Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1881)

Til Samme.
Elvenæs.

Du maa forud vide, hvor ængstelig Dit Brev gjorde mig, uagtet Du taler om Sygdom som Noget, der er overstaaet. Jeg er bleven saa haardt betrængt af Sygdom og Død, at jeg føler Hjærtet snøre sig sammen ved den ringeste Hentydning dertil. „Jeg veed, til Graven gaaer min Vej, og jeg skal heden vandre.“

Ja, Du siger det sande og rette Ord: vidste Du et Hjem til mig Hjemløse, da vilde Du bede mig komme tilbage. Vidste jeg det selv! Efter de mange Aars Kamp og Savn staaer jeg nu uden nogen Udvej paa mine gamle Dage. Jeg har Intet, og jeg kan s. 213Intet. Men det kan jo slet ikke nytte at tale om det; kun faa vi være belavede paa, at jeg dog kommer tilbage, og for det Tilfælde: tænk lidt over Sagen! Det Eneste, jeg kunde, det var at tage Vinteren i Christiania. Men dens Partistrid — hele den Bjørnsonske Sag — vilde berøve mig enhver Glæde der. Jeg kunde umuligt andet end være med paa hans Side — tildels, helt aldrig, — og da var der jo bare Strid ivente. Vidste jeg, at jeg kunde faa et rigtig frugtbart Syn paa disse Egne, saa jeg kunde føje en Række Billeder fra Nordland og Finmarken til Billeder fra Vestkysten af Norge, da tog jeg en Tørn endnu engang med Forholdene og tvang dem til at give mig et Udbytte trods Alt; men der staaer min Aand stille, og jeg seer endnu ikke klart.