Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1866-05-11)

Christiania, 11. Maj 66.
Til Mathilde Reinhardt.

Der var vel en saadan Feber i mit forrige Brev til Dig, at Du, selv med din gode Villie, ikke kunde læse mig og mit Væsen ud mellem Linierne. Det, som jeg slet ikke er kommet bort fra: min Skilsmisse fra Eder Alle, det giver mig Stof til en Mangfoldighed af Udbrud og Bemærkninger, som tilsammentagne godt kunde siges med ét Ord, og det var: Savn. Men I have forvænt mig, rent forvænt mig. Dog, Tak for dette, tusend Tak! Bedre at savne end aldrig at have nydt; thi der er dog i Savnet en Del af Nydelsen tilstede. Og hvorledes skulde man længes efter det Gode, man aldrig havde kendt? Men den sunde Længsel er Sjælens rigeste Næring, og for at have den maa man have nydt. Gud ske Tak for de lykkelige, nydelsesrige Stunder i Livet; thi derfra blæser jo Manna ud over Ørken, saa man i den tørre Tid kan finde sin Livsensnæring der, hvor Intet voxer.

Jeg vil nu slet ikke tale til Dig om det Ydre her;s. 48det synes ikke ved første Skue af stor Interesse, og man kan let fælde en overilet Dom; men jeg vil blot nævne et Par Mennesker, jeg har truffet, og som Du kender med mig. Det er Fru Sars. 1) Hun er svær og ligner et Fjældstykke, men dog et af dem, der ved sit svulmende, blomsterfulde Dække altid mere og mere drager til, og som man sent kan skilles fra. Se, hun skal nu vel nærmest overtage Din Rolle her i Landet, forsaavidt den kan overtages; thi der er dog virkelig dem, man — af Mangel paa deres Helhed i Ævnen — maa lade staa hen ubesatte. Den Anden er Digteren Welhaven. Han er en Levning af et Menneske, han er som et Stykke Trækul, [i hvilket] man endnu seer en Gnist hist og her springe frem af en Fure. Og dog var han stærk og saa godt ud, og han forsøgte endnu paa at satirisere over Et og Andet; men saa slap Gnisten ud, og sort var der bagved. Det gjorde mig umaadelig ondt. Hvor er dog Dødens Brod og Gravens Rædsler for Intet at regne imod denne levende Død, hvor man ligesom begraver sit tidligere Jeg med hvert Ord, man siger. Jeg véd ikke, om Familien seer det Sande i hans Elendighed; maaske øjner den flereGnister end jeg. 2)

Saa er det Bjørnson! Ja, kæreste Mathilde, det er et Spørgsmaal, om han ikke knuser mig; han har en saa forbavsende Overvægt i Hvad han siger s. 49og gør, at det seer ud, som om alle andre Mennesker blot vare til for at være hans Haandlangere. Nu har jeg heller ikke ret fast Tro til, at han bryder sig om en Digtervirksomhed ved Siden af sig; men han bekæmper det i alt Fald, og han er meget god imod mig, endda jeg føler mig til enkelte Tider trykket af ham. Ja, hvis han kunde holde af mig, som jeg kunde holde af ham og glæde mig over hans Lykke, just fordi det hører med til den Sag, jeg selv lever for, ja, da var der noget Stort at gøre. Dog — lad det staa hen til Afgørelsen; den vil ikke udeblive.