Til Fru Heiberg. 16. Maj 1870.
Min kære, højtærede Frue! Jeg takker Dem for Deres sidste Brev, der vidner saa vel om Deres Sympathi og Godhed; thi De kunde nok vide, hvor nedslaaet jeg maatte være ved at se de mange haanende Ord rettede imod mit Arbejde. Ja, nedslaaet var jeg sandelig! Haabet er saa villigt til at give os gyldne Løfter, naar vi ere taabelige nok til at laane Øret dertil. Alt skal imidlertid kunne bæres og — om mueligt — saaledes, at ikke Aanden synker, men snarere løfter sig under Byrden. Maaske var jeg bleven for sikker i min Sag, hvis Alt var gaaet saa glat, som jeg drømte. Nu er jeg viist tilbage til det Punkt, hvorfra Maalet sees i hele dets Fjærnhed og Vanskelighed, og jeg seer for mig en svær, maaske umuelig Vej at passere. Dette Syn paa Fremtiden har været saa nedslaaende for mig, at jeg har været — og er endnu — syg og tung paa Sjæl og Legeme; men haabløs er jeg dog ikke. Deres Brev gjorde mig godt, og sandelig: hele Deres Syn paa mit Arbejde har givet mig en god Styrkning ved Siden af Kritikkens bitre Piller. Jeg har derfor ogsaa efterhaanden kunnet læse dem om igen og med Ro indsamle de oplysende og belærende Udtalelser. De skulle komme mig til Nytte.
De spørger mig, elskede Frue, om jeg agter at begynde paa et nyt dramatisk Arbejde. Ja, vel agter jeg det! Min Debut er alligevel ikke saadan, at jeg vil skamme mig ved at komme igen. Rom blev ikke bygget paa én Dag. Gud i Himlen opretholde Deres Liv og Helbred, Fru Heiberg! Da skulle vi nok s. 150endnu i Forening levere en Træfning imod Hulhed og Fladhed og meget Andet, som vi ere enige om at ønske langt borte. Hvad jeg vil skrive om er imidlertid ikke let at forklare skriftlig; kun skal De faa Alt at se og gennemse.
I August kommer jeg til Kjøbenhavn. Troer De da, jeg faaer mit Stykke at se? Her skal det opføres førstkommende Fredag. Direktøren har bedt om Indvilligelse til en hel Del Forkortninger, som han mener skulde være saa heldbringende for Stykket. Jeg har sagt Ja og lader ham besørge den Ting selv; thi jeg er dog endnu for lidende til at kunne taale en saa haard Berørelse. Jeg har en Fornæmmelse af mit Arbejde som af et stort Saar, der smerter mig ved den blotte Tanke. Lad nu de Fremmede tumle med det!
Fru Thoresen havde i disse Aar foruden Nederlaget med sit Drama ogsaa haft andre Bekymringer at kæmpe med, væsentlig af økonomisk Natur. Hun havde den foregaaende Vinter indsendt Ansøgning om at maatte beholde den Tillægspension (135 Sp.daler), som 1859 var hende bevilget indtil hendes yngste Barn fyldte 18 Aar; hun begrundede denne Ansøgning med Henvisning til sit mindre gode Helbred, sin trykkende Gæld, 2 endnu uforsørgede Børn og sin 84aarige Moder. Kirkedepartementet indstillede, at hun skulde have 100 Spdlr. under Hensyn til hendes „litterære Virksomhed“. Men Kirkecomitéen mente ikke af Pensionsfonden for Geistliges Enkerat kunne „tilstaa Belønning for den Slags Fortjeneste“, og i Stortinget nedstemtes Ansøgningen. Ikke bedre gik det, da hun ansøgte Videnskabsselskabet i Trondhjem om et Stipendium til litterære Forarbejder med Henvisning til at Bjørnson og s. 151Ibsen havde oppebaaret saadanne. I Ansøgningen skrev hun: „Jeg maa faa ny Syner paa Livet, Friskhed og Realitet. . og jeg har desuden en brændende Lyst til at sætte mig ind i Livet nordenfjælds; thi jeg troer vist, der ligger betydelig Pathos i Folket, og at dér findes Karakterer for min Pen.“ Med 12 mod 11 Stemmer blev den dog afslaaet, idet Flertallet ansaa det for nødvendigt at indskrænke Bevillingerne til at gælde videnskabelige Formaal.
Hun syntes da ganske forstaaeligt, at hun kun mødte „Fremmedfølelse og Modstand .. og i den Luft kunde jeg ikke leve“.
I Sommeren 1870 rejste Fru Thoresen da til København, hvor hun blev det meste af et Aar og den længste Tid levede i en Kvistlejlighed i Amaliegade med Udsigt over Søen hos Enkefru Knudtzon. 1) I denne Tid kom hun navnlig meget til Maleren Thorald Læssøe, der i sin Villa i Rosenvænget elskede at samle Aandens Mennesker hos sig. 2) Hun havde stadig ny Fortællinger under Pennen. Men det syntes hende snart, som om hun kun kunde skrive sine Folkelivsbilleder i Norge. Hun sagde engang saaledes om Grunden til disse Omskiftelser: „Vist havde de været onde imod mig deroppe, og hver Gang jeg derfra nærmede mig Danmarks milde Kyster, blev jeg blød; thi jeg vidste, at der ventede mig Deeltagelse og Kjærlighed; men, havde jeg nydt Godheden der en Tid, følte jeg mig fersk tilmode, og jeg maatte tilbage til Norge for at tugtes; saaledes er min Natur, at den trænger til Modgang og næres derved.“
Foreløbig rejste hun i Juni 1871 op til Bergen.