Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Reinhardt, Mathilde Wilhelmine FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1871?-10)

Til Mathilde Reinhardt.
Christiania, Oktober, Søndag.

Jeg har gennemgaaet Meget, siden jeg sidst skrev til Dig, Sygdom har hærget mit Legeme, saa der ikke er Andet tilbage, synes jeg, end Skyggen af mig selv. Den Halssygdom, som jeg nu har overstaaet, har forfulgt mig siden mit 14. Aar, det har været min aarlige Skat at afgive; thi jeg har næppe havt nogen anden Sygdom.

Her er ikke ti Mennesker i Christiania, som ikke tro, jeg er en simpel Efteraber af Bjørnson, eller og, at jeg skriver falskt om norske Forhold. Professor Dietrichson har i Bergen holdt Foredrag over den nynorske Literatur og nævnede Rub og Stub — undtagen mig. Han holder paa Holberg som Norsk, ergo er Morlille Dansk. Ingen Tro — følgelig ingen Glæde — følgelig ingen Opmuntring! Det virker forfærdeligt paa et Sind og atter paa Produktionen. I min Sygdom blandede det sig idelig ind i Feberen; men jeg havde dog en Fornæmmelse af ikke at skulle sige det, og kun, naar jeg græd frygteligt, var det hele den Strøm af Smerte, som vældede ud.

Jeg er nu flyttet og sidder her i to Værelser med et lidet, hyggeligt Køkken, hvori en ligesaa hyggelig liden Pige residerer og derfra er parat til enhver Haandsrækning, jeg kan behøve. Hun sætter sin Ære i at være flink; thi hun er 15 Aar, og dette er hendes første Tjeneste. Hun har den Naivitet, at, naar jeg har spist og lagt af til hende, og jeg da siger: „Se der til Dig, Barn!“, saa sætter hun sig paa min Plads og spiser; dette har hun nu gjort et s. 160Par Gange, og jeg troer, at jeg lader hende være i det. Maaske faaer hun derved en større Respekt for Maaltidet. Forresten boer jeg ret efter mit Hjærtes Smag. Gid jeg til Foraaret, naar jeg drager ned til Jer, maa kunne faa mig en liden Bolig ude ved Søndermarken eller Frederiksberg — ved Sporvognsruten — der var saa tiltalende som denne!

Jeg har jo nok det Haab at rejse mod Syden til Efteraaret; men det er ikke til at bestemme saa tidlig; kun maa jeg tænke paa det som paa en Frigørelse. Maatte nu Thomas snart kunne fortjene sig til sit Livsophold selv. Jeg maa i denne Tid laane 150 Spdl. i Banken til aarlig Afbetaling, hvilket jo paa en Maade er at spænde sig et Tov om Benene; men jeg skylder 50 Spdl., som maa betales, og paa andet Sted 25 Spdl. — Resten maa jeg have at leve af i Vinter.