Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Wiehe, Johanna FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1866-10-26)

Hægdehougen, Omejers Gaard,
d. 26. Octbr. 1866.
Til Hanna Wiehe.

Nu hører da Dampskibsfarten op. Det bliver et Savn for mig; thi det gør saa godt at se disse Snarbud komme og gaa. Saa ligger for mig denne lange, stenhaarde Vinter, et fuldstændigt Fængselsliv mellem Fjældene, naar den eneste Dør, som fører udad til Verden, er stængt med sin favnetykke Is. Naar nu det ideale Liv kan give Aanden Flugt, naar Kunsten kan lade en Sommerdag dukke op af Vinterens Trængsel — ja, da er det jo det Samme som at have en Kres af selskabelige Talenter og gode Venner i sit Fængsel, ligesom visse elegante Fanger have havt det. Men, naar det savnes, da er man sandelig i aandelig Forstand lig med hin ulykkelige „Jærnmaske“ — man faaer blot Ansigtet frit i Alterens Sakramente. Jeg vilde saa gærne føje til dette: „Frisk Mod, Antonius! Du haver intet Ondt bedrevet“. Men veed Du Hvad, Kæreste! Jeg skal præstere 350 Species til Danmark hvert Aar — for det Første i 2 Aar — til min Moder og min Kunstnersøn — før jeg har en Trevl til Nogen af os heroppe, og vi er 6 Mennesker. Min Pension er 500 Species. Og saa er jeg stærkt martret af legemlige Smerter og den deraf følgende Svaghed. Men jeg har paataget mig det, og det maa forsøges. Den s. 78stakkels Gut kan ikke gaa og blive til Ingenting, og det bliver ethvert Menneske med Kunstnertrang i andre Forhold end dem, hvori han kan udvikle denne. ¹Talen er om hendes ældste Søn Thomas, f. 1846, som var bleven tilbage i Kbhvn. for at studere Sang. Han døde 1876.) Desuagtet har han ikke faaet Mere i Sommer end 20 Rdl. Maaneden, foruden Information og andre Nødvendigheder, og nu i Vinter tænkte jeg at skaffe ham 25 maanedlig. Saa Du seer, han har det knapt nok, Stakkel! Kun har han det paa ingen Maade som jeg, og det er min Trøst. Har jeg saa ikke Jærnmasken paa? Jo! Jeg har endnu et Panser over Brystet til; thi jeg tør end ikke drømme om Frihed. Men, var jeg blot smertefri, saa jeg kunde arbejde rigtig paa Kraft, da skulde det nok gaa alligevel. Sygdom er en Lammelse af alle Ævner, af Modet med, og dette bør jo gaa foran i Kampen, bør være Banneret, som viser Vej.

Jeg er nu flyttet. Gid Du kunde se Dig omkring her, hvor jeg boer! Det er en Slags Fjælddal og ligger højt med Udsigt over Byen, Fjorden og de fjærne Fjældaase. Skulde Du aldrig komme herop? Naturen er vidunderlig og Sommeren af en sjælden Friskhed. Engang kommer Du vist. Hvad er det nu, Du skal læse i Vinter? Du har vel et eller andet kolossalt Værk i Sigte? Har Du havt nylig Brev fra [Provst] Paludan-Müller?

Min yndige unge Ven Brandes rejseri disse Dage til Paris; jeg vil savne ham i Danmark. Han har en vidunderlig Smarthed i sit Væsen og lægger sig ind til mig med en sjælden Hengivenhed og Tro.

s. 79Farvel, Du store, kærlige Sjæl! Al Glæde og Tilfredshed over Dig og Dine Kære!

Din trofaste Veninde Magdalene Thoresen.