Thoresen, Anna Magdalene BREV TIL: Heiberg, Johanne Luise FRA: Thoresen, Anna Magdalene (1880-03-01)

Til Samme.
Rom, 1. Marts 1880.

Jeg veed sandelig ikke, hvorfor jeg ikke har skrevet Dem til før; thi det er dog Noget, jeg længe og gærne har villet; men der er jo en stor Forskel paa at ville gærne og at ville. Det Eneste, som trøster s. 203mig i en saadan Tilstand, hvor jeg gaaer omkring med en Længsel, som dog aldrig bliver til Noget, er den Utilfredshed, man føler med sig selv ved ikke at stille en sjælelig Trang; thi den bliver da endelig saa utaalelig, at man bryder med alle smaa vrøvlede Forhindringer, som ere saa tjenstvillige over for Opsættelsessygen, og det er Hvad jeg i denne dejlige Søndagmorgenstund gør, og jeg føler derved et Velbefindende, som træder ganske i Harmoni med al den lyse og blomstrende Skønhed, som omgiver mig. Paa mit Bord staa Fade fulde af Anemoner, store, kraftfulde Arter, som vi jo ellers ogsaa have dem i Norden, men ved Kunst og Flid, og jeg har saa mange Laurbærgrene opstillede rundt omkring mig, som blot paa nogen Maade lade sig anbringe. Og ude, hvor man kommer hen, seer man blomstrende Mandeltræer, dog paa ingen Maade smukkere end vore Kirsebærtræer hjemme; men det er jo i Februar Maaned — deri ligger Vidunderet; med denne Hukommelse ved Siden er det jo, man til Beruselse nyder af Alt; thi Vaarens Skønhed er i mine Øjne større hjemme end her. Og saa er det jo kun de eviggrønne Træer, som nu forynges i den varme Luft; thi det almindelig Løvtræ — Lind og Platan —staa endnu med ganske vintertørre Grene. Men i det Hele er her dejligt, og jeg føler mig saa glad ved at være kommet her, at jeg ved den ringeste Foranledning giver mig selv en hemmelig Vækker, at jeg ret husker paa, hvor det er, jeg gaaer omkring og samler Stof til mine lyse Tanker, og at jeg ikke glemmer at takke Gud s. 204og gode Venner. Imidlertid agter jeg mig dog hjem til Sommerens Slut, og da antagelig tilbringer jeg et Aar i Norge. Jeg vil dog ved mine indsamlede Kræfter endnu forsøge at tage de venskabelige Tag med dem deroppe i Klippereden; det er og bliver jo dog mit Hjemland. Først havde jeg saa smaat tænkt mig at forblive her i to Aar, siden jeg nu engang var her; men en Tilsigelse banker paa i Sjælen, og den varsler mig, at jeg her altfor meget vilde blive et Nydelsens Menneske og at der maa Strænghed til for min Natur, hvis Arbejdet skal gaa frem. Nu, godt, saa suger jeg Sjælen fuld af Mandelblomstens Sødme og vender tilbage til det kolde Fjæld for at sætte mig ind under det og tage Arbejdet fat, og jeg troer nok, mit Hjærte skal finde sin bedste Glæde derved i Længden.

Kampen mellem Ploug og Fremtidsfolket derhjemme har jeg jo fulgt nogenlunde i Aviserne. Den har ogsaa ligesom kastet Snavs paa Idealerne. Imidlertid er der hos de Unge en vis Ret, ligesom der hos Bjørnson altid var noget Sandt og Rigtigt selv i hans vildeste Angreb imod Forholdene i Christiania; men det indvikles i saa megen Uvornhed og fremføres med saa megen Hensynsløshed, at det seer ud som Uret, hvilket det jo ogsaa — paa Grund af Maaden — til Hælvten er. Da Bjørnson kom med sin Signalforandring, saa det hæsligt ud; da nu de danske Majestæter gjorde det Samme, havde de visselig Ret i Hvad de gjorde; Sagen var bleven moden — deri laa Forskellen.

Drachmanns Digte har jeg læst her i Rom, og,s. 205naar jeg kaster væk hans Samling „I Panser og Plade‟, hvis simple Latterliggøren jeg foragter, da finder jeg dem skønne. Han er dog en lyrisk Digter af en betydelig Rang. At han bryder med den engang fastslaaede Form, giver jeg ham Ret i; gør han ikke det, da faaer han ikke Vingerne udfoldet, og det skal dog endelig enhver Sanger have Lov til, hvis han derved synger smukkere Sange.

Nu siger jeg da for denne Gang Farvel og Levvel. Det har været mig en kær Morgenstund; De har uafbrudt staaet mig for Øje, og min Sjæl har nydt Glæden igen af mangen svunden Stund i Deres Selskab.