Christiania, 7. Januar 69.
Til Fru Heiberg.
Kæreste Frue! Jeg føler en dyb Trang efter at tale med Dem en Stund om flere Ting, der ligesom vælte sig ind over mit Hjærte og tage mig over i baade glade og smertende Tanker. Med Guds Hjælp vil det svundne Aar i Kamp, Mislyd og Smerte ikke tage sig op igen; thi jeg troer mig mere forberedt paa Hvad der kan komme, det vil sige: af Ondt, end jeg var det ifjor. Nu venter jeg det; det gjorde jeg ikke da. Jeg havde Brev fra min Forlægger forleden Dag, hvori han melder mig, at min Bog ingen Afsætning har og følgelig ikke slaaer an i Danmark. Dette, kan De vide, er et Slag, som rammer lige paa Hjærtet. Min Bog er godt udarbejdet, den er mit modneste Arbejde, og, saasandt den offentlige Mening om mig ikke var en Løgn, da maatte jo denne Bog afgive Bevis for en Fremgang, som fortjente Ære og ikke Haan og Skam. Der er sagt, at jeg har stykket mine Karakterer sammen af Ubetydeligheder, at jeg er langtrukken og trættende. Dette er Uret. Der er i min Bog en hel Række af Personligheder, som skulle udvikles, og, da jeg med Villie har taget mine Spirer i en jævnt dyrket Jordbund, komme ingen voldsomme Naturrystelser til, som enten bryde eller drive frem i unaturlig Hast til en Modenhed som paa andre halve Kulturstadier, hvor det Ene bryder sig paa det Andet og fremkalder større, rystende Begivenheder. Jeg har villet skildre en Række af Karakterer, hvis Sammenstød skabe og udvikle Begivenhederne, og ikke i omvendt Orden. Jeg har villet vise, at Kærligheden mellem Mand og s. 132Kvinde er Hovedbasis for et højere Kulturliv, at det er den Varme, som udvikler alle gode Spirer, og, hvor det driver det Onde i et Menneske, der er det ingen sand Kærlighed, men kun en Bastard, der kalder sig Gud og fordrer med guddommelig Myndighed, men lyver sig til Helvede. Ak, jeg maa næsten smile over mit voldsomme Udtryk; men der er dog kun to Veje i Kærligheden: til Lys eller Mørke. Og endelig har jeg villet have det sagt, at Kærlighed og Forsagelse ikke gaa samme Vej, og at Glæden i Gud er Glæde over Livet; thi al sand Glæde er Tak, al sand Glæde er Gudstilbedelse, og Pietismen er en Forargelse. Men hvor finder jeg nu et Menneske, som havde Godhed nok for en kæmpende Sjæl til at sætte sig ind i dette og udtale det offentlig, saa Verden fik Øjnene — og jeg kan sige: Sansen—aabnet for et Arbejde, som vel ellers synker ned i Intetheden, medens en Anden læser sig et Stof til en Bog ud af det og da med en Basunblæsers Hjælp træder op og forkynder sin nye Idé! Ja, heri ligger en Strid for mit Sind, som jeg beder Gud give mig Styrke og Stilhed til at udholde. Det er jo ogsaa en mærkelig Tid — for en Forfatter som mig en forfærdelig Tid! Jeg er ikke med i det Gamle, tværtimod, jeg er med i hele Folkeaandens Rejsning imod det Færdige. Men dette unge Parti har en Raahed, som jeg gyser tilbage for, og det Gamle har en Hulhed midt i Finheden, der ligner en glinsende Puppe, hvoraf Sommerfuglen er udfløjet. Se, dette Pinlige: at stødes fra bægge Sider og — som Goethe siger — „mitten s. 133durch zwei Feuer gehen“ — ja, er det ikke en forskrækkelig Omstændighed, at hele det Høedtske udtørrede Princip raader for hele den æstetiske Bladkritik i Kjøbenhavn, saa nær som „Fædrelandet“, og der staaer Upaalideligheden med hele Ævnen og Forstaaelsen til det Modsatte; men — som sagt: Upaalideligheden! Ja, tro mig, her er et nyt Skylla og Karybdis for Mange, og desværre ikke mindst for mig, der slet ikke er saaledes anlagt, at jeg ikke behøver at tage Parti.
