Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1866-05-28)

Christiania, 28. Maj 66.
Til Hanna Wiehe.

Min kære Hanna! Gud velsigne Dig for Dine Blomster og for Dine søde, kærlige Ord; var Du en Mand med disse Ord i Pen og Mund, gjorde Du mig tilvisse rent tosset; men nu er Du Kvinde — og sandelig den fyldigste Kvinde, jeg kender; se derfor glædes og varmes og frydes jeg, men beholder dog Forstanden. Jeg burde igrunden ikke skrevet til Dig, min elskede Hanna; thi jeg har kun Graad og Klager, kun Sindets dybe Uro at byde Dig.

Fru Heiberg kom mig imøde paa Skibbroen med en saa stor Venlighed, at jeg ikke kan Andet end glædes ved Tanken derpaa. Ak, jeg stakkels Tosse græd af en saa dyb Sindsbevægelse ved at se hende, at jeg næsten ikke kunde holde mig oprejst; thi hun var jo i hin Stund mere end den skønne Kunstnerinde s. 55for mig, hun var den milde Sommerfryd fra Danmark, Mindets vidunderlige Vækkelse om den skønne Tid dernede og Længselens Frister til nye Svingninger i samme Retning. Jeg var da senere henne hos hende og blev behandlet som Veninde; men vi vare alene. Siden have vi mødtes offentlig, hvor hun formodentlig for sin Værdigheds Skyld maatte ignorere mig og min ringe Nærhed; kun éngang, da hun mærkede, at jeg følte det tilbunds i mit Væsen, skulde hun gøre det lidt godt igen ved at rette et Ord til mig; men da var jeg saa til Grunden krænket, at jeg ikke kunde svare hende. Ak, Hvad troer Du, en Opdagelse af den Art er for mig, jeg, som troede hende fri for al denne Verdens usle Forfængelighed! Men hun troer kanske, at jeg kan leges med som Katten leger med Musen, tage mig en Stund og slippe mig en anden, haves til en Stunds Glæde, hvor Intet Andet er, kanske en Stunds Fristelse, som hendes erotisk anlagte Natur trænger til, men saa Fornegtelse i Verden! Ja, Du kan tro, jeg fornam, jeg var til! Der har vi nu Billedet om Sneglen — den kolde, graa Snegl i Georginen! Og det er naturligvis, fordi hun kan gribe mig saa sikkert og saa helt, fordi hun er saa vis paa min dybe Kærlighed. Men puds ham! Kærligheden er ikke slig til at lege Stenkast med! Dog, det kan jo være, hun gaaer i sig selv igen; men paa hint Punkt i Hengivelsen mødes vi aldrig mere.