Christiania, 30. Maj 1867.
Til Fru Heiberg.
Kæreste Veninde! Det gør mig saa godt at drives til Tingen med Uro, hvilket hos mig dog er ensbetydende med Længsel; Hvad jeg i Evighed aldrig kan faa Glæde af giver mig heller ingen Uro. Siden jeg modtog Deres velsignede Brev, har jeg igrunden til hver Stund villet skrive; jeg havde endnu Saameget at sige Dem; men smertelige og vedholdende Anfald af min Hovedpine have taget megen Tid fra mig, Bekymringer og Vrøvl have taget Resten. Ja, kæreste, elskede Veninde, havde man ikke saameget Vrøvl paa denne Jord, da var Aandedraget friere og Luften lettere; men disse Sjælens Støvdynger, som man skal arbejde sig igennem og ud over, gøre Pusterummet saa lidet og trangt, ja, usundt undertiden, at man bliver baade træt og svag af det. Jeg mindes herved et Udbrud af en Franskmand, som, da jeg i en Waggon, hvor han idelig gled ned af sit Sæde, erklærede Rejsen for et Arbejde, sagde: „C’est plus q’un travail, c’est fatiguant!“ Og denne Distinktion er virkelig tilstede. Arbejdet bringer ved sit Resultat en Hvile og en Velsignelse; men den evige Gentagelse af Det, som aldrig rettes paa, er blot og bar Anstrængelse, et frugtesløst Slid. Jeg kan nu engang ikke ret lade Mennesket i uforstyrret Beskuelse af sin egen Herlighed; jeg maa, hvor jeg kan slippe til, plumre Vandet lidet Gran, saa Billedet kan s. 101komme til at vrænge lidt ad Beskueren; men det vækker Vrede; og dog skrige alle disse kristelige Sjæle paa, hvor syndige de ere. Sig til disse Mennesker, at de dog ikke ere saa syndeslagne som de mene — og de ville korse sig for Fristeren; men sig til dem, at de have den Fejl at sætte sig selv over Andre eller at give Kulde, hvor der skulde bydes Varme — da er Svogerskabet ude. Dog — nu synes De nok, jeg taler hen i Luften. Dog forstaaer De mig nok. De kender saa godt til mig, at De veed, jeg kan ikke slippe mit Reformationsværk før med min Ævne. De har det selv; om end som en Specialitet, saa rammes dog det Hele derigennem, og det er tilvisse Deres poetiske Kald, som i denne Tid har lagt et Arbejde paa Deres Skuldre, 1) man ikke noksom kan være taknemmelig for, men som sandelig heller ikke vil undlade baade at glæde og bedrøve Deres Venner. Hvad jeg trøster mig til, det er, at De har gode Støtter i de enkelte store Personligheder, som staa Dem saa nær, at de have Ret til at raade med, og den store Autoritet, De med Rette nyder i hele Folket; men Hvad der dog frem for dette er min ubetingede Fortrøstning ligeover for denne Sag, det er Ilden i Deres Aand og den poetiske Sandhed i Deres Opfattelse samt Forstaaelsen af de nyere Tiders Tegn og Fordringer. Ja, ja, Tak skal De have fra mig, og fra Mange gennem mig, for Deres modige Beslutning; den vil nok sætte sin Frugt, skøndt Træet er af mindre ædel Art.
s. 102Jeg vil ikke paa Kant med Bjørnson, jeg vil ikke slippe min elskede Digter; godt, saa kommer det jo an paa mig, om jeg kan ligge stille, mens han træder til. Ak, Hvad jeg har lidt! Hvorfor kan han ikke opfatte mig fra den Side, jeg er Noget, eller rettere: dog er Lidt? Jeg troer, jeg kunde være Meget for ham; men han forstaaer ligesom ikke at holde sig fast til Noget. Der kunde dog have udviklet sig noget Skønt af et Samfund mellem os! Ak, han kan ikke afslutte sig, og han kan ikke leve ud Det, han forkynder med saa skønne og store Ord. Idag er jeg stor; imorgen er det en liden Skuespillerinde, som kører Triumfatorens Vogn; han er lige begejstret, han kan ikke se, at den Ene dog er en Romerinde, den Anden en flink liden Beriderske. Ak, roser jeg mig selv for meget, elskede Veninde? Vær overbærende imod mig: det er kun i Sammenstilling med det Ubetydelige. En Ravn er ikke stor; men den har dog en vis Værdighed ligeover for Spurvene. Nu rejser han bort, Gud være lovet! Mit Sind er saa sygt og saaret, at det trænger Hvile; og, mens han er her, faaer jeg ingen Fred. Han vil ikke slippe mig, og han kan ikke værne om mig. Han forstaaer ikke min Styrke; den ligger just i modsat Retning af hans; forstod han rigtigt min Eftergivenhed, da kunde han vel ogsaa maale Dybden af min Hengivenhed; men da legede han ikke Bold med mig.
Og min lille Sara, som vil rejse fra mig til Vinter. 1) Hvor jeg vil komme til at savne hende og hendes s. 103skønne, poetiske Spil! Det har løsnet mangen tung Sky til Regn og givet Solstraaler en Vej til at skinne igennem.
Vil De være saa sød at hilse Etatsraad Krieger fra mig og takke ham for den sidste Bog? Allerede paa tredie Side var jeg i en stærk Disput med Rasmus Nielsen. Men han har Ret i Meget; „den gode Villie“ [Rasmus Nielsens Bog] er et herligt Begreb; men en Magt i Videnskaben er den ikke.
Har jeg nu sagt Alt? Er jeg nu færdig for lange Tider? O nej, min høje, elskede Veninde, jeg begynder i næste Stund med Dem igen!