9*
Jeg har nu endelig været sammen med Bjørnson og Kone. Der var sagt mig fra flere Sider, at Fru Bjørnson var saa bedrøvet over dette Brud mellem hendes Mand og mig, ja, hun havde grædt for Flere derover, og Fru Sars havde det Bud til mig fra Bjørnson, at Hvad han havde sagt var refereret galt; han havde ingen saadan Mening havt som den, jeg antog. „Vel,“ tænkte jeg, „det koster altid en stærk Mand Saameget at gøre det første Skridt, maaske fordi han synes endnu at have saamange, før han naaer Graven; thi da bøje Alle sig, selv de stolteste Nakker — det har jeg erfaret.“ Godt, jeg gik mod ham og bød ham min Haand og sagde ham: „Et glædeligt Nyaar!“ Han svarede formelt og kedeligt. Siden kom da Fruen sejlende i Fløjl med Perlekronen om sin Tinding. Nu ja, jeg kender jo hende, ligesaa godt som jeg kender ham, og jeg gav hende min venligste Hilsen. Saa taltes vi ved en Stund, hvori jeg ilede med at give hende den helligste Forsikring, at jeg aldrig havde villet kopiere hende eller ham i min Fortælling, Noget, hun syntes at s. 134betvivle, uagtet jeg gjorde hende opmærksom paa, at man havde beskyldt hendes Mand og Flere for det Samme, uden at Bjørnson rimeligvis ønskede en slig Fortolkning af hans Skrifter.
To Dage efter var jeg atter sammen med dem til en Middag. Vi sad ligeover for hinanden. Ak, Fru Heiberg, der kom Bølgegang i mit Sind, og jeg følte, hvorledes Taarerne vilde briste frem i store Strømme. Der sad disse to Mennesker, som Hver paa sin Vis havde været nær ved at tage Livet af mig, og de sad der med det kolde Præg. De Utaknemmelige! Ja, det ere de Bægge — jeg vil ikke forklare Alt; men utaknemmelige ere de Bægge. Saa drak de sammen med Fru Sars Deres Skaal, og vi havde 1½ Alens Bordbredde imellem os; og mit Øje saa mildt paa dem; men de agtede det ikke, de gjorde det med saa megen Blæst, som behøvedes, forat jeg kunde faa det at vide og erfare, at Fru Bjørnson havde havt Brev fra Dem. Nu vel, Den, som vil gøre noget Godt, maa ikke være bange for Modstanden! Jeg tav og tænkte. Senere talede Bjørnson til mig og havde en Opfordring til at være med i det Tidsskrift, som nu udkommer under Rudolph Schmidts Navn, men med Rasmus Nielsen, Goldschmidt og Clemens Petersen [som Medarbej]. 1) Jeg svarede ud og ind, som man svarer paa de Ting, man endnu ingen Mening har om og følgelig heller ikke kan afgøre. Siden, efter Bordet, gik jeg lige hen til Bjørnson og talede videre om dette, og under denne Samtale fik s. 135jeg Anledning til at sige ham Hvad jeg mente om hans Væsen mod mig; han fragik da omtrent Altsammen, det vil sige: han vendte det om til Godt, hvad der jo vel — egentlig taget eller væsentlig taget — heller ikke fra hans inderste Grund har været ondt ment. Nu ja, jeg tog det godt op; thi jeg vilde jo helst Fred og ingen Strid.
Teaterstyrelsen har firet og lokket for Bjørnson saa meget, som en Komité, sammensat af praktiske Folk, er nogenlunde i Stand til. Jeg synes, der altid bliver den Hage ved Bjørnson, at han for en Bagatels Skyld lader en Sag — en Hjærtesag for ham — staa hen og lide Tab og Skade hver Dag — blot af Forfængelighedshensyn og intet Andet! Jeg forsikrer Dem, at, naar den Sag kommer paa Tale, da føler jeg, den er min Hjærtesag.
Ak, Hvad er dog et Brev, om nok saa stort et Opus, imod en Samtale, hvor man trygt aabner sig, og hvor intet Ord tabes! Jeg havde i min kæmpende Stilling Saameget at sige Dem, Saameget at spørge Dem om. Forbavsende er det, at en Magt som den, Høedt i længst forsvundne Tider har villet udøve, nu skal komme til Blomstring! Det minder om de bekendte Frøkorn af Mumierne, som spire efter Tusender af Aar. Men det glæder mig, at han har kastet Masken, saa Verden kan se Personens Finhed; thi den har altid staaet for mig som et oppudset
Møbel fra en Marskandiserbod. 1) Ak, hvor flad maa ikke en Tid og en Ævne være, hvor han s. 136kan rejse en Storm og sætte Kursen; thi jeg forsikrer Dem — det veed jeg specielt — den Mand gaaer omkring og indblæser sin Aand i det æstetiske Dommerlag; rigtignok seer jeg det ske paa den Maade, hvorpaa — som bekendt — man kalder paa Djævelen, nemlig ved at fløjte gennem et Nøglehul ved Midnat. Ja, ja, Fru Heiberg, Alt har jo sin Tid; Aanderne skulle jo gennem de tørre Steder, saa synes det. Gid deres Flugt ikke maa blive lang, og gid Skoven maa staa rig paa Frugt og Skygge til de Forsmægtende!
