Hægdehougen, d. 26. Okt. 1866.
Til Fru Heiberg.
Min Sjæl blev inderlig gennemtrængt af taknemmelig Glæde over Deres Brev; at jeg ikke strax besvarede det, forekommer mig nu lidt underligt; dengang veed jeg, at jeg mente, jeg maatte slutte et lidet Arbejde, før jeg skrev, og siden kom en stærk Forkølelse, og endelig Flytningen, imellem.
Jeg er jo ikke kommet hid for at skaffe mig gode Dage, uden for saa vidt som jeg tilvisse ingensteds kunde have fundet dem bedre, saalænge jeg var mig bevidst at kunne virke noget for det Land, der var blevet min Hjemstavn, og som var mine Børns Fødeland. Men at have det fuldtud godt, ja — det er jo relativt og ofte illusorisk; men jeg kunde virkelig paa Grund af min Aands Beskaffenhed have naaet det i disse mine selvtagne Forhold; thi jeg vilde Hvad jeg gjorde og tog selvfølgeligt ikke Klynk og Misnøje med mig paa min Færd, dersom ikke der havde mødt mig en Modstand her, som har saaret mig dybt, og som ikke ophører at pirre ved Saaret hver Dag; derpaa var jeg ikke forberedt, og, naar jeg nu arbejder paa at bøje mit Sind ind under denne Nødvendighed, da tager det haardt paa mine Kræfter. Dette er — ja, De veed det allerede! De har selv alt i Tanken nævnt Bjørnsons Navn, og De behøver ikke at høre det for at vide, at min værste Nød kommer fra den Kant. Var det nu ikke s. 80saa, at De forstaaer hele den Sag fra Grunden af og ud i alle dens Konsekvenser, da skulde jeg vel vogte mig for at udtale mig derom; men De veed, at her maa jeg lade Modstand og Føjelighed give hinanden Haanden; med en af Delene gaaer jeg paa Grund i disse vanskelige Farvande. Nu maa De ikke tro, at han ikke er god imod mig — han er meget god; jeg forstaaer jo ogsaa at vige til Siden for Det, som kunde hidføre det Onde; men der, hvor han kunde være bedst, der er han ikke god, der er han selvgod. Jeg takker da Gud inderligt for, at jeg trods dette kan elske Bjørnson, hans Bestræbelser og Alt, hvad som vedgaaer hans Sag, lige højt. Kunde jeg ikke dette, vilde det jo ogsaa skade mig selv mest. Værst er det, naar de vrange Meninger udkastes mod mit stakkels Fødeland; det magter jeg mindst af Alt. At Bjørnson oftest udtaler Anskuelser, som det ikke gaaer an for en dansk Mand eller Kvinde at lade hengaa upaatalte — absurde, bornerede Forestillinger — det troer jeg nu har sin Grund i Mangel paa Form og Mangel paa Besindighed; thi til andre Tider roser han overmaade, ja, mere end jeg bryder mig om, og dog troer jeg nok, han mener det. Men her er en slem aandelig Tone i denne gode By. Selvgodheden er Dommer i alle Ting. Dette kan naturligvis drive Arbejdskraften op til en vis Højde; men der frygter jeg for, det bliver som med Frøen, der sprak. Imidlertid ere disse Fejl Stadiets og ikke Folkets. Men tro ikke, min inderlig Kære, at jeg sidder sløv og overvældet, betænksom og forsigtig, og lader i Tavshed s. 81de onde Ord gaa hen over mit elskede Fødeland; nej, tilforladelig, jeg giver hver Ytring tilbage med Protest. Jeg har sagt Dem, at jeg ansaa Norge- Sverrig for Danmarks værste Fjende; Tyskland har berøvet det Territorium; men disse ville berøve det sin Ære. Men lad mig slutte med dette; det kan ikke være Dem glædeligt at høre. Ak, om jeg havde noget Glædeligt at melde Dem! Det har jeg nok ikke. Jeg er flyttet, som jeg før sagde, og denne Opbrydning har lagt endel Ufred omkring mig. Jeg har det meget skønnere, hvor jeg nu er; men min hele Sans skal dog vænne sig til det, før jeg i fuld Forstand kan tage det i Besiddelse. Mine Stemninger maa være voxet ud af Omgivelserne og maa have fæstet sig i Billeder; mine Længsler maa have fundet sig Veje, min erotiske Trang en liden Plads, hvor den kan drømme om det evigt Ønskede — det aldrig Opnaaede. Da først er jeg hjemme — skiøndt langt borte fra Danmark, ja, ogsaa fra Dem, hvis dybe Kærlighedsblik berører mig med baade himmelsk og jordisk Ild. Ja, kæreste Fru Heiberg, De har en stor uberørt Herlighed i Deres Væsen — den er et Barn af Eros; han er ikke blot min Gud, han er ogsaa Deres; thi, medens jeg rider ham som min Kæphest, dufter Ambra og Myrrha ham imøde fra Deres Hjærtes Løndom. Ak, hvad er der dog for en Rovfuglenatur i mig! Hvorledes har jeg ikke med graadig Higen slaaet ned over Alt — Modent eller Umodent! Øjeblikkets Hunger var for stærk til at levne Noget, Hensynet var et Græsstraa under Løvens Fod, Længselen s. 82som en Ildslue i en Savannah. Men se, Sligt maa jo betales med Ensomhed og Savn — og jeg betaler hver Dag og Time. Ja, var jeg en Mand, jeg skulde vise Verden Hvad Forsagelsen kan ville. Nu er Forsagelsen mig saa ringe, at jeg ikke kan regne mig en Stunds Arbejde tilgode i dens Tjeneste. At give Slip paa Verden og paa enhver Ting, der kan drage mig bort fra Omsorgen for min Evighedssag, forekommer mig blot at være en Lindring; at kæmpe med min Sygdom er mit sværeste Dagsarbejde. Ak, der synes jeg jo nok er Noget, der kan kaldes en Modstand. Jeg synes, at jeg kunde virke mere for baade mig selv og Andre, dersom jeg var blot taalelig rask. Og det er jo svært nok, kæreste Frue, naar man paa Grund af Forholdene skal præstere et uafbrudt Arbejde og ikke kan for Smerte. Men godt! Jeg veed, min Gæld er stor, jeg bør ikke krympe mig ved Afbetalingen. „Det er bedre at lide her end hisset, Fa’r!“ trøstede en Kaptajn i Bergen en stakkels Soldat, som fik Stokkeprvgl.
