Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1872-04-05)

Til Mathilde Reinhardt.
Christiania, 5. Apr. 1872.

Kæreste Mathilde! Jeg har nu fattet den Bestemmelse at rejse ned til Kjøbenhavn, skøndt jeg har skrækkelig meget imod det, ja, saa Meget, at det er, som en tung Anelse griber mig blot ved Tanken. Imidlertid have vi Mennesker ikke Lov til at gaa efter Anelser, og jeg har derfor ikke tænkt at forandre min Bestemmelse. Jeg kommer i Slutningen af April.

Hertil var jeg kommet den ovenfor anførte Datum; siden den er der hengaaet nogle Dage, hvori Adskilligt har ændret sig. Mit Stykke [„Et rigt s. 162Parti“] skulde opføres her efter en betydelig Ændring, som jeg nylig har foretaget; men Direktøren, til hvem jeg havde skrevet og bedt om at faa det opført før min Afrejse, omkring d. 20., lod mig igaar vide, at, da mit Stykke ikke turde ansees for et Kassestykke, maatte man vente med at give det, til Theatret fik Raad til det. Jeg har da Intet, som holder mig her tilbage. Jeg vil da bryde af og rejse ned til Jer, haabende paa at kunne fortsætte kraftigt der.

11

Vil Du, Mathilde, forhøre Dig lidet Gran om min Bolig i Amaliegade? 1) Det kunde jo blive saa, at jeg intet Bedre fandt og da, om mueligt, installerede mig der, akkurat som før, med lidt Møbler selv og Lidt tillaans hos gode Venner; men, var det mueligt at komme det Frie og Spadsereturene endnu nærmere — baade med Hensyn til Gaden som og til Etagen — da vilde jeg jo være meget glad; dog, i Nærheden af Axel 2) maatte det til enhver Tid være. Der er en saa stor Tvang over mig, at jeg knap kan fuldføre et Æmne ordentlig; men med Guds Hjælp skal jeg vinde lidt mere Styrke, før jeg drager afsted, saa vi ville nok mødes med frejdigt Liv og Haab som altid.

Jeg havde hellere seet Vaaren spire under Birkene; men saa skal jeg dog glæde mig ved at se den i Bøgenes Pragt.

Dette er det sidste Brev, Fru Thoresen for denne Gang afsender fra Christiania. Hun trivedes ikke i Længden deroppe. Officielt angav hun som Aarsag, at s. 163„Byen var for lille til at være stor, og det var netop hvad den gerne vilde være“. Men i Virkeligheden laa der ikke saa lidt personlig Bitterhed over at være miskendt som Forfatterinde bagved hendes Beslutning om atter at flytte ned til sit Fødeland. Stedse var hendes Forhold til Norge dépit amoureux. Hun vilde regnes for norsk Forfatter. „Man tiltroede mig som Danskfødt ikke det rigtige Syn paa norske Forhold, ja der var endog dem, som mente i mine Arbejder at se en Slags Eftergørelse af Bjørnson.“— „Der var mellem Bjørnsons Digtning og mine Smaaarbejder den Slags Forskel, som gjorde enhver Efterligning umulig fra min Side. Nej, hvad jeg skrev, lærte jeg af Naturen og Folket, og jeg eftergjorde ingen. Den Skygge af Lighed, som mulig fandtes mellem Bjørnsons og mine Arbejder, havde maaske sin Grund i, at vi begge grebes stærkt af Hjærtelivet i det menneskelige Stof vi behandlede. — Jeg var Gud ske Lov for selvstændig en Aand og langt fra mig var enhver Snigvej til Fremgang. Jeg satte rigtignok mit Maal højt; men jeg vilde frem ved egne Kræfter og paa egne Veje. At jeg ikke naaede Maalet, er kun altfor vist, men deri er jeg uden Skyld. Derimod troer jeg, at hvis jeg dengang, da jeg endnu ung og fuld af Mod og Tro paa mine Evner, vendte tilbage til Norge, var bleven modtagen med Sympathi, havde jeg maaske faaet den Alen til min Vext, som jeg senere har savnet. Men en saadan Haandsrækning fik jeg ikke — og jeg tabte Modet.“

I Kjøbenhavn fandt Fru Thoresen en Lejlighed paa Sortedams-Dossering; men private Forhold — Sønnen Axel forlod Stillingen som Officersaspirant i den danske Hær for at finde en Ansættelse paa Anker Heegaards Maskinværksteder i Frederiksværk — bevirkede, at hun knap blev her et Aar for derpaa at følge sit yngste Barn til hans Arbejdsplads. Men forinden havde hun sluttet en ny Bog, „Billeder fra Vestkysten af Norge“, som i det hele fik en gunstig Modtagelse i den danske Presse.

11*

s. 164Fra Opholdet i Frederiksværk foreligger kun et Par Breve af Interesse.