Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Heiberg, Johanne Luise FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1866-07-30)

Christiania, Damstræde Nr. 2, 30. Juli 66.
Til Fru Heiberg.

Velkommen tilbage til Danmark, min høje Frue! Sara sender Dem sin kærligste Hilsen og Tak for Musikken til „Don Juan“, og jeg lader min følge med for det nye Beviis paa Deres skønne Hjærtelag imod os. Denne Opera har altid været min Henrykkelse, og nu klinger den liflige Musik lokkende, baade til Tungsind og Dans, for mine Øren hver Aften, naar Arbejdet er sluttet. Sagtens kan De vide, uden at jeg beretter det, at vi ofte mindes og tale med hinanden om den Aften, vi havde Dem for os selv alene, da De nynnede Operaen udenad. Jeg regner det for mit kæreste Samtræf med Dem heroppe. Ellers mødtes vi jo gærne, hvor det Uensartede blandede sig ind med, og da var tilvisse hverken De eller jeg rigtig fuldklare, forsaavidtsom vort sande Væsen ikke var med i Vrøvlet. Jeg har ofte angret bagefter, at jeg sagde Dem Noget om mine personlige Smaakampe med Bjørnson; thi da de fremkom ved Uoverensstemmelser i Personlighederne, saa kunde de kun irritere en Udenforstaaende, men selv ingen Forsoning vinde derved. Men, da De var den Eneste, jeg turde være fortrolig imod, den Eneste, hvis Dom jeg respekterede, saa foruroligede og plagede jeg Dem med Hvad De burde have været fritagen for.

Hvor jeg kan glæde mig over, at De atter er i Deres dejlige Bolig, omgiven af Skønhed og Fred og glade Venner: Alfemoderen med sine Børn! Min Tanke faldt ofte paa Deres Hus, medens De var s. 65heroppe. Jeg syntes, det stod ensomt og længtes efter Dem. Et ubeboet Hus kan stundum se ud, som om det længtes efter Mennesket, ligesom Havfruen paa Stranden drømmer om en Sjæl. — Jeg er ogsaa glad ved, at De fik rejse omkring i Landet her, saa De kunde tage et større Minde med Dem fra Norge end det, De hentede Dem fra Selskabslivets Forvirring. Før De kom herop, tænkte jeg mig altid, jeg skulde opnaa at vise Dem Noget af Det, som slaaer ved sin Overvældelse og tager hele Sindet fangen; jeg ønskede at have en slig Erindring at dele med Dem. Men Fantasien kan sagtens arrangere, min elskede Frue, den har sin Ganger sadlet til hver Stund og vakler aldrig i Forsættet ved noget Hensyn. Lad mig nu se, De giver Danmark lidt mere Anledning til at glædes ved Dem; Berettigelsen har det jo; thi Alle elske Dem — eller vilde idetmindste gærne elske Dem. Og, husk det, min høje Frue, at, naar man lukker sig meget inde, lukker man Andre ude. Ogsaa kommer den Ensomme let til at trøste sig for meget med sig selv og til at tabe Samfundstraaden ud af Haanden. Mit næste Brev skal blive større; for Øjeblikket er jeg en Træl af Forholdene. Men mit Hjærte er dog frit, og det sender Dem sin bedste Hilsen.