Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1866-10-01)

Christiania, 1. Okt. 66.
Til Hanna Wiehe.

Du skulde vide hvad det er for en Jordbund, jeg træder paa her! Sandelig, det er godt og vel, at Vejen gaaer mod Stjærnerne; der er nok en Kilde,s. 72som læger de hudsaare Fødder; thi over Flint og Knude, over Brist og Brod gaaer det fremad. Men jeg vidste det for en Del i Forvejen, saa jeg har igrunden ingen Ret til at kny. Det skeer ogsaa kun — og skal kun ske — naar Strømmen af mine Følelser ere i Stigning, fordi nye Irritationer føjes til de gamle. Saa tykkes det mig, at jeg maa have Lov til at sige til mine bedste Venner, at saa er Stridens Gang. Du veed, jeg har mine Iagttagelser snarere fra et Aandedrag end fra en udvortes Anledning. Ak, denne Egenhed forvolder mig megen Smerte. Dette Syn paa Sjælen, dette frygtelige, utilslørede Blik gør mig mangengang syg, men ogsaa ofte stærk og myndig. Der er mangfoldige Tilfælde, hvor Handlingen — selv uden at være paaløjet et Menneske eller urigtig opfattet af Verden — alligevel er en Usandhed ligeover for hans rette Væsen, og i dette Tilfælde bliver jeg saa ofte den Vindende. Det er mærkeligt, hvilken Lighed det har med Strømningen i Havet, naar to slige Villier mødes i Mennesket — den Strøm, som bærer Ytringen op mod Dagen, og den, som maler Instinktet ned i Grunden. Hvilken underlig Dobbeltklang i Røsten! Samme hæse, fræsende Lyd som i Havhvirvlen!

Jeg har da havt Brev fra Fru Heiberg. Jeg maa sige, at det er helt igennem et tilforladeligt Udtryk for en myndig, højtbegavet Aand. Heller ikke bliver det staaende ved Aand alene; men der er hin underlige, dybe Grundklang, som kun en Sjæl kan give. Ja, efter det Brev at dømme, er der i den Kvindes Sjæl et dybt forborgent Følelsesvæld, som aldrig er s. 73blevet aabnet, og som i Tidens Løb er stilnet til en Kilde, hvori Sjælen ligesom en Narcissus genspejler sig selv i ustillet Længsel efter sit Dobbeltbillede; Ævne til en kolossal Hengivelse, som Ingen har forlangt. — Jeg mindes i dette Øjeblik Fru Hauch. ¹Digteren Carsten Hauchs Hastru, Frederikke Elisabeth, født Brun Juul (1811-96).) Ja, naar man har Fru Heiberg, længes man maaske efter Fru Hauch, og, naar man saa finder denne, længes man igen efter hin, ret ligesom man i Naturen længes efter et Menneske og hos Mennesker længes efter Naturen; det er denne Ejendommelighed og Almengyldighed, som vi bevæge os imellem, det er Kunst og Instinkt. Jeg er saa svag efter en temmelig drøj Sygdom, ellers skrev jeg længere.