Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1876-11-20)

Til Hanna Wiehe.
Zurich, 20. Nov. 1876.

Gud velsigne Dig, Hanna, hvor ofte jeg dog i mine Tanker har været hos Dig og givet Dig min Haand og mit Hjærte. Se, det skal Du altid tro og vide, om jeg end længe — altfor længe — udebliver med det synlige Bevis for min Hengivenhed. Nu — det er jo gaaet godt i det Hele taget,s. 175og om end det Fremmede bestandig lægger sit Tryk paa min Sjæl, har jeg dog efterhaanden vundet Bærekraft baade af Vanen og af den Omstændighed at have min Søn saa meget mere om mig end før; thi det er jo ligetil, at Døren mellem de to Rum, hvor vi færdes sammen om Dagen, staaer aaben om Natten, saa jeg hører ham sove tungt og trygt, naar jeg vaagner. Du forstaaer da nok, Hanna, at jeg i ham bestandigt har et Stykke Hjemland med mig; jeg skulde nok ogsaa ellers temmelig snart gaa tilgrunde; thi jeg kan ikke nu — som tidligere i mit Liv — beherske Længselen og Savnet af mine Jævnlige og Venner. At søge mig en Omgang her strider ganske imod min Tilbøjelighed, og da Folket paa Grund af den evige Conflux af Fremmede holder sig meget tilbage og udviser ringe, for ikke at sige: slet ingen Gæstevenlighed, saa faaer jeg god Anledning til at følge min Lyst. Men denne Ro og Hvile, som derved opstaaer i mine Forhold, er mig ogsaa baade velgørende og nyttig; thi jeg føler nok mer og mer, at det Arbejde, jeg nu engang har hengivet mig til, kræver hele Mennesket, og her kan jeg jo uhindret give det sin Ret; thi den lille huslige Beskæftigelse, som falder ved Ordningen af Frokost og Aftensmad, fordrer ikke mere Tid end enhver anden Adspredelse, der nødvendigvis maa anvendes for at afbryde Tankernes ensidige Bevægelser.

Du maa tro, Hanna, det er en underlig Følelse at være paa en Maade i norske Naturforhold og dog meget længere borte fra Norge og norske Mennesker s. 176end nogensinde. Hvad jeg af dette Fjældfolk har seet og mærket mig, har nemlig slet ingen Lighed med det Norske. Schweizeren er brav, troværdig og flittig, men meget videre i Kultur end Normanden. Her er det mest udviklede Skolevæsen, jeg endnu har bemærket, og Friskoler alle — omtrent. Ja, selv paa Polyteknichum koster denne store, omfattende Information 100 Francs om Aaret — det er jo næsten latterligt; men Staten sørger for Resten og vinder det naturligvis ind igen ved den Masse Fremmede, som søge hen til denne Skole, der er et sandt Verdensinstitut. Der er da megen Udvikling i alle Stænder, der dog ikke giver Udseende af højere Dannelse — tværtimod! Schweizeren er Arbejdsmenneske, ja, han er mere: han er Slider, og af dette fremkommer en daarlig Side ved ham; thi han er i højeste Grad nærig. „Tjene Penge“ siger hver Gnist i Blikket og Tone i Ordet.