Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1867-12-28)

Christiania, 28. Dec. 1867.
Til Mathilde Reinhardt.

Kæreste Mathilde! Din Mening om „Min Bedstemoders Fortælling“ kunde vel nok være berettiget; men da tog det Noget bort af mit Standpunkt. Jeg vilde skildre Vidunderet, og de Apparater, som dertil vare nødvendige for mig, har jeg brugt. Der er i min Sjæl ikke en Skygge af Tvivl med Hensyn til dette Arbejde, og derfor har ingen Kritik berørt mig. Fra samme Grund, som Troens Vidunder rejser sig, gaaer ogsaa Kærlighedens frem til Liv. Bægge ere Naturinspirationer. Men, det er sandt, der findes ikke et Ord i denne Verden, der er taget saa forfængelig som Kærligheden. Folk mene nu nok, at der kan spekuleres lidt med Forstanden ved Siden af; men Eros har lige saa lidt med Forstanden at gøre, som Troen har det. Bægge maa tage Fornuften fangen. Højt op over de lige Veje, ligge andre Veje — lidt nærmere den evige Kilde; men disse Veje kunne kun findes af den Enkelte og kun betrædes med rene Tanker og et helt Væsen. Personligheden maa til i Alt, det er vist. Ja, her vil jeg standse med denne Sag; thi jeg er meget svag og kan formelig næppe skrive. Jeg har skrevet i det Utrolige i lang Tid; thi det gjaldt jo om at forberede mig til en stor Sag, som da ogsaa fuldkomment er lykkedes mig. Løverdagen s. 112d. 21. Kl. 5 læste jeg op et stort Folkelivsbillede [„Fra Havkanten“] for en udsøgt Kres af opmærksomme, lyttende Mennesker. Det vil da sige: jeg fortalte det, uden Papir, stolende paa Øjeblikkets Magt over al Ængstelighed og Tvivl. I to fulde Timer fortalte jeg frit og uhindret paa improvisatorisk Maade, uden at vakle et Sekund. Og dermed var Sagen slaaet fast. Noget maatte gøres for at vække dem op at se her. Jeg har hidtil været i Kølvandene paa de andre Digtere; det var nødvendigt, at man kom mig lidt nærmere, saa man fik et bedre Syn paa min Begavelse. Nu, jeg har sandelig i den Anledning lagt Personligheden til. Jeg har ikke taget Sagen let. Jeg vidste fuldt vel, at, skal man vinde Lykken i min Alder, da maa man fortjene den; derfor tog jeg Arbejdets Side først.

Jeg begynder nu lige i de første Dage efter Nyaarpaa en Digtning, som jeg vil kalde „Resignation“. Lykkes det mig, da læser jeg den op i de første Dage af Februar, og saa griber jeg i samme Stund — om Gud vil — til mit større Arbejde. Maatte nu min næste Forelæsning lykkes mig saa godt som den første, da vil jeg være meget taknemmelig og glad — uagtet Sorgen er i min Hu bestandigt og forlader mig vel ikke i dette Liv.

Du siger, at Du aldrig træffer Bjørnson, og det kan jeg igrunden være lidt ærgerlig over; men paa den anden Side er det saa højst sandsynligt, at, om I træffes, da vilde han flyve hen over Dig enten som en skinnende Ballon eller som et tungt Skylag; thi saaledes træffes han oftest. Det er for ham den s. 113letteste Maade at optræde paa; da kommer han slet ikke til at mødes med en hel Del Smaafordringer, som Dannelsen og den gode Tone ikke godt kunne undlade at fremsætte ligesaavel til ham som til andre Dødelige. Det kunde være mueligt, at han i Dine Øjne vilde tabe hvert Glimt af Illusionens Regnbue, og den er jo saa fager at se til, helst naar den flammer hen over et udyrket Fjæld. Mig har han saaret saa tidt og saa længe ved Uvornhed og en tilsyneladende Ringeagt, at jeg paa ingen Maade havde kunnet forsone mig med ham, hvis han ikke havde slaaet om itide; men saa kan han jo være som en straalende Sol over hele Ens Væsen lige fra Grunden og ud i de største Bagateller. Nu har han jo ladet mig staa alene i Striden heroppe, og han har maaske sine Grunde herfor; men ad privat Vej kunde han have givet mig en liden Haandsrækning, især da jeg saa tidt og til Alle har erklæret, at jeg som Digter stillede mig under hans Beskyttelse. Men jeg kan ganske godt staa alene, og det gør jeg nu; jeg tager aldrig mod hans Beskyttelse mere.