6
Jeg har været sammen med Monrad, Professoren. 1) Hvad Indtryk fik De af ham? Mig smagte han som et Stykke Sod i en Kop grumset Kaffe. Jeg havde længtes efter et Møde med ham; man længes dog efter at maale Omfanget og Marven af de Løftestænger, som skulle bære Ungdommen op mod Stjærnerne i et Samfund, hvor Vejene endnu ere saa ujævne og brydsomme, at Hveranden gaaer krum og Hveranden gaaer paa Skæve; men jeg har s. 83aldrig talt med Nogen, som i den Grad har forkvaklet Ideen. Tænk Dem: jeg anførte for ham, at en stor Del af den Henrykkelse og Glæde, vi følte over Havet, ligger, os selv ubevidst, i den Viden, at det er vort halve Forraadskammer. Dette var en Fornæmmelse, som han mente, at kun Bergenserne kunde have. Jeg blev lidt flad paa hans Vegne. Saa spurgte jeg ham, om han ikke havde fornummet den dybe, hemmelighedsfulde Tiltrækningskraft, som Naturens store Tilvirkning af vor Næring havde paa os — jeg und tog paa det Eftertrykkeligste det af Mennesker Tilberedte; dertil svarede han, at Blomsten interesserede os langt mere; men det var jo godt at spise „god Mad“. Jeg var hundrede Mile borte fra ham i samme Stund, og det trods min store Kærlighed til Blomster. Siden mødtes vi paa et lidet Strejftog, hvor han beklagede sig over, at Gutterne h$$#de stjaalet alle hans dejlige Æbler om Natten. Jeg mente, at Professoren jo havde havt Blomsterne; saa kunde han lettere overlade Æblerne til Tyvene. Dertil kom en total Mangel paa Personlighed. Ak, jeg tænkte paa min henrivende Rasmus Nielsen! Jeg skulde ikke længe have givet Tonen an, før den fulde Genlyd var strømmet mig imøde! Jeg tænker ogsaa denne Stund paa Biskop Martensen. Hvorledes lyste han ikke op over den uklare Tanke, det vil dog sige: med Undtagelse af Scharlings; 1) men det kom vist af, at den unge Mand ingen Tanker har, det vil sige (jeg maa reservere mig mod Deres misbilligende Hovedrysten): ingen af disse blodvarme Tanker,s. 84som fødes af vort eget Væsen. Og dog, gid jeg bare havde Scharling for en liden Stund; jeg troer, det var morsomt at disputere med ham, i Mangel af etc. Jeg trænger til en Samtale, ja, ubeskriveligt! Men den kan jeg ikke ret faa her efter mit Forlangende. Bjørnson, det velsignede Geni med sine store Syner! Han taler blot. Min flinke Søn disputerer blot, og min kære Venindes Mand, Professor Daae, sidder og hører efter og siger: „Aa ja!“ Nej, Samfundslivets skønneste Frugt, Samtale, er ikke endnu modnet i disse Egne, og, naar den er modnet, er jeg død. Jeg maa da holde mig til mine Breve. Gud ske Tak, der har jeg megen Glæde. Et Brev kommer til mig, som om Guds Finger rørte mit stakkels tunge Sind og gav det en ny Livstanke. Af Deres Brev kunde leves godt og længe. Skriv mig da til igen i en god Stund, naar Ævnen og Villien mødes; thi sandelig: vore Aander mødes med det Samme. Fra min kloge og aandrige Mathilde Reinhardt har jeg ofte Brev, fra Hanna Wiehe ogsaa. Med min yndige unge Ven Georg Brandes skifter jeg ofte Breve. Hos ham ligger Poesiens Sødme over Sjælen ligesom Blomsterfnug over den voxende Frugt. Han veed ikke selv af det og vil aldrig komme til at give det Form. Desto sikrere er jeg paa min Del af hans Væsen. Undertiden tager jeg, og til andre Tider tigger jeg; men det Tiggede kan jeg give tilbage, det Tagne aldrig; thi min Sjæl tog det, og den ejer i al Evighed Hvad den faaer. Er De nu træt af mig? Ja vist, ja vist. Lad mig da sige Farvel saalænge! Dette Brev er fra Deres varmeste, kærligste Veninde.
6*