Herpaa svarede Fru Heiberg:
Kære Fru Thoresen! — — — De siger i Deres Brev til mig: „Jeg er ikke med i det Gamle med al dets Hulhed.“ Er da virkelig alt det Gamle i Literaturen hult? Se, det synes mig er de saakaldte Nyes Indskrænkning, at de finde det Gamle hult, og de Gamles, at de ikke kan se og glæde dem ved det Nyes Friskhed. Ideerne ere evig unge og evig de samme; Formerne for Ideerne vexle; men derfor er ikke det saakaldte Gamle gammelt, ikke det saakaldte Nye nyt. Nye Sider af Livet og Sjælene kunne vel drages frem, belyste fra nye Sider; men i den udmærkede gamle poetiske Literatur findes det Altsammen, naar man kun ikke forsætligt lukker Øjnene til for Hvad den giver. Igrunden er det kun nye Individualiteter, hvori Nyheden ligger; det er den nye, friske Individualitet, der formaaer at gøre Nyt af det Gamle; men, naar det Gamle siges med en frisk, ejendommelig Individualitet,s. 137da, men ogsaa kun derved, taale de evige Sandheder atter og atter at repeteres for os med Nyhedens Præg. Kristendommen har indsat Individet, Personligheden i sin fulde Ret, og derfor, saasnart en virkelig Personlighed taler til os, da bliver denne Tale altid ny. Ethvert Menneske fødes originalt; men det blaserede Samfundsliv slikker og glatter saa længe paa denne Originalitet, at det Oprindelige rent forsvinder, og der bliver kun et almindeligt Menneske-Exemplar tilbage, ligesom Havets Skvulpen lidt efter lidt glatter den raa Stens Kanter og gør den rund og slikket. Dog — jeg vil høre op med alt Dette; thi jeg mærker, at jeg dog ikke formaaer at sige tydeligt Hvad jeg egentlig føler, men mangler Ord til at udtrykke.
Deres Forhold til Bjørnson gør mig meget ondt. Jeg maa sige Dem, at Fru Bjørnson altid har omtalt Dem for mig med Godhed og Hengivenhed. Herregud, hold dog fast ved den Tanke, at hun har været, og maaske endnu er, skinsyg paa den aandelige Indflydelse, De har havt paa ham, og dermed er jo Alt forklaret. Hans Opførsel imod Dem er — hvad jeg har sagt ham selv — uridderlig. Hendes Fejl imod Dem ere menneskelige og naturlige; hans ligeover for Dem forstaaer jeg meget mindre. Ved den Medfart, han har lidt i det offentlige Liv i den senere Tid, følte jeg Medlidenhed, især med hende; thi jeg har selv i nogle Aar lidt dyb Smerte ved en lignende Medfart mod Heiberg, og derfor skrev jeg til hende ved Tanken om, at hun nu led Hvad jeg i sin Tid havde lidt. Naar Nogen lider Uret, er jeg altid paa deres Side.
s. 138Jeg mærker, at baade De og flere Andre i Norge opfatte den Betydning, Høedt har her i Hjemmet for Øjeblikket, som meget større end den i Virkeligheden er. Her viser sig intet Tegn til at sætte ham i Højsædet, til Trods for alle Bladartiklernes Deklamationer; men, selv om saa var — for mig gærne! Det er dejligt at være kommen til det Punkt, at alt Sligt er En ligegyldigt. Jeg kan gaa, og jeg kan blive i den Stilling, jeg nu indtager ved Teatret, ligesom man vil; det Første vil ingen Smerte mer koste mig, og det Sidstes Glæde er meget betinget. Lad alt Dette gaa, som det kan, saa gaaer det vel, som det skal. Jeg er vant til Sladder i alle Retninger, uden at den synderlig berører mig mere.
Og nu, min kære Fru Thoresen, De troer ikke, hvor ofte jeg tænker paa Dem og hvor det smerter mig, at De er bedrøvet, af mer end een Grund. Saadanne Tider ere haarde og trykkende; men de pleje at afløses af mildere og bedre. Glæden staaer ofte lige bag den Dør, hvor Sorgen sidder; gid da Døren snart maa aabnes for Dem og Glæden træde ind. Jeg glæder mig til at tale med Dem til Foraaret. Deres hengivne Johanne Louise Heiberg.