Christiania, afsendt23. Febr. 1867.
Til Mathilde Reinhardt.
Det Tema: Jeg, mig selv, hvor ofte har det ikke været paa min Nodestol! Og dog er Du aldrig bleven træt. Du forstaaer godt den Ting, at, naar man, saa at sige, har ligget i Strid med dette Jeg sin halve Levetid, har maattet forfølge det gennem alle Krinkelkroge for at faa Sandheden pillet ud af det, for gennem dets mangfoldige Afskygninger at blive klog paa Lysmassen, ja, Mathilde, da kommer man uvilkaarligt til at tale, vistnok i utilbørlig Grad, om dette Jeg. Du veed jo, at jeg har været meget syg,s. 89og jeg har nu vist Intet at vente af Vinteren; mit svage Haab faaer staa til Vaaren. Det tynger lidt paa Sindet, kan Du vide, og, da der af mange Grunde er Tyngsel før, saa føles Tilvæxten med stor Smerte. Men jeg boer skønt, kan Du tro; det er fast, som om jeg var i Centrum af et stort Billede og havde Skuet paa engang af hele Cirklen. Nu, i dette er der givet mig en god Løftestang, og mangen Svaghed har den vippet i Dagens Løb.
Du veed vel, at Thomas, min ældste Søn, uden Videre kom hjem til mig, inspireret af [Fabrikejer] Heegaard til at fortsætte sine Studier. Dette var jo en meget god Idé, kun var den ligeover for Thomas inpraktikabel. Den er da ogsaa for længe siden opgiven, og han gaaer nu omkring imellem os som et stakkels daadløst og villieløst Menneske. Stemmen øver han — den er endnu hans Livshaab; det er et rokkende Rør at støtte sig til; men den er alligevel hans eneste Holdepunkt. Nu troer jeg, han tænker paa at gaa til Scenen her, og det er vel det Eneste, han duer til; thi jeg troer, han har dramatisk Talent. Desværre forlader jo Bjørnson nu Scenen for flere Aar, og der er vist ikke En, som kan overtage hans Embede. Det Hele staaer ogsaa paa svage Fødder, og en vakker Dag ramler det vel overende. Med alle disse Ting er det svært at leve, det forstaaer Du. Du og Julie forstaa nok, at jeg trængte til en Stunds Pleje i det stille, trofaste Samfund i Frederiksberg Allé 33. Men, om jeg engang oplever det, da har jeg vist forud oplevet endnu større Smerter; derfor vil jeg ogsaa opstille det paa mit s. 90Livs Liste som et Arkanum, der skal hjælpe for alle Onder. Forresten er der et andet Universalmiddel, og det er Sløvhed; det hjælper paa en sørgelig Maade og kan ikke siges at komme noget Menneske tilgode; men det hjælper alligevel — det føler jeg alt. Man kæmper med en Sag saa længe, til man opgiver den, og heri findes kanske en Hvile; men det er udvortes taget. Smerten er blot dreven saa langt ind, at den intet Udbrud søger; men den er derved gaaet over til fast Ejendom.
Du skriver godt om min Fortælling; Du har da ogsaa helt igennem opfattet den rigtigt. Underligt nok synes Folk her ikke inde paa det rette Spor. Dem er den for tung og mørk; jeg troer nu, det kommer af, at den ligger dem for nær; de have ikke selv Klarhed nok i sig til at se hele Lysvirkningen af den. Derimod er „Den flyvende Post“ af Goldschmidt ret trængt igennem her. Altsaa en Bagatel i luftig og fin Gestalt forstaa de langt bedre end det dybe Sjælemaleri fra deres egen Naturgrund. Dette synes underligt; men — velprøvet og ransaget — bliver det naturligt. Det Fine, Gennemarbejdede, det indtil Overmodenhed Udviklede i Danmark længes og drages uvilkaarligt tilbage til det Oprindelige, til Alvoret, ja, om Du vil: til Arbejdet. I Norge derimod kæmper hver Dag og Stund med det Tunge, det Uformelige, og Længselen efter det Lette, det Fine, ja, med ét Ord: Kultur, gør, at de sky det Tunge og Mørke og drages mod den anden Yderlighed. Først efter mange Aar ville de forstaa og vurdere deres Eget rigtig. Sandelig, man s. 91kunde fristes til at sige, at vi heroppe arbejde for Eder dernede, ligesom der engang — og fremdeles — blev arbejdet for os.
Egentlig skulde man have en liden Del i det Anckerske Legat; synes Du ikke, at jeg burde hjælpes lidt dernedefra.
— Der er hengaaet 8 Dage, siden jeg kom til dette Sted og lod Pennen hvile for min store Trætheds Skyld. Jeg har svare Kampe at bestaa, og Sindets Anstrængelse hidser mit Blod, saa jeg næsten uafbrudt gaaer med Feber. Nu er endelig min Søn gaaet til Scenen; foreløbigt er hans Livsbane bestemt, og, at den ikke er af de jævneste, vide vi Alle. Ja, det er svært — tilvisse en Kvindes sværeste Livsopgave — at være baade Fader og Moder for en fremvoxende Børneflok, og jeg kan ingenlunde lægge Hænderne i Skødet med den Bevidsthed, at jeg har gjort Hvad jeg har kunnet for dem. Meget har jeg vistnok gjort, det troer jeg; men jeg har havt min egen svære Livsopgave at klare ved Siden af, og det har taget Noget fra dem. Ja, Mathilde, det er let sagt, det Ord, som lig en Tale- Epidemi grasserer mellem Menneskene: „Man faaer gøre Hvad man kan, saa gør Vorherre nok Resten!“ Ja, det er sandt! Men Hvad vi kunne? Hvor er Grændsen? Kristus har vist den: han tog intet Smuthul og gav heller intet; men vi krybe fra det ene i det andet og liste os dog til at udpege Den, der gør det Samme.
Fra min kære Brandes har jeg havt Brev, siden han kom hjem; Spidsborgerligheden slaaer sine s. 92tørre Arme om ham og knuger ham dygtigt. Ja, han skulde være i mit Sted. Men — der seer man: der er Høg over Høg!