Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1881-12-09)

Til Samme.
Vardø, d. 9. Dec. 1881.

Ved Dagens svindende Skær vil jeg i alt Fald begynde mit lille Brev; det maa nok fortsættes ved Lyset. Men jeg elsker Dagen, saa jeg presser den til det Yderste. Vi have iaar det herligste Vejr; derfor erfarer man ogsaa det egentlige Forhold mellem den mørke og den lyse Tid. Havde det faldet ind med det Styggevejr, som ellers til jævnt Hold er her, var det med eengang blevet mørkt, og de skønne Overgange vare blevne ubemærkede. Nu derimod har Naturen udfoldet hele sin Skønhed og vist, hvor harmonisk den er i al sin Væren, selv under de abnormeste Forhold. Vi have idag den 15. Dag af Mørketiden, altsaa den Fjerdepart, og endnu have vi havt Solreflexen i 3 Timer; men, det er sandt, det er kun Øjet, som derved glædes; thi Legemet har ingen Gavn deraf. Men Skønheden s. 220er jo ogsaa Noget — i og for sig. Saaledes have vi havt i synkende Mon, fra den 24. November, det mest straalende Skær af Solen fra Øst over Syd til Vest, og fra Kl. 8 Morgen til 3 Eftermiddag. Idag var det fra Kl. 10—1, og kun meget svagt. Men saa have vi til Gengæld fuld Maane staaende i Nordvest og i en Æter af den lyseste og klareste blaa Farve, ja, af en Skønhed i Nord, som ingen Pensel kunde gengive. Først, Kl. 11, var Maanen stærk gul, Kl. 12 var den fuldt rød, og uden nogen Afspejling stod den der og staaer der endnu i sin lysblaa Hvælving; thi den halve Himmelbue er nu røggraa og den anden af hin Diamantglans, som mit Øje aldrig før har seet. Saaledes maa Paradisets Himmel hvælve sig over en blomstrende Grund.

Desværre er jeg langtfra rask, og Søvnløsheden, som er den sikre Følge af Mørketiden, har alt gjort sig gældende hos mig. Nej, nu seer jeg ikke længer; Klokken er nu snart 2, og overalt brænder Lamper undtagen hos mig.