linie. Det Almindelige har været en uendelig Omskriven, Overvejen og Forkastelse, imod hvilken min Prøven og Antagen af Ord og Sætninger er et rent Barneværk. Jeg skriver jo dog fra første Haand; thi af den første Udarbejdelse bruger jeg kun Gangen og Pointerne; min hele Udarbejdelse nu er s. 198for saa vidt ogsaa en Klade. Men, om jeg skrev endnu en, vilde den blive det Samme — og fremdeles; derfor lader jeg nu i Guds Navn staa til og gør det saa godt jeg kan.

Men jeg har jo oplevet en Mærkelighed. Jeg fik et Brev fra Fru Heiberg, som siger, at hun synes, Livet gaaer lidt haardt ind paa mig, og saa lægger hun til: for at være sikker paa, at jeg idetmindste kan gøre en lille Rejse til Norditalien, naar jeg er færdig her, vedlægger hun en Vexel paa 600 Francs. Ja, jeg forsikrer Dig, at jeg blev rørt, dybt rørt. Hun har jo ikke saamange Penge at rutte med, og, uagtet hun naturligvis har hundrede Gange saa meget som jeg Pjalt, saa er det dog et sjældent Venskabsstykke, at hun sender mig dem. Jeg blev næsten beklemt; thi — uagtet min Natur ikke er utaknemmelig — vil jeg dog helst have mindre Gaver at takke for. Men det veed Gud, at jeg med Stolthed kan tage et Stipendium af hende; thi hun gør ikke Sligt uden af et stort Hjærte. Jeg har nu 1500 Francs, naar jeg slaaer bægge Gaverne sammen, og det kunde — i Forening med min lille Pension være nok til mig til en hel italiensk Rejse; men desværre er den forrige kære Gave opbrugt; der har ikke været Andet for — naar man har Noget, saa tager man til det; men jeg har fast bestemt at anse det som et Laan og med Guds Hjælp betale dem tilbage ved Vinterens Begyndelse eller i Vinterens Løb; thi ved Opbruddet herfra gaaer der meget med — det veed jeg